Skip to main content

Rygeepidemien er på ingen måde overstået

Charlotta H. Pisinger

22. jun. 2012
4 min.

I artiklen om nationale befolkningsundersøgelser om rygning og salg af tobak i Danmark finder Clemmensen et al , at mens der over de seneste fire årtier har været en halvering i andelen af rygere, er mængden af solgt tobak kun faldet med 20% [1]. Forklaringen er bl.a., at rygerne i dag ryger mere end tidligere, og at der foregår en stor underrapportering af rygning, hvilket også er fundet internationalt [2]. Vi har glædet os så meget over, at rygeprævalensen er faldet, at vi efterhånden tror på myten om, at vi nu kan koncentrere os om vigtigere sundhedsudfordringer. Men katastrofen vokser eksplosivt. Rygning har allerede slået mere end dobbelt så mange mennesker ihjel, end der omkom under anden verdenskrig, og det er beregnet, at en milliard mennesker vil dø af rygning i dette århundrede [3]. I Danmark har vi heller ikke set et fald i antallet af dødsfald, der er forårsaget af rygning. Der er fortsat flere personer, der dør af tobaksrelaterede sygdomme hvert år, end af fedme, fysisk inaktivitet og alkohol tilsammen. Særligt bekymrende er det, at næsten halvdelen af den sociale ulighed i sundhed herhjemme kan forklares ved rygning, og at den sociale ulighed inden for gruppen af storrygere er kraftigt stigende. De, der har arbejdet på en lungemedicinsk afdeling, kender ofrene tæt på. Her er social ulighed ikke et fint politisk slogan, men en hverdag, hvor fattige, resursesvage mennesker, der i forvejen slås med alverdens udfordringer i livet, oplever store lidelser og dør alt for unge.

Ni ud af ti rygere begynder at ryge som børn, og ni ud af ti voksne fortryder, at de begyndte at ryge. Tobak er lige så afhængighedsskabende som heroin - tre ud af fire rygere ønsker at holde op med at ryge, men kæmper stadig. I årtier har man spildt milliarder af kroner på at oplyse om helbredsskaderne ved rygning, og man har forsøgt at lære børnene at modstå cigaretter. Det internationale samfund bevæger sig hurtigt i disse år med en erkendelse af, at tiden er kommet til at finde holdbare løsninger i stedet for lappeløsninger, hvor man har forsøgt at reducere skaden [4]. Fokus og skyld skal fjernes fra rygerne og overføres til tobaksindustrien. I flere lande (Finland, Tyrkiet, New Zealand og Hongkong) har man allerede lagt planer for en slutdato, hvor kun få procent vil ryge, svarende til den andel, der har andet svært sundhedsskadende misbrug. Mange vil forarges eller sige, at det er umuligt, men andre utænkelige ting er tidligere gennemført af modige politikere; bare tænk på slavehandel, der tidligere var et højt respekteret handelsområde.

Der er ikke tale om totalforbud mod rygning eller kriminalisering af rygere. Indsatserne kunne herhjemme bestå af følgende hovedelementer: 1) Sikring af at børn under 18 år effektivt beskyttes mod tobak. Konsekvent håndhævelse af eksisterende lov om forbud mod salg af tobak til børn, indførelse af høje straffe for salg af cigaretter til børn, forbud mod rygning og besiddelse tobak for børn og unge under 18 år, indførelse af røgfri skoletid, iværksættelse af særlige indsatser på institutioner og andre steder, hvor unge kortuddannede færdes, og hævelse af cigaretprisen til mindst 50 kr. pr. pakke. 2) Regulering af tobaksindustrien. Sikring af overholdelse af den internationale Framework Convention on Tobacco Control, indførelse af plain packaging, »sinking lid« (en markedsreguleringsmekanisme til udfasning af skadelige produkter), iværksættelse af oplysningskampagner om tobaksindustriens uetiske metoder, idømmelse af økonomisk straf til tobaksindustrien for hver ryger under 18 år og sænkning af grænsen for nikotinindhold til et minimum. 3) Intensivering af støtte til rygestop. Opsøgende gratis og intensiv rygestopstøtte til socialt udsatte, personer, der bor i belastede områder, psykisk syge og andre patienter.

Sundhedseksperter og økonomer i hele verden er enige om, at rygning er det vigtigste og mest omkostningseffektive område, når det gælder om at opnå bedre folkesundhed. Vi læger har i årtier trukket på skuldrene og betragtet rygning som et nødvendigt onde, en »selvvalgt dårlig vane«. Vi bør tage medansvar og kræve, at tobakskontrol sættes øverst på den politiske dagsorden.



Korrespondance: Charlotta H. Pisinger, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Koncern Plan og Udvikling, Region Hovedstaden, Glostrup Hospital, Nordre Ringvej 57, 2600 Glostrup. E-mail: charlotta.pisinger@regionh.dk

Interessekonflikter: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk


Referencer

  1. Clemmensen KKB, Lynge E, Clemmensen IH. Nationale befolkningsundersøgelser om rygning og salg af tobak i Danmark i perioden 1920-2010. Ugeskr Læger 2012;174:1797.
  2. West R, Zatonski W, Przewozniak K et al. Can we trust national smoking prevalence figures? Cancer Epidemiol Biomarkers Prev 2007;16:820-2.
  3. Eriksen M, Mackay J, Ross H. The tobacco atlas fourth ed. Atlanta: American Cancer Society, 2012.
  4. Edwards R, Wilson N, Peace J et al. Support for a tobacco endgame and increased regulation of the tobacco industry among New Zealand smokers: results from a national survey. Tob Control 2012(epub ahead of print 25. apr).