Skip to main content

Screening af småbørn for psykisk udviklingsforstyrrelse?

Overlæge Peter V. Uldall

9. mar. 2007
4 min.

Screeningstilbuddet for en række sygdomme, der medfører udviklingshæmning hos børn, er for nylig blevet udvidet (nakkefoldskanning, sen ultralydskanning af fostre og undersøgelser for en række neurometaboliske sygdomme via fenylketonuri (PKU)-kortet). Karakteristisk for disse sygdomme er, at de er veldefinerede, der eksisterer en anerkendt interventionsmulighed, og screeningsproceduren har en rimelig høj sensitivitet og specificitet. Opmærksomhedsforstyrrelser (attention deficit and hyperkinetic disorder (ADHD), deficit in attention, motor control and perception (DAMP)) og kontaktforstyrrelser (autisme) har i øjeblikket en stor bevågenhed i medierne. Skal vi også screene småbørn for disse sygdomme med henblik på tidlig intervention i håb om bedre prognose på langt sigt?

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenteres vi for et spændende kohortestudie med 6.090 spædbørn fra Storkøbenhavn [1, 2]. Børnene er blevet fulgt prospektivt med blandt andet standardiserede registreringer af fire hjemmebesøg af sundhedsplejerskerne, og studiet vil give en enestående mulighed for at belyse psykiske udviklingsforstyrrelser i spæd- og småbørnsalderen og deres relation til det omgivende miljø, tidlige psykiske markører for senere psykiatrisk sygdom eller kognitive problemer.

Udpegelsen af risikobørn for psykisk udviklingsforstyrrelse rummer flere problemer. For det første viser det sig, at både sundhedsplejerskens generelle vurdering og blikket orienteres efter lyden (BOEL)-prøven i 8-10-måneders-alderen har en meget lav sensitivitet på henholdsvis 8% og 17%, hvad angår at forudsige kontakt- og opmærksomhedsforstyrrelser diagnostiseret ved en børnepsykiatrisk undersøgelse i 18-måneders-alderen. I en nyere canadisk undersøgelse påviste man, at kun ved undersøgelser, der strakte sig over en længere periode (flere år), havde man mulighed for temmelig præcist at udpege børn, der var i risiko for psykisk udviklingsforstyrrelse/hæmning [3].

Et andet problem med screening af risikobørn er, at vores viden om, hvilken indsats der skal iværksættes og effekten heraf, er uhyre sparsom. I [1] angives det, at »tidlig identifikation og specialbehandling . . . har betydning for barnets prognose«. Referencerne til denne udtalelse er fire lærebøger i børnepsykiatri. Hvis man foretager en søgning på Cochrane med søgeordene ADHD, developmental pervasive disorder og early intervention finder man, at der faktisk ikke kan drages nogen konklusion på en bestemt intervention på grund af for få og for ukontrollerede undersøgelser. Kun for ophold i daginstitution kan der påvises en klar positiv korrelation til børnenes senere adfærd og erhvervstilknytning i voksenalderen.

Et tredje problem er kapaciteten i børnepsykiatrien. Hvis forældrene ved en screeningstest får at vide, at deres barn er et risikobarn, vil mange kræve en snarlig afklaring. Her kan man frygte kapacitetsproblemer i børnepsykiatrien.

Jacobsen et al fandt, at 6% af de undersøgte børn fik stillet en diagnose med opmærksomheds- eller kontaktforstyrrelser i 18-måneders-alderen. Det Tværministerielle Børneudvalgs Rapport fra 1993 angav 10% risikobørn [4]. Her bliver der peget på nødvendigheden af en bred indsats over for i praksis alle børn med en øgning af kvaliteten både i specialinstitutioner, almindelige daginstitutioner og pædagogisk psykologisk rådgivningskontorer, hvis vi skal hjælpe risikobørnene.

Vores viden om risikobørn og specