Rwanda efter 1994

»Jeg kommer fra en veluddannet familie. Min far er oprindeligt uddannet landbrugsingeniør og var direktør for en stor tefabrik, da jeg var barn. Han stod fast på, at jeg skulle have en uddannelse, og at det skulle være inden for naturvidenskab, gerne biokemi. Omkring syvende klasse blev en af mine skolekammerater pludselig syg og indlagt på hospitalet, og den dag i dag aner jeg ikke, hvad hun fejlede, men på hospitalet kunne de ikke hjælpe hende. Det gjorde indtryk, og jeg besluttede, at jeg gerne ville læse medicin som den første i min familie«.

Jean-Paul Uwizihiwe er netop blevet læge fra universitetet i Kigali og har siden december været i praktik hos WHO i København, hvor han arbejder med dokumentation af smitsomme sygdomme. Under studietiden tog han blandt andet initiativ til et familieplanlægningsprojekt (med et out reach på 300.000 mennesker), og han er nu involveret i udvekslingsprogrammet Travel To Teach (TTT)-projektet under Globale Læger samt i organisationsudvikling af Rwandan Medical Association (RMA).

1994. Rwanda. Folkedrab. På knap tre måneder mistede omkring 800.000 mennesker livet, og den tidligere belgiske koloni var slået tilbage til nul.

I dag satser den rwandiske regering massivt på uddannelse og på udvikling af en velfungerende sundhedssektor, for under folkedrabet forsvandt en stor del af speciallægerne. Der er cirka en læge til 40.000 indbyggere, og ifølge den danske speciallæge Jens-Jørgen Kjærgaard, der netop er vendt hjem efter udsendelse med TTT, 50 i hele landet i hvert speciale.

Medicinstudiet er derfor ved at blive lagt om, og det betyder, at Jean-Paul Uwizihiwe efter fem års teoretiske studier og et års turnus på blandt andet Kigali Teaching University Hospital i henhold til uddannelsesplanen skal arbejde de næste to år på et af de 30 distriktssygehuse. Og det ser han frem til med blandede følelser:

»Selv på de fem store centralhospitaler mangler der udstyr og medicin, og jeg taler ikke om avancerede skannere til mammografi eller CT-skannere, de er der jo heller ikke, bare helt almindeligt udstyr til at lave en basis test af patientens helbredstilstand. På distriktssygehusene mangler alt simpelthen, og det er jo her i landdistrikterne, at 80 procent af befolkningen bor. Ikke engang en simple smear-test for malaria kan vi lave, for vi har ikke laboratorieudstyr. Patienterne kommer, men vi kan ikke gøre noget«.

Det betyder blandt at ukomplicerede tilfælde af malaria meget ofte overføres til de centrale sygehuse, der så igen er ved at drukne i de mange patienter.

Alt foregår på skærmen

I Rwanda har man en egenbetaling på 15% af omkostninger til behandling, forudsat man er med i den offentlige sygesikring, hvilket 85% af befolkning er. Derfor opsøger patienterne faktisk sundhedscentre og klinikker med for eksempel hiv, malaria eller TB, for de ved, at de kan få hjælp.

»På skadestuen er sygeforsikring det første, vi spørger en tilskadekommen om. Har han ikke det, prøver vi at anvise den billigste behandling eller spørger, hvor mange penge han har i lommen, om familien kan betale eller prøver at ringe til de sociale myndigheder. Det giver os en anden position end de danske læger, der straks kan gå i gang med at arbejde. Vi er allerede langt inde i en patients sociale liv og position, inden vi kommer til det medicinske arbejde«, siger Jean-Paul, der under sine første ophold i Danmark blandt andet har været på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, og gennem sit samarbejde med danske læger og medicinstuderende i TTT udmærket kender procedurer og behandlingsmuligheder i det danske sundhedsvæsen.

»I Danmark foregår alt på skærmen, alt er computeriseret. Allerede inden patienten står foran dig, kender du hans historik, hans familie og ved, hvad han har fejlet før. Det gør arbejdet hurtigt og effektivt, men det gør også, at du måske ikke bruger dit helhedssyn. Patienterne i Danmark bliver lynhurtigt sendt videre til for eksempel CT-skanning, for når den er der og er gratis, er det let bare at sende patienten videre«.

De danske medier skriver ofte om ventelister - hvordan oplever du det?

»Hvis vi siger, at de danske patienter venter på behandling, hvad skal vi så kalde det i Afrika? Her kan folk kæmpe hele livet mod en sygdom uden nogensinde at blive tilset af en læge. Der er bare ikke læger nok«, mener han og peger på, at ud af de godt 500 læger, der er i hele Rwanda arbejder ca. 300 på hospitalerne. Den praktiserende læge eller familielægen, som vi kender hende i Danmark, er altså uden for rækkevidde for hovedparten af befolkningen.

