Skip to main content

Sådan behandler andre faggrupper klager over sig selv

Det er både vigtigt, at et etisk nævn træffer fagligt rigtige beslutninger, og at omverdenen har tillid til beslutningen, siger forsker i konfliktmægling. Det har bl.a. ført til, at klager over politiet nu bliver behandlet af en uafhængig myndighed.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

14. apr. 2014
3 min.

Det er både vigtigt, at et
etisk nævn træffer fagligt rigtige beslutninger, og at omverdenen har tillid til beslutningen, siger forsker i konfliktmægling. Det har bl.a. ført til, at klager over politiet nu bliver behandlet af en uafhængig myndighed.

Lægeetisk Nævn er langtfra de første til at blive beskyldt for partiskhed, når en faggruppe behandler klager over personer fra samme faggruppe. I mange år blev politiet skarpt kritiseret for partiskhed, når statsadvokaten, som er en del af samme myndighed, tog stilling til klager over politiet. Derfor besluttede Folketinget i 2012 at oprette den uafhængige politiklagemyndighed, hvor der bl.a. sidder to repræsentanter for offentligheden. Og der er faktisk lighedspunkter mellem lægernes og politiets håndtering af klager over egne fagfæller, siger Lin Adrian, forsker i konfliktmægling ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

»Den uafhængige politiklagemyndighed blev primært oprettet, fordi befolkningen ikke havde tillid til, at den måde politiet håndterede klager på, var troværdig. Derfor skulle den nye myndighed lægge afstand til forestillingen om, at fagfæller holder hånden over fagfæller. På samme måde kan Lægeetisk Nævn havne i samme problemstilling, selv om selve nævnets afgørelser fagligt set er i orden«, siger Lin Adrian.

For et er hvordan nævnet fremstår indadtil i organisationen, noget andet er hvordan det fremstår udadtil, siger hun.

»Uanset hvem, der vurderer lægernes opførsel, skal man følge nogle etiske retningslinjer, og nævnet er formentlig nået frem til en fagligt holdbar konklusion. Andre personer kunne altså med samme dokumentation og samme regler være nået frem til det samme. Problemet opstår, hvis den eksterne opfattelse er en anden. Hvis omverdenen ikke opfatter, at læger kan vurdere andre læger, fordi lægerne bliver mistænkt for at holde hånden over andre læger. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at et etisk nævn træffer de fagligt rigtige beslutninger, men det er lige så vigtigt, at forholdet til omverdenen er i orden. Det er vigtigt, at folk tror på, at processen er uvildig«, siger Lin Adrian.

Både Pressenævnet og Advokatnævnet, der behandler klager over henholdsvis journalister og advokater, er sammensat af både journalister og advokater, og personer, der ikke har en tilknytning til faget. Eksempelvis er en højesteretsdommer formand for Pressenævnet. Dog er de to nævn modsat Lægeetisk Nævn fastsat ved lov. Til gengæld er Etiknævnet under Dansk Psykolog Forening ikke lovfæstet og kun bemandet med psykologer, og kan altså blive beskyldt for partiskhed, når psykologer behandler klager over psykologer. Ifølge Dansk Psykolog Forening har der dog ikke været overvejelser om, hvorvidt der skulle sidder andre end psykologer i nævnet.