Content area

|

Patienterne strømmer til den virtuelle lægekonsultation i Min Læge-appen

Nu kan danskerne blive hjemme, som myndighederne beder om – og samtidig følge den lige så indtrængende opfordring om at gå til lægen, når de har behov. Antallet af videokonsultationer i Min Læge-appen er firedoblet på tredage.
Antallet af videokonsultationer i MinLæge-appen er steget hurtigt i de første dage efter åbningen. Kilde: PLO
Forfatter(e)
Pressemeddelelse fra PLO

For at begrænse risikoen for smitte med corona kan patienter landet rundt fremover få videokonsultationer med deres egen læge på mobil eller tablet, når lægen vurderer, at en videokonsultation kan være et godt alternativ til telefon eller fysisk fremmøde. Det skriver PLO i en pressemeddelelse om den nye mulighed for videokonsultationer, som på rekordtid er implementeret i den et år gamle Min Læge-app.

I et tæt samarbejde har staten, regionerne, de praktiserende læger og private it-leverandører skabt mulighed for, at patienter og praktiserende læger via appen ”Min Læge” kan tale med hinanden pr. video, skriver PLO. Også sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke ser store potentialer i den nye videoløsning:

”Vi skal holde mest mulig afstand og begrænse fysisk kontakt, og vi skal hjælpe sårbare patienter med at undgå smitterisiko, hvor vi kan. Men samtidig er der mange danskere, der har behov for at tale med deres praktiserende læge, fordi de frygter at være smittet med corona eller har et andet helbredsproblem. Her kan video i en række tilfælde være en rigtig god mulighed”, siger Magnus Heunicke.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, er overbevist om, at både læger og patienter vil tage godt imod den nye mulighed for videokonsultationer:

“Takket være en meget stor og hurtig indsats er det lykkedes os at få denne løsning klar, så vi kan tilbyde mange af vores patienter en nem og sikker adgang via appen “Min Læge”. Det er en stor hjælp i arbejdet med at begrænse corona-smitten, og samtidig kan vi beholde kontakten til vores patienter,” siger Christian Freitag.

Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, glæder sig over den nye digitale mulighed for patienterne:

”Ved fælles indsats er det lynhurtigt lykkedes at komme i mål, så de praktiserende læger kan tilbyde patienterne smittefri konsultation. Videokonsultation hos egen læge på mobil eller tablet er et kæmpe plus for patienterne, også når vi er forbi COVID-19. Kæmpe ros til PLO for at rykke på tingene og til de praktiserende læger for deres omstillingsparathed,” siger Stephanie Lose.

På ”Min Læge”-appen kan man i dag skrive korte mails til lægen og forny recepter samt bestille tider og se sine aftaler hos lægen. Nu har appen fået en knap, der viser muligheden for videokonsultation, der dog stadig først skal aftales med lægen. Og der er etableret et nyt virtuelt venteværelse.

Det er frivilligt for den enkelte læge, om hun vil åbne for videokonsultationer, men alle parter forventer, at rigtig mange af lægerne vil gøre brug af muligheden.

OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus på Ugeskriftet.dk

  • Fakta

  • ”Min Læge”-appen gik i luften for godt et år siden, og den er udviklet i et samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, PLO og DanskeRegioner. De samme parter har implementeret den nye videoløsning i et samarbejde med MedCom og de to private it-udviklingsfirmaer Trifork og Primærsektorens Leverandørservice Platform (PLSP) samt konsulentfirmaet Virgilerne.

Right side

af Bjørn Skjoldbye | 06/06
18 kommentarer
af Peter Doering | 05/06
2 kommentarer
af Lars Meinert | 04/06
2 kommentarer
af Andreas Tomaas Ravn | 04/06
1 Kommentar
af Poul Erik Rørbæk | 03/06
3 kommentarer
af Kristine Rasmussen | 03/06
1 Kommentar
af Theodóra Hannesdóttir Cleemann | 02/06
3 kommentarer