Skip to main content

Sara skrev bekymrings­brev til STPS: »Jeg er ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre«

Styrelsen for Patientsikkerhed modtager hver uge flere bekymringshenvendelser om autoriserede sundhedspersoner. KBU-læge Sara Søgaard har prøvet at blive så bekymret over muligt misbrug hos en kvindelig sundhedsperson, at hun kontaktede styrelsen. Kvinden var hendes patient.
Sara Søgaard er KBU-læge, men hun oplevede, at selv langt mere erfarne lægekolleger har begrænset viden om, hvordan man indgiver en bekymringshenvendelse til STPS. Foto: Palle Peter Skov 
Sara Søgaard er KBU-læge, men hun oplevede, at selv langt mere erfarne lægekolleger har begrænset viden om, hvordan man indgiver en bekymringshenvendelse til STPS. Foto: Palle Peter Skov 

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

19. mar. 2021
9 min.

Patienten har slået hovedet ret ­voldsomt. Da kvinden ankommer til akutmodtagelsen, er hun med­taget, men ved bevidsthed. Sara ­Søgaard får at vide af ambulancefolkene, at tilskuere har forklaret, at kvinden pludselig besvimede.

Trods skaderne ser det ikke umiddelbart mere bekymrende ud end så mange ­andre ulykkestilfælde i FAM på Sygehus ­Lillebælt i Kolding, og Sara Søgaard, der er forvagt, sætter gang i en række under­søgelser af ­patienten. Hjertet skal overvåges, fordi besvimelsen kan skyldes hjertearytmi. Hovedet skal skannes for at tjekke indre blødninger ved faldet, og blod og urin skal tjekkes.

Den første bekymring dukker op, da Sara får svarene på prøverne.

»Vi har lavet en drugtest på urinen, og den boner positivt ud for flere substanser. Jeg sætter mig ind til hende og begynder at snakke med hende om det, urinprøven ­viser«, fortæller Sara Søgaard.

Patienten nægter alt. Hun har helt sikkert ikke taget noget. Hun er ikke misbruger. Det er nej, nej, nej, afvisninger og benægtelser over hele linjen.

»Hun vil ikke være ved det. Da vi har talt lidt, indrømmer hun dog, at hun har taget en morfinpille om morgenen, inden hun gik ud ad døren for at tage på arbejde. Det kan slet ikke forklare urinprøven, som også havde påvist andre stoffer, men hun vil ikke ­indrømme, at hun har taget mere end en morfinpille«, forklarer Sara Søgaard.

De taler videre om det, der er sket, og Sara forsøger at nå ind til kvinden ved at få hende til at fortælle om sin dag.

»Hun siger, at hun var på vej på arbejde, da hun pludselig fik det dårligt«, siger Sara og tilføjer:

»Jeg spørger hende, hvad hun arbejder med, og da hun fortæller det, bliver jeg for alvor bekymret«.

Flere henvendelser om ugen

Det viser sig, at patienten er autoriseret sundhedsperson.

»Jeg tænkte: Det dur jo slet ikke. Jeg ­tænker på hendes patienter. Som fag­personer skal vi være ved vores fulde fem, når vi tager på arbejde, og patientsikker­heden er jo ­virkelig i fare, når en sundhedsperson på vej på arbejde er påvirket af forskellige stoffer«, siger Sara Søgaard.

Hun slår patienten op i autorisations­registret, og det fremgår ganske rigtigt, at patienten er i registret.

Sara Søgaard er så bekymret, at hun på stedet beslutter sig for at skrive en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patient­sikkerhed (STPS).

Ugeskrift for Læger har søgt om aktindsigt i antallet af bekymringshenvendelser hos STPS. Styrelsen kan dog ikke imødekomme anmodningen, men svarer skriftligt, at de ugentligt modtager »flere bekymrings­henvendelser af forskellig karakter«.

