Så vanskeligt som muligt

Projektet ville få den mest garvede kliniske forsker til at svede under tænkehatten. Det handler om at afprøve tre behandlinger uden videnskabeligt grundlag eller entydig faglig profil på 245 patienter med en lidelse, der ikke kan diagnosticeres. De metodologiske udfordringer skræmmer imidlertid ikke Eva Dalgård, clairvoyant, healer og uddannet zoneterapeut – eller det statslige Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), som for nylig har givet hende en bevilling på 250.000 kroner til at prøve effekten af healing, kinesiologi og ernæringsterapi på patienter med »kronisk utilpashed«, der hverken kan tilskrives somatisk eller psykisk lidelse.

Eva Dalgård har en fortid i medicinalbranchen som lægemiddelkonsulent og produktchef. Hun holdt op i 1990 for at starte på en uddannelse til zoneterapeut og arbejder i dag som clairvoyant og healer. Dalgård har deltaget i ViFABs 16-dages kursus i forskningsmetode og fik ideen til projektet på et seminar i Forskningsstyrelsens regi for et par år siden. Her mødtes alternative behandlere med læger for at finde berøringspunkter og forslag til forskning.

Der indgår 245 patienter i Eva Dalgårds studie. De godkendes af projektets læge og randomiseres. I alt 105 patienter randomiseres videre til de tre behandlinger, og 105 andre får selv lov at vælge behandling for at konstatere eventuelle forskelle på motiverede/mindre motiverede patienter. Kontrolgruppen behandles hos praktiserende læge eller på hospital. Der indgår yderligere en kontrolgruppe på 25 raske kvinder.

Er der ikke tale om både metoder og patienter, som er meget vanskelige at gruppere entydigt?

»I alternative kredse mener vi, at disse patienter lider af funktionsforstyrrelser i det fysiske, biokemiske eller energimæssige indre miljø, så vi ser anderledes på dem. Men ellers – jo. Vi har dog forsøgt at gøre patientgruppen homogen. Den skal opfylde vores definition på langvarig mistrivsel/somatisering: ,En mindst seks måneder varende subjektiv sygelig tilstand startende før patienten fyldte 30 år, der af patienten opleves som somatisk og ikke modsvares af somatisk kliniske eller parakliniske fund ved en lægelig undersøgelse, ej heller kan der påvises klassisk psykiatrisk lidelse‘. Vi tager desuden kun kvinder ind. De er efter vores mening mere opmærksomme på deres helbred og mere ansvarlige over for indgåede aftaler«.

Hvorfor har i fravalgt placebobehandling?

»Man kan ikke heale uden at heale. Behandlingen foregår ikke et bestemt sted på kroppen.«

Men så kunne healingen vel foretages af en ikke-healer?

»Der ville alligevel være bias, fordi patienterne ville kunne mærke forskel.«

Kan alle patienter mærke healingen?

»Nej, men man ville i hvert fald ikke kunne gennemføre placebobehandling med kinesologi, fordi man kan ikke simulere muskeltest. Og hvad skulle man gøre som ernæringsterapeut, give patienterne forkert ernæring? Problemet er også kendt i forsøg med zoneterapi. Man kan selvfølgelig trykke patienterne uden for punkterne, men vil alligevel påvirke meridianerne. Med placebogrupper ville vi også skulle inkludere dobbelt så mange patienter. I forvejen er det uhyggeligt svært at få økonomien til at hænge sammen. Placebo er des-uden et emne, der diskuteres meget, også i lægelige kredse.«

Bevillingen fra ViFAB dækker kun en fjerdedel af omkostningerne ved det omfattende projekt, så projektlederen er travlt optaget af at søge fonde – foreløbig uden større held. En anden hurdle skal også overstås: Projektets patienter vil komme fra tre amter, så Eva Dalgård har fået tilbagemeldinger, der skal bearbejdes, fra hele tre videnskabsetiske komiteer.

Kommentarerne spænder fra noget, der ligner kommaretning, over konkret metodekritik til en salut som: »Projektet kan efter min mening ikke give svar på det spørgsmål, det stiller, og jeg kan derfor ikke anerkende det«.

Projektlederen tager det med oprejst pande, selv om hun naturligvis godt kunne have undværet de mere afvisende bemærkninger: »Komiteerne er ikke vant til at håndtere alternative protokoller. Vi er ikke læger, bruger et lidt andet sprog, og det afføder mange spørgsmål. Vi har imidlertid også kunnet bruge kommentarerne til at stramme protokollen meget op«.