Skip to main content

Så gi'r de nok en lille en, en lille en ...

Journalist Nina Vinther Andersen, nva@dadl.dk

31. okt. 2005
11 min.

N orske læger kan ikke længere tælle industrifinansierede kurser med i deres efter- og videreuddannelse. Svenske lægers samarbejde med lægemiddelindu-strien skal ske med ledelsens tilladelse, på arbejdspladsen og i arbejdstiden.

Til kongresser må industrien højst betale halvdelen af udgifterne til rejser, kost og logi. Resten skal ledelsen betale. Mødes lægerne med industriens repræsentanter over en middag, er det i orden med en Saint-Emilion Grand Cru Classé, men den må ikke længere efterfølges af en cognac.

Sådan lyder nogle af opstramningerne i de nye aftaler mellem de norske og svenske lægeforeninger på den ene side og landenes lægemiddelindustriforeninger på den anden.

Som formand for Lægeetisk Nævn hører afdelingslæge Preben Larsen om de sager, hvor lægers kontakt med virksomhederne ikke altid følger retningslinjerne i den samarbejdsaftale, som DADL har med Lægemiddelindustrifore-ningen (LiF).

Han opfordrer Lægeforeningen til at lade sig inspirere, når den i år skal genforhandle samarbejdsaftalen med industrien:

»Der er elementer i den norske og svenske aftale, som kunne være nyttige i Danmark«, siger han.

DADL-formand Jens Winther Jensen lader sig gerne in-spirere.

»Det er klart, at industriens penge til efter- og videreuddannelse er et problem og foreningens politik er at gøre sig fri af dem«, siger han.

Bent Hansen (S), som er formand for Amtsrådsforenin-gens sundhedsudvalg, synes den norske og svenske aftale er den helt rigtige vej at gå. Også selv om de betyder, at det offentlige skal finde flere penge til lægers efter- og videreuddannelse.

»Det er et problem, at industrien bliver ved med at finansiere så meget, og det kræver politisk vilje at ændre det, men jeg fornemmer, at der for alvor er ved at være en erkendelse af, at der må flere ressourcer til finansieringen. Vi forsøger at lave en aftale, hvor industrien betaler til en pulje, som det offentlige også er mere involveret i.

Jeg vil helt klart sætte det på den politiske dagsorden og tage det op i økonomiforhandlingerne til næste år«, siger han.

Undersøgelse om bestikkelse

I Sverige kom ændringerne i kølvandet på, at den svenske chefanklager Christer van der Kwast har indledt en forundersøgelse af, om læger har taget imod bestikkelse fra AstraZeneca og Pfizer i form af udlandsrejser med meget lidt fagligt indhold.

»I samme åndedrag, som man taler om bestikkelsesskandaler i Skandia, Systembolaget og andre steder, nævner man læger. (...) For at mindske risikoen for påvirkninger har Læge-forbundet for nylig taget de etiske retningslinjer for samarbejdet mellem læger og industri frem igen (...) Det er ualmindelig vigtigt, at samarbejdet sker på en sådan måde, at (...) fuld troværdighed bibeholdes.

Aktiviteter må ikke føre til, at læger risikerer at blive anklaget for bestikkelse. Samtidig må et samarbejde fortsætte«, skrev Eva Nilsson Bågenholm, formand for den Svenske Lægeforening i Göteborgs-Posten.

De nye retningslinjer trådte i kraft fra årsskiftet, og ifølge foreningens informationschef Elisabeth Frostell er det for tidligt at sige, hvad erfaringerne har været.

»Der er tale om store ændringer. Men jeg tror, at der efterfølgende har været betydelig mindre diskussion om dem, end vi havde troet«, siger hun.

De svenske retningslinjer blev imidlertid ikke indført uden større bråvallaslag.

»Der har været mange diskussioner og overvejelser før de kom«, siger hun.

Det står nu meget tydeligt skrevet, at efter- og videreuddannelse er arbejdsgiverens ansvar. Hvis industrien skal betale noget af det, så er det højest halvdelen.

»Der skal være uddannelse for læger, det er helt centralt. Så derfor er det nødvendigt, at Landstinget også står for det«, siger Elisabeth Frostell.

Et spørgsmål for ledelsen

Sammenligner man de nye norske og svenske retningslinjer med de danske, falder især én ting i øjnene: Kontakter med medicinalindustrien er blevet et spørgsmål for ledelsen, herunder cheflægerne og afdelingsledelsen, og ikke som i Danmark, hvor det i høj grad er op til hver enkelt læge.

