Skip to main content

Sådan forstår du differentieret basishonorar

Praktiserende læger, der har klinik på bl.a. Bornholm eller Langeland og har "tunge" patienter kan få over 100.000 kr. ekstra om året.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

29. sep. 2017
2 min.

Da PLO og RLTN for nylig underskrev aftalen for almen praksis var differentieret basishonorar en del af pakken og skal "gøre det attraktivt at nedsætte sig i lægedækningstruede områder".

I alt 60 mio. kr. om året er sat af til differentieret basishonorar og skal lægges oveni det generelle basishonorar for praktiserende læger, der i 2016 lå på 2,36 mia. kr.

Dermed svarer den nye ordning til 2,5 pct. oven i det generelle basishonorar. Der er altså ingen læger, der får mindre basishonorar som følge af aftalen, men en gruppe læger, der som et tillæg skal dele 60 mio. kr. om året.

Både tunge patienter og i udkanten

Ifølge aftalen tilfalder pengene praktiserende læger, der dels har »tungere« patienter, dels har praksis i et lægedækningstruet område.

De 60 mio. kr. årligt bliver fordelt med 60 pct. (36 mio. kr.) beregnet efter patienttyngde og 40 pct. (24 mio. kr.) beregnet efter, om klinikken ligger i lægedækningstruede områder.

Patienttyngden vurderes efter alder, køn og sygelighed vurderet efter Charlsons komorbiditetsindeks med tal fra 2011-2015. I modellen vægter alder og køn ca. 92 pct. og sygelighed ca. 8 pct. Udregningen fastlåses i en treårig periode.

Hvad angår lægedækningstruede områder, er det de enkelte regioner, der inden den 1. maj 2018 træffer den beslutning efter en »objektiv model«, som der står i aftalen. Også denne vurdering låses fast i en treårig periode.

Ifølge PLO er der 534 klinikker i de lægedækningstruede områder med ca. 1,6 mio. patienter, svarende til et ekstra basishonorar på ca. 15 kr. pr. patient til praksis i de områder. PLO understreger, at de endelige tal kan blive anderledes.

Nordsjællandske læger kan også få

En læge kan dog godt få del i pengene, hvis lægen »kun« har praksis i et lægedækningstruet område, men ikke har tungere patienter end gennemsnittet. Og omvendt. Derfor kan en læge nord for København med ingen lægedækningsproblemer også godt få del i den pulje, der handler om patienttyngde, hvis lægen har flere ældre og mere syge patienter end gennemsnittet.

En læge kan maksimalt få udbetalt 100.000 kr. om året fra den pulje på 36 mio. kr., der handler om patienttyngde. Midlerne fra puljen på 24 mio. kr. til lægedækningstruede områder fordeles ligeligt pr. patient til de læger, der har klinik i de lægedækningstruede områder.

Derfor kan man som praktiserende læge samlet set komme over 100.000 kr., hvis man får del af begge puljer.

Pengene bliver udbetalt i to rater hvert år pr. 1. juli og 1. december.