I 2019 gennemførte STPS 278 organisa­toriske tilsyn, hvoraf 116 var reaktive tilsyn på baggrund af eksterne henvendelser, her­under bekymringshenvendelser. En be­kymringshenvendelse kan udløse en tilsynssag, men gør det ikke altid. Hvis der indledes en tilsynssag, sker det på baggrund af en konkret sundhedsfaglig vurdering.

Sara Søgaard oplevede, at hun i processen fik rigtig god støtte og vejledning fra STPS. Hun fortæller, at styrelsen slet ikke levede op til det dårlige ry, som de har haft blandt læger siden Svendborgsagen.

»Jeg oplevede, at STPS også kan være en hjælp og ikke altid er imod lægerne – sådan som skræmmekampagnen mod dem lidt har været. Men der er ingen tvivl om, at Svendborgsagen har ødelagt rigtig meget i lægers forhold til dem«.

Var ikke i tvivl

Sara Søgaard har over for sine kolleger været åben om sine overvejelser i forbindelse med bekymringshenvendelsen, ligesom hun har omtalt sagen på sin instagramprofil @fra.kbu.til.speciallæge. Foto: Palle Peter Skov 

Sara Søgaard er KBU-læge, da episoden ­finder sted, og inden hun kontakter STPS, spørger hun nogle mere erfarne læger på ­sygehuset til råds. Hun er egentlig ikke i tvivl om, at situationen berettiger en bekymringshenvendelse, men hun spørger kollegerne, om de ved, hvordan man gør.

Det er der ikke nogen, der kender til.

»Det er ikke noget, vi bliver oplyst ­grundigt nok om – hverken på medicin­studiet ­eller når vi kommer ud på hospitalerne. Det handler jo også om, at det ­heldigvis er noget, som ­sjældent sker, og de fleste læger kan gå en hel karriere igennem uden at komme til at stå i en tilsvarende ­situation. Men alle, jeg ­spørger, giver mig ret i, at det er rigtigt at kontakte STPS«, for­tæller Sara Søgaard.

Når henvendelsen til STPS overhovedet dukker op i Saras hoved som en mulig reaktion på patientens tilstand, skyldes det, at hun tidligere har arbejdet som lægevikar i psykiatrien. Der oplevede hun, at en af hendes ­kolleger valgte at indgive en bekymringshen­vendelse om en sygeplejerske på et bosted.

»Derfor vidste jeg, at det var en mulighed, og jeg er ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre«, siger hun.

Se det som en hjælp

Sara Søgaard beslutter sig for at gå ind til patienten og fortælle, at hun vil skrive en ­bekymringshenvendelse til STPS.

»Jeg fortæller hende, at det ikke er noget, jeg gør for at være efter hende. Men jeg ­synes ikke, det er holdbart. Det ville jo ikke være i orden, hvis hun var kommet på ­arbejde, og der så skete noget med en af hendes patienter, fordi hun var påvirket«.

Bliver hun vred på dig?

»Nej, overhovedet ikke. Hun kan godt selv se det. Hun siger, at hun selv vil kontakte STPS«.

Føler du dig som en stikker?

»Nej. Hun er min patient, og jeg er selv­følgelig bekymret for hende som patient, for jeg skal som læge varetage min patients ­interesser. Men jeg fortæller hende, at jeg er nødt til at indberette hende, fordi jeg er ­bekymret for patientsikkerheden, og at hun skal se det som en nødvendighed. Hun skal også se det som en hjælp, fordi det kan være en måde, hun kan få hjælp til at komme ud af sin misbrugsproblematik«.

Det fylder meget

Forløbet har sat mange tanker i gang hos Sara Søgaard. Det er egentlig ikke, fordi hun er i tvivl om, at hun handlede rigtigt ved at kontakte STPS. Hun er overbevist om, at hendes bekymring var reel og berettiget.

Sara sagde til patienten, at bekymringshenvendelsen kunne hjælpe patienten, men reelt ved hun ikke, om kvinden har fået hjælp. Hun håber det, men efter episoden nager tvivlen.