Jens Winther Jensen mener ikke, en lignende regel er nødvendig i Danmark.

»Den kunne hjælpe med at illustrere, hvor stort problemet er, men det tror jeg godt, alle allerede har en fornemmelse af. Og jeg mener godt, at den enkelte læge selv kan vurdere kontakterne«, siger han.

Arbejdsgiverne i Norge og Sverige forpligtes i aftalerne til i større eller mindre grad at betale for efter- og videreuddannelsen og for udgifterne til rejser til kongresser og symposier.

Det er en virkelig god ændring, vurderer Preben Larsen.

»Det er påfaldende i de andre landes aftaler, at man inddrager arbejdsgiveren. Det har vi ikke på samme måde her. Det bedste ville være en sponsorfond, så der ikke var nogen direkte forbindelser mellem specifikke læger og firmaer. Men en aftale som den norske eller svenske ville være bedre end ingenting«, siger han og fortsætter:

»Den direkte kontakt mellem lægerne og firmaerne bliver synlig, og det er godt. I dag er det for eksempel praksis på afdelingerne i Danmark, at medicinalkonsulenter inviterer udvalgte læger med til kongres i udlandet. Det er i mine øjne et problem. Det kan godt være, at de overholder retningslinjerne i samarbejdsaftalen, men hvis nogen fravælges, så er det ikke særlig smart. Hvis virksomhederne i stedet sagde til afdelingsledelsen: Vi stiller 2-3 pladser til rådighed, så var der i det mindste et minifilter. Og hvis de danske arbejdsgivere så ligesom i Sverige blev forpligtet til at være medbetalende, så ville borgerne kunne tage det som en vis garant for, at de læger, der tog på kongresser, ikke var personlig linket til et firma«, siger han.

DADL har tidligere foreslået LiF en sponsorfond, men uden held til at få den igennem.

»Behovet er ikke blevet mindre. Jeg ser helst, at det offentlige påtager sig sit ansvar og stiller tilstrækkelige midler til rådighed«, siger Jens Winther Jensen.

Fra Lægemiddelindustriforeningen ser direktør Ida Sofie Jensen umiddelbart ikke en regel som den svenske om, at industrien højest må betale halvdelen af rejseudgifter m.m. til kongresser, som værende i deres interesse. Hun mener heller ikke, at den danske tradition lægger op til detailstyring og overvågning af medarbejdere, men at det i stedet bygger på tillid. Men ellers ser hun gerne en aftale, så ingen er i tvivl om, hvad de må og ikke må.

Efter- og videreuddannelse

I Danmark skelner man mellem videreuddannelse, som er den formaliserede uddannelse til speciallæge, og så efteruddannelse.

De videnskabelige selskaber tilrettelægger den del af videreuddannelsen, som retter sig mod de specifikke specialer, og her er de teoretiske kurser som hovedregel ikke sponsorerede.

Hvad angår efteruddannelsen skal den enkelte læge og virksomhed følge samarbejdsaftalen mellem DADL og Lægemiddelindustriforeningen, som i grove træk regulerer omgangen. Overtrædelser granskes dels af indu striens etiske nævn og Lægeetisk Nævn. Her ser Preben Larsen nogle af sagerne.

»I en stribe af møder har vi mange sager, på andre møder ser vi ingen, så det svinger meget. Det største problem er nok, at få læger overhovedet kender aftalen, så i øjeblikket arbejder vi på at udbrede kendskabet til aftalen«, siger Preben Larsen.

Tal fra Lægemiddelindustrien viser, at virksomhederne bruger betydelige summer på aktiviteterne. I 1997 var det 423 mio. kr.; to år senere var det 563 mio. kr.

Mens den norske lægeforening helt har fravalgt industriens kurser som efter- og videreuddannelse, har den svenske lægeforening og Landstingsförbundet indgået en aftale, der regulerer industriens muligheder for finansiering.

Den danske lægeforenings mål er, at al efter- og videreuddannelse skal være offentligt finansieret.

Men i erkendelse af, at det ikke sker, ses industriens finansiering enten i form af sponsorering eller gratis kursustilbud som en nødvendig og ikke ubetydelig del af efteruddannelsen.

