Skip to main content

Så langt rækker lægers ansvar!

Juridisk Sekretariat, DADL

9. nov. 2005
4 min.

Lægeansvarsudvalget har været involveret i to sager, der viser noget om, hvor bredt læger skal regne med, at deres ansvar dækker.

I den ene sag endte tre læger med at få en § 6-påtale i forbindelse med, at de via telex eller telefon havde rådgivet en skibsfører. Skibsføreren havde fået feber og sejlede i malariaramte egne men havde taget forebyggende medicin. Han blev af en dansk læge via telex tilrådet fortsat observation. Da han to dage efter stadig havde feber, blev han af en anden dansk læge, også via telex, rådet til penicillinbehandling. Dagen efter var skibet i havn og havde tilsyn af en lokal læge, der tilrådede yderligere undersøgelser, hvilket skibsføreren afviste. Da skibet sejlede videre, blev skibsføreren efter yderligere to dage dårligere med påvirket almentilstand, og blev af en tredje dansk læge via telex rådet til ændret antibiotisk behandling på mistanke om anden bakteriel infektion. Det lykkedes ikke at give denne behandling, og dagen efter sejlede skibet til havn og fik skibsføreren til sygehus, hvor han timer efter døde af det, der viste sig at have været malaria, som måtte have været resistent over for vanlig forebyggelse. De tre danske læger fik påtalen, fordi de ikke havde mistænkt malaria og havde forsøgt dette behandlet, selv om de havde begrænsede telexoplysninger, og selv om en lokal læge nåede at være om bord i forløbet.

I den anden sag var en læge ansat ved et rejseforsikringsselskab og skulle i den forbindelse tage stilling til behandling af en kvinde med en hoftefraktur på Lanzarote. Kvinden ønskede operation i Danmark, og lægen fulgte dette ønske ud fra en forventet transporttid på 48 timer. Lægen sikrede, at patienten fik en dansk ledsagelæge, men havde selv kun kontakt med en lokal læge, der havde indlagt patienten. Lægen accepterede, at rejsetiden blev forlænget, bl.a. på grund af flyskift, efter drøftelse med den lokale læge. Patienten klagede imidlertid efterfølgende over den lange transporttid og smertebelastningen ved flyskift. Patientklagenævnet gav lægen en påtale efter lægelovens § 6 for at have arrangeret transporten, selv om han aldrig havde haft en direkte kontakt med patienten, men kun til den behandlende læge (de to lægelige medlemmer af Patientklagenævnet var dog uenige i afgørelsen), og dette blev tiltrådt ved en efterfølgende afgørelse i Landsretten.

De to sager viser, at Patientklagenævnet fastholder en læges ansvar for behandlingsrelevante informationer eller beslutninger, selv om lægen ikke har direkte kontakt med patienten - selv i et tilfælde, hvor en anden læge har kontakten til patienten og har mulighed for at blande sig i beslutningen. Disse afgørelser er vigtige, ikke mindst i forhold til det stigende antal telemedicinske tiltag, der planlægges for tiden.

Fakta

Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg

Kim Solstad

Marlene Mohr

Mogens Nørgaard Knudsen

Connie Lærkholm

Niels Poul Gammelgaard

Helle Wiingaard

Margit Maltesen

Ole Eckhardt Poulsen

Fakta

Lægeloven

Lægelovens § 6 har følgende formulering

»§ 6. En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.«

Følgende fremgår bl.a. om lægelovens § 6 i den kommenterede lægelov (Lægeloven med kommentarer af Michael von Magnus og Anna Murphy, 4. udgave, 2004, side 69 og 70):

»Bestemmelsen omfatter samtlige læger i Danmark uanset ansættelsesforhold, aflønningsforhold og lignende, i det omfang de deltager i eller har ansvaret for patientbehandling i bredere forstand. Bestemmelsen knytter sig således til læge/patientforholdet, til lægegerningen.

Kravet om omhu og samvittighedsfuldhed gælder i alle faser af lægegerningen, det vil sige undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v. Endvidere har en læge et selvstændigt ansvar i henhold til § 6 for den rådgivning og vejledning, pågældende måtte give i sin egenskab af for eksempel bagvagt, tilsynsgående læge fra anden afdeling, specialist eller som beslutningskompetent i en konference, der vedrører patientbehandling.«

De to refererede sager er således eksempler på, at anvendelsen af § 6 om omhu og samvittighedsfuldhed strækkes ud til også at gælde, hvor lægen ikke står i et egentligt patient/lægeforhold, men hvor lægen yder rådgivning om en person, som lægen hverken har set, har undersøgt eller har talt med i forbindelse med sin rådgivning, hvilket så får karakter af telemedicinsk rådgivning fra lægens side til andre læger eller til lægfolk angående den pågældende person, idet denne rådgivning således foregår over afstande.

Lægeansvarsudvalget kan oplyse, at Sundhedsstyrelsen i øjeblikket er ved at udarbejde en vejledning om ansvarsforholdene ved anvendelse af telemedicin, som efter det oplyste snart forventes at foreligge fra Sundhedsstyrelsen.