Skip to main content

Satspuljeforlig giver 410 mio. kr. til psykiatrien

Psykiatrien er den store vinder i årets satspuljefordeling. I alt kanaliseres 410 mio. kroner over fire år til sektoren. Men Lægeforeningen synes ikke, det er nær nok.

(Foto: colourbox.com)

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. nov. 2013
3 min.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen og minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag har sammen med satspuljepartierne afsat 410 millioner satspuljekroner over fire år, som skal hjælpe mennesker med en psykisk lidelse.

Bl.a. går 71 millioner kroner til udbredelse af sociale akuttilbud i kommunerne, 32 millioner kroner går til ambulante akutte indsatser i regionerne, og 6 millioner kroner årligt går fremadrettet til, at kommuner og regioner i fællesskab skal udarbejde en koordineret indsatsplan til mennesker med både en psykisk lidelse og et misbrug.

Derudover indeholder satspuljeaftalen bl.a. også initiativer om styrket inddragelse af brugere og pårørende og mindre brug af tvang – et område, der også blev tilgodeset i finanslovsaftalen for næste år.

Der er ligeledes afsat 54 millioner kroner over fire år til blandt andet at løfte indsatsen for sklerosepatienter samt bekæmpe stof- og dopingmisbrug. Men psykiatrien er den store vinder.

"Jeg er utrolig glad for de 16 nye initiativer, som hver især følger op på anbefalinger fra psykiatriudvalget, og dermed er et vigtigt skridt i arbejdet med at løfte kvaliteten i hjælpen til mennesker, som rammes af en psykisk lidelse. Med aftalen kan vi blandt andet give bedre hjælp til meget syge børn og sikre en bedre sammenhæng i indsatserne på tværs af regioner og kommuner. Samtidig får vi en forskningsstrategi for psykiatriområdet, så der også er fokus på at øge kvaliteten på langt sigt”, siger Minister for Sundhed og Forebyggelse Astrid Krag (SF) i en pressemeddelelse.

Lægeforeningen efterlyser flere penge

Finanslovsaftalen afsatte 300 mio. kroner til psykiatrien i alt, og nu bidrager satspuljeaftalen med 410 mio. kroner, men efter Lægeforeningens mening er det alt for lidt.

”Vi mangler beløb i en helt anden kategori, hvis der skal rettes op på mange års efterslæb i psykiatrien. Kræft og hjertesygdomme har de seneste år fået målrettede planer, som brede flertal i Folketinget har prioriteret. På samme måde skal politikerne tage ansvaret på sig og koble ambitiøse mål med den nødvendige og permanente finansiering, når det gælder psykiatrien.”, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, i en pressemeddelelse.

Han har dog ros til overs for selve initiativerne og peger især på de udgående akutteams.

”Der mangler udgående teams, som tidligt kan sætte ind med behandling, og dermed forbygge både almindelige indlæggelser og tvangsindlæggelser. Det er også en af de ting, som regeringens psykiatriudvalg peger på i sin rapport", siger han.

Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe, er tilfreds med, at psykiatrien tilføres penge men advarer om implementeringen.

"Det er vigtigt at sikre, at pengene reelt kommer patienter og pårørende til gode og ikke bliver spist op af bureaukratiske tiltag. Desuden kan jeg være bekymret for, om de sundhedsfaglige perspektiver bliver varetaget godt nok i de akutte sociale tilbud", siger han.

"Det er dybest set godt, men jeg kan være uenig i nogle af prioriteringerne".