Så indtil offentlig finansiering er mulig, er hensigten at Lægeforeningen skal arbejde mod andre modeller, så industriens kurser bliver mere spiselige. En mulighed er som i Sverige, hvor kurserne forhåndsgodkendes. Det har Amts-rådsforeningen imidlertid afvist, fordi det ville kræve for meget bureaukrati.

I dag er Lægeforeningens kurser ikke sponsorerede. Og rundt om i delforeningerne sker der også noget. For eksempel er de praktiserende lægers populære Lægedage i år ikke sponsoreret af en virksomhed.

Industrien vil imidlertid gerne fortsætte med at betale for kurserne, som lægerne tager på.

»Det, der er vigtigt for os, er, at de overholder vores etiske aftaler og er fagfremmende. Selvfølgelig er vi interesserede i et godt samarbejde med lægerne og i at have adgang til dem«, siger Ida Sofie Jensen.

Medicinske selskaber

De norske medicinske selskaber kan ikke længere få penge eller praktisk hjælp til driften af deres selskaber fra industrien, som heller ikke længere kan betale støttemedlemskab eller bare give uspecificerede ydelser.

I Danmark kan virksomheder ikke længere være medlemmer af et selskab, dog må de gerne sponsorere selskabernes efteruddannelsesaktiviteter.

I erkendelse af at det belaster lægers troværdighed, meldte tidligere formand for Dansk Medicinsk Selskab Ib Abildgaard Jacobsen sidste år ud, at det skulle være slut. Først ville DMS undersøge omfanget og siden henvende sig til politikkerne for at bede om, at det offentlige betalte mere af efteruddannelsen.

Men ét er de politiske og videnskabelige organer. Noget andet er, hvad de menige medlemmer mener om det.

For eksempel har bestyrelsen i Dansk Selskab for Obste-trik og Gynækologi diskuteret emnet flere gange, og i DSOG-bladet fra henholdsvis april i år og december sidste fremgår det, at den ser industriens nuværende sponsorering på cirka en halv mio. kr. til DSOG årligt som »fuldt ud acceptabel«.

»Hvis sponsoreringen forsvinder, er vi afhængige af, at vore arbejdsgivere betaler. Sker det ikke, vil konsekvensen være færre og ringere tilbud om efteruddannelse. Vi ønsker at fastholde de gældende regler for afholdelse af arrangementer, hvortil der søges sponsorstøtte (...) Vi ønsker ikke samme restriktive regler som i Norge og Sverige« står der i december-nummeret.

Og i sidste nummer af Ugeskrift for Læger skriver Søren Møller, formand for Dansk Selskab for Hepatologi, at »efteruddannelsen i Danmark har nyligt været genstand for diskussion i regi af Dansk Medicinsk Selskab, hvor medicinalindu-striens indflydelse herpå var genstand for kritik. Ikke desto mindre er det inden for mange specialer nødvendigt med sponsorstøtte fra industrien for blot at opnå et minimalt efteruddannelsesniveau«.

På sidste bestyrelsesmøde holdt bestyrelsen i Dansk Medi-cinsk Selskab imidlertid fast.

»Det er meget betænkeligt, at industrien med sponsormidler er toneangivende, hvad angår efteruddannelseskurser og i værste fald muliggør det skævvridning af emnevalg. Efteruddanelse bør være en aktivitet, der hovedsageligt varetages i det offentlige regi.

Man kunne forestille sig efteruddannelsen som et prioriteringspunkt i forskellige handlingsplaner, eksempelvis den seneste kræfthandlingsplan, hvor der specifikt er afsat midler til efteruddannelse. Det besluttes, at DMS retter henvendelse til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med et ønske om at få tilvejebragt flere midler til efteruddannelse og med henblik på at give regionerne mere slagkraft til gennemførelse af denne efteruddannelsesopgave«, fremgår det af referatet.

NORGE

Kurser, m.m:

Skal godkendes af sygehusledelsen. Industrien kan ikke medvirke ved arrangementer, som tæller som videre- og efteruddannelse. Rejse- og opholdsudgifter, som lægen skal bruge som godkendt og tællende i videre- og efteruddannelse kan ikke dækkes af virksomheder. Arrangementer/symposier rettet mod norske læger skal som hovedregel finde sted i Norge. Hvis det sker i udlandet, skal det godkendes af Rådet for Lægemiddelinformasjon.

Medicinske selskaber:

Organer i Lægeforeningen eller grupper af læger kan ikke modtage støttemedlemskab eller uspecificerede ydelser fra firmaer.

