Skip to main content

Sammenhæng i behandlingsforløb

Jens Winther Jensen

3. apr. 2006
3 min.

Undersøgelser om patienttilfredshed er omdiskuterede. Men ét overordnet tema går med stor sikkerhed igen fra den ene undersøgelse til den anden: problemerne opstår i overgangene fra den ene behandling til den anden. Det er her kommunikationen svigter, sammenhængen forsvinder og magtesløsheden opstår. Lægeforeningen har derfor taget sammenhængende patientforløb op som et satsningsområde i det sundhedspolitiske arbejde, og det forestående Lægemøde i Odense skal behandle et debatoplæg om sammenhængende patientforløb. Temaet i dette nummer af Ugeskrift for Læger handler også om dette emne. Læger skal tage ansvar for bedre sammenhæng.

Vi er helt opmærksomme på, at forsøgene på at få sammenhæng i behandlingsforløbene har været et tema i sundhedsvæsenet i ganske mange år. Der er gjort utallige forsøg på at etablere forløb, hvor patienterne møder så få behandlere som muligt, og at de tager et ansvar for, at der ikke sker svigt i overgangene. Men vi må for det første konstatere, at der stadig er et stykke vej, før overgangene fungerer tilfredsstillende for både patienter og personale. For det andet, så er det et emne, der bliver yderligere aktualiseret af den strukturreform, der i disse måneder ruller hen over landet. Den har som sit erklærede mål at lægge sygehuse sammen og skabe større og højere specialiserede enheder.

Det er noget, vi som lægernes repræsentanter går ind for, og det er også noget, som politikere og patienter stadig klarere melder ud, at de ønsker. Det er ikke længere nærheden, men muligheden for at komme i den bedst mulige behandling, der tæller. Så flytter man sig gerne lidt længere. Der tales om kvalitet frem for nærhed. Det er blevet tydeligere, efter patienterne for alvor er begyndt at bruge det frie sygehusvalg. Accepten af de stadig større enheder sker dog med en instinktiv frygt for, at der vil opstå nogle tusmørkezoner mellem de store enheder, og at de fordele, der er blevet vundet ved forbedringen af behandlingskvaliteten, går tabt.

Vores udfordring er at gøre denne frygt til skamme. Vi vil gerne demonstrere, at vi er helt opmærksomme på de risici, der ligger i en øget koncentration af behandling på færre og større sygehuse. Den øgede specialisering i sundhedsvæsenet, som vi opfatter som nødvendig og ønskværdig, medfører ganske givet en øget risiko for, at patientforløbene splittes op på en uhensigtsmæssig måde. Det vil vi modvirke ved at øge opmærksomheden på problemet, opstille nogle idealer og få lægerne til at påtage sig et ansvar. Først og fremmest ønsker vi at se nogle konkrete resultater.

Vi skal som læger aktivt medvirke til, at patienterne i det kommende regionale system oplever et sammenhængende sundhedsvæsen med veltilrettelagte patientforløb. Det betyder bl.a., at patienten møder det rigtige sundhedspersonale på det rigtige tidspunkt og får den rigtige behandling, at hver enkelt patient er orienteret om og indforstået med, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske, og at det rigtige personale på forhånd har kendskab til patienten og patientforløbet, uanset om der er tale om overgange mellem behandlere, sygehusafdelinger eller sektorer.