Skip to main content

Sårheling og sårbehandling

Finn Gottrup

2. nov. 2005
3 min.


Dansk Selskab for Sårheling (DSFS) har ikke tidligere været omtalt i dette blads spalter. Foreningen fokuserer på sårheling og sårbehandling. Foreningen blev grundlagt i 1992 af interesserede læger og sygeplejersker. På det tidspunkt var det den første fungerende sårforening i Norden. Fore-ningens medlemstal har været konstant stigende og run-dede i 2002 medlem nummer 1.000. I det forløbne år kunne DSFS fejre 10-års-jubilæum med et internationalt og nordisk møde.

Sårheling og sårbehandling er et tværfagligt interesseområde, der omhandler patienter med alle typer af problem-sår, undtagen brandsår. Internationalt er der blevet sat øget fokus på sårområdet fra såvel sundhedsledere som fra politisk side. Der findes en stor patientgruppe med problemsår, som, ud over at de har rent fysiske ulemper fra såret, er en stor samfundsøkonomisk byrde. I Danmark skønnes det, at ca. 50.000 patienter lider af et problemsår, og en international ekspert har vurderet, at udgifterne til behandling af disse patienter nærmer sig de 3 mia. kr. årligt. En del af disse problemer og udgifter kan tilskrives manglende konsekvente og evidensbaserede undersøgelses- og behandlingsprincipper. Derfor er en forbedret standardiseret diagnostik og behandling samt kvalitetsudvikling, uddannelse og forskning et mål for foreningen.

Udviklingen

Internationalt er der i de seneste år dannet sårforeninger, tværfaglige sårcentre eller anden form for organisering af behandlingen. Resultatet af disse tiltag har været et nedsat forbrug af sårprodukter, et nedsat antal hjemmebesøg, nedsat antal større amputationer, nedsat antal tryksår, forbedrede helingsrater og forbedret livskvalitet for patienterne. Denne udvikling har som en naturlig konsekvens ført til, at det i stigende grad anses for berettiget at henregne problemsår til en selvstændig sygdomskategori. Nationalt har DSFS været en aktiv deltager i denne udvikling. Dannelsen af DSFS og udgivelsen af foreningens blad »Sår« fra 1993 øgede fokus på området. Siden er området blevet kendt gennem en lang række tiltag, bl.a. udgivelsen af bogen »Sår - baggrund, diagnose og behandling« (1) etablering af den længerevarende såruddannelse for sygeplejersker og center/ teamorganiseringer overalt i landet.

Organisering

På området organisering af sårhelingskoncepter står Danmark stærkt også internationalt. Unikt er de centeropbygninger (København og Odense), der har egne senge og personale til at modtage og behandle patienter med alle typer af sårproblemer. Lignende sårafdelinger/afsnit findes p.t. ikke uden for Danmark. Andre typer af centerorganisationer findes i Århus og Viborg, ligesom en række sårteam er organiseret mange steder i landet. DSFS har i denne sammenhæng nedsat et strukturudvalg, der skal prøve at koordinere en national strategi for området.

Nye aktiviteter

DSFS har siden starten arrangeret tværfaglige nationale møder og været deltager i flere internationale møder på dansk grund. Foreningens seneste initiativ er udgivelsen af en »Såralgoritme« (Fig. 1 ), som i skemaform giver korte anbefalinger af, hvorledes de mest kendte problemsår skal diagnosticeres og behandles. Folderen er sendt til alle DSFS's medlemmer og alle landets praktiserende læger og er tænkt som en hurtig hjælp for praktikeren, der står hos patienten. Information om DSFS, herunder folderen, kan hentes på foreningens hjemmeside www.dsfs.org

Fremtiden



Som udtalt af Storm P . er det svært at spå, især om fremtiden. Sårområdet er ingen undtagelse, da det er et område under udvikling og uden fast ankerplads i vort sundhedssystem. Området er tværfagligt og inddrager flere specialer, hvorfor det ikke kan fremstå som et selvstændigt speciale, men snarere som et ekspertområde eller fagområde. DSFS har en strukturgruppe, der på national basis arbejder på at få området ind som et fagområde under et speciale. Der er her bl.a. tænkt på kirurgi, da sårbehandling indeholder en lang række kirurgiske procedurer. Det er afgørende for områdets fremtid, at det bliver integreret i det danske sundhedsvæsen, hvorfor denne opgave prioriteres meget højt.



Reprints: Finn Gottrup , Universitetscenter for Sårheling, Plastikkirurgisk Afdeling Z, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.



Referencer

  1. Gottrup F, Olsen L. Sår – baggrund, diagnose og behandling. København: Munksgaard, 1996.