Priser:

Industrien kan give penge til priser gennem faglige foreninger. Der kan også ydes bistand til forskning. Pengene bør indgå i en fond til formålet og uddeles af en bestyrelse, hvor giverne ikke er repræsenteret. Firmaer, der uddeler priser, kan profilere sig på det.

R&D:

Projekter, som ikke anmeldes til lægemiddelstyrelsen eller regionale videnskabsetiske komité skal anmeldes og vurderes af Rådet for Lægemiddelinformasjon. Gennemførelse må ikke kunne tolkes som skjult markedsføring, og resultaterne skal offentliggøres.

SVERIGE

Kurser m.m.:

Skal godkendes af sygehusledelsen. Produktinformation skal godkendes af ledelsen, foregå i arbejdstiden, arbejdspladsen og med ledelsen. Ingen andre besøg eller kontakter må foregå. Skal som hovedregel foregå i grupper. Industrien må højest stå for 50% af udgifterne til rejser, kost og logi samt hele kongresafgiften. Det står sygehusledelsen frit for at finansiere en større del. Sociale aktiviteter som golf, bowling eller teaterbesøg tillades hverken i sammenhæng med sammenkomster eller i øvrigt. Stor mådeholdenhed bør tilstræbes. Rejser og hoteller skal om muligt ske på økonomistandard. Arbejdsgiver bør finansiere efter- og videreuddannelse; herunder lægens udgifter til rejser, kost og logi. Kun undtagelsesvis bør industrien betale for det. Alle kurser skal granskes af IPULS, instituttet for professionel uddannelse af læger i Sverige.

Priser:

Læger opfordres til at stille spørgsmål ved alle gaver.

DANMARK

Kurser, m.m:

Virksomheder må arrangere og holde lægefaglige og videnskabelige arrangementer for læger, m.v. Virksomheder kan som sponsor yde støtte til lægefaglige arrangementer arrangeret af læger. Valg af sted for information skal tage praktiske, økonomiske og faglige hensyn. Hvis det sker i udlandet, skal der være en faglig grund til det. Hvis det er relevant, kan virksomheden altid vælge deres hovedsæde/forskningcenter - også i udlandet. Virksomheder må betale stort set det hele. Repræsentation ved kurser og møder skal altid holdes på et rimeligt niveau. Alle arrangementer skal godkendes af Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale. Læger, der deltager i møder, m.m., som også formidler information om medicin, undersøgelses- og behandlingsapparatur, skal sikre sig, at det sker, så lægen i faglig hensee nde er uafhængig af samarbejdspartneren. Lægeforeningen vil arbejde for en offentligt finansieret efteruddannelse. Indtil da vil DADL forsøge bl.a. evt. et fælles bedømmelsesorgan.

Medicinske selskaber:

Kontingent til Dansk Medicinsk Selskab betales ikke af (...) medlemmer, som ikke er læger.

Priser:

Industrien må ikke i reklame- og salgsøjemed yde, tilbyde eller love læger præmier eller økonomiske fordele. Tilsvarende gælder for naturalier, dog ikke bagateller.

R&D:

Ingen regler - i øjeblikket til forhandling

Listen er ikke udtømmende.

Kilde

Samarbejdsaftale om vilkårene for samarbejde mellem lægestand og lægemiddelindustri

http://www.laegeforeningen.dk/app/plsql/lf_menuen.lfframe

Lægeforeningens efteruddannelsespolitik 2002

http://www.laegeforeningen.dk/app/plsql/lf_menuen.lfframe

Lægeforeningens etiske regler

http://www.laegeforeningen.dk/app/plsql/lf_menuen.lfframe

Avtale mellom Legemiddelindustriforeningen og Den norske lægeforening om retningslinjer for samarbeid og samhandling mellem leger, Legeforeningen og legemiddelindustrien

http://www.legeforeningen.no/index.gan?id=55565

Etisk vägledning för läkares kontakter med läkemedelsindustri och medicinskteknisk industri

http://www.slf.se/upload/etisk_vägledning_läkemedelsindustri.pdf

Vedtægter for Dansk Medicinsk Selskab

http://www.dms.dk/app/plsql/dms_forside.frz

DSOG-bladet 2004, nr. 6 årgang 25

DSOG-bladet 2005, nr. 2 årgang 26

Møller, S. Er behandling af danske leverpatienter evidensbaseret? Ugeskrift for Læger 2005; 167: 2925-7.