»Det fylder meget for mig, da jeg tager hjem fra arbejde den dag. Hvilke konsekvenser har det for hende, at jeg gør det her? Jeg sagde til hende, at jeg var nødt til det, og at det, jeg gjorde, kunne hjælpe hende. Men jeg har tidligere arbejdet i psykiatrien, og jeg ved jo godt, hvilke konsekvenser en ud­talelse til en myndighed kan have. Så det tænker jeg ret meget på«.

»Jeg oplevede, at STPS også kan være en hjælp og ikke altid er imod lægerne – sådan som skræmme­kampagnen mod dem lidt har været« Sara Søgaard 

Føler du, at du har hjulpet hende?

»Ja, det føler jeg faktisk, for jeg ved, at det kan være en vej ud af misbrugsproblemer, at det bliver opdaget. Paraderne falder, man når bunden af bunden, og det kan sætte en positiv udvikling i gang, hvor man forhåbentlig kan få hjælp til at løse sine problemer«.

Men du var alligevel i en dobbeltrolle – som læge skal du hjælpe din patient, men samtidig synes du, at du skal indberette hende?

»Præcis. Jeg står i en dobbeltrolle. Jeg har omsorg og empati for min patient, men det må ikke gå forud for min faglighed. Jeg ville ikke have det godt med, at hun var taget på arbejde, og at jeg vidste, hun var påvirket. Det var en meget ubehagelig tanke. Jeg synes ikke, jeg kunne gøre andet i situationen, men hvis hun ikke havde været på vej på arbejde, er det ikke sikkert, at min bekymring havde været lige så stor«, siger Sara Søgaard.

Dukkede op som kritisk kald

Sygehus Lillebælt i Kolding har oprettet grupper for KBU-lægerne, hvor de en gang om måneden har mulighed for i fællesskab at drøfte svære problemstillinger og beslutninger og få feedback fra en supervisor. Sara Søgaard har på et af møderne fortalt om ­sagen med bekymringshenvendelsen, og det var en rigtig god oplevelse.

»De bakkede mig op i, at det var rigtigt at reagere over for patienten. Faktisk fik jeg at vide, at jeg burde have gjort endnu mere og også have underrettet kommunen på grund af kvindens personlige forhold«, fortæller hun.

Men hvordan tror du , at du havde reageret, hvis du i stedet havde været bekymret over en lægekollega på din egen ­afdeling?

»Hvis det havde været min kollega, vil jeg tro, at man skal gå til ledelsen først. Men det kan jo også være kontroversielt. Det gjorde det nemmere for mig, at det ikke var en person, jeg kendte og arbejdede sammen med«, erkender Sara Søgaard.

Sagen har været en øjenåbner for Sara. For hende handler det om at turde reagere på sin bekymring. Og hun er slet ikke i tvivl om, at hun gjorde det rigtige – også selvom hun ikke ved, hvordan STPS håndterede hendes henvendelse, og om patienten rent faktisk fik hjælp til at komme ud af sit ­misbrug.

»Man får ikke at vide, hvordan det går med sagen i STPS. Men jeg ved, at kvinden et par dage senere kom ind som et kritisk kald. Så det endte ikke umiddelbart lykkeligt. Jeg ved jo ikke, om det ville være sket alligevel, men det satte endnu flere tanker i gang hos mig. Kunne jeg have gjort andet og mere, end jeg gjorde? Jeg tror det ikke. Jeg henviste hende til misbrugsudredning, og det var det eneste, jeg kunne gøre ud fra det, jeg vidste om hende på det tidspunkt«, siger Sara Søgaard.

Hun ved ikke, hvordan det er gået kvinden, siden hun kom ind som kritisk kald.

Ugeskrift for Læger har udeladt og sløret en række oplysninger om sundhedspersonen i ­artiklen af hensyn til patientens anonymitet.

Faktaboks

Bekymring over patientsikkerheden