Lægeforening i dvale

På initiativ af en gruppe læger blev Rwandan Medical Association (RMA) grundlagt i 1995, og foreningen prøver i dag at samle og styrke lægestanden gennem blandt andet konferencer og internationalt samarbejde. Jean-Paul Uwizihiwe klapper på Domus Medicas tykke mur og siger:

»Så solid håber jeg også, RMA en dag kan blive, lige nu har vi ikke engang et samlet kontor, men fungerer som et netværk. Foreningen ligger i dvale, for tænk på, hvilket medicinsk arbejde der ligger foran os, de fleste læger arbejder fra klokken 7-17. Flere og flere bliver interesseret i RMA, blandt andet når de ser, hvordan vi arbejder sammen med de danske lægestuderende, men det kræver tid og energi at opbygge en organisation«.

To af RMA's vigtigste områder er at hæve den generelle standard på distriktssygehusene og at forhindre (yderligere) braindrain, når lønninger og arbejdsvilkår lokker i både Sydafrika, Europa og USA, men før RMA kan have en egentlig politisk agenda, er der mange andre ting, der går forud, ikke mindst patienterne.

Derfor ønsker Jean-Paul Uwizihiwe at etablere en database over alle rwandiske læger, også dem, folkedrabet sendte på flugt til andre lande.

»Sådan kunne læger i og uden for Rwanda udveksle viden og erfaringer, vores eneste neurokirurg kunne få en second opinion fra en kollega i USA, inden han opererede, og udenlandsrwandanere kunne for eksempel bruge et par feriedage på at operere, når de kom hjem på besøg«.

Internationalt samarbejde

Via RMA er Jean-Paul dybt involveret og engageret i Travel to Teach, som han anser for at være et vigtigt bidrag til opbygningen af et velfungerende sundhedsvæsen.

Fordelene ved samarbejdet kan alle se, men hvad med ulemperne?

»Jeg hører nogle gange fra de danske læger, at de ærgrer sig over ikke at blive brugt mere, når de nu er der. Men de rwandiske læger har jo travlt med at klare jobbet, og efter seks års studier fokuserer mange nyuddannede også på endelig at tjene penge. Så kan det lige pludselig være svært at finde timer og midler til at videreuddanne sig, også selvom undervisningen som sådan er gratis«.

I WHO sidder du nu med statistikker og tal, hvordan har du det som læge med det?

»Jeg elsker at være i klinik, for arbejdet med patienterne er meget vigtigt. Men det, jeg har lært, vil jeg også gerne anvende til at lære folk, hvordan de undgår TB, malaria, hiv, alle de store sygdomme, som belaster vores sundhedsvæsen og som så let kan forebygges. Faktisk har jeg lige nu to muligheder for at komme videre med mit arbejde: enten at arbejde to år på distriktshospitalet, eller tage en MA i international sundhed. Begge dele er vigtige, begge dele er nødvendige«, siger Jean-Paul Uwizihiwe, der skrev sin afhandling om hiv for det nationale hiv-bekæmpelsesprogram under supervision af dr. Agnès Binagwaho. Hun er i dag den højest placerede embedsmand i sundhedsministeriet, hvorfor Jean-Paul bad hende om en anbefaling til brug i sin masteransøgning. Det ville hun gerne give ham, men på en betingelse:

»Du må sende mig et officielt brev, hvori du viser, at du gerne vil tilbage til Rwanda og arbejde, når du har afsluttet din master. Så skal jeg gerne anbefale dig«.

Støtte til Rwandan Medical Association fra Lægeforeningen

»Det, at have en god stærk lægeforening kan give de rwandiske læger mulighed for at koordinere den lægelige indsats, forbedre befolkningens adgang til sundhedsydelser og også forbedre lægernes forhold. Lige nu er vi på get-to-know-each-other-stadiet, hvor vi har holdt en telefonkonference med formanden og kassereren og lyttet til, hvad deres behov er. I første omgang laver Globale Læger og RMA en ansøgning til Danida om midler, der blandt andet skal bruges til at styrke opbygningen af en lægeforening. Når der ligger et forhåbentligt positivt svar, vil Lægeforeningen deltage med konkrete forslag til, hvor vi kan være med til at støtte. Det kan for eksempel være med viden om hvordan en demokratisk forening fungerer, hvordan man udarbejder vedtægter, i arbejdet med etik, og råd og vejledning om lægelig uddannelse. Desuden kunne vi støtte RMA hen i mod et medlemskab af WMA (Verdenslægeforeningen), som Rwanda ikke er medlem af på nuværende tidspunkt«, fortæller Lægeforeningens adm. direktør Bente Hyldahl Fogh.

Det er første gang, Lægeforeningen støtter opbygningen af en lægeforening i et andet land.

Vil du ud?

Globale Læger holder infomøde om udsendelse med Travel To Teach den 26. februar kl. 18.

Sted: Institut for International Sundhed, Øster Farimagsgade 5, byg. 9, 1353 Kbh K.

Tilmelding til arrangementet på mail@traveltoteach.dk.

Travel to Teach er et ulønnet, humanitært projekt, der udveksler læger mellem Afrika og Danmark. Formålet er at skabe et bæredygtigt kvalitetsløft af den postgraduate medicinske uddannelse i Rwanda samt udvide danske lægers kendskab til global sundhed. Indtil nu har fem læger været i Rwanda, den sjette, Gunnar Lausten, er netop taget derned. Derudover planlægger endnu to læger at tage af sted. Læs om Jens-Jørgen Kjærgaards oplevelser i Rwanda i Ugeskr Læger 2009;171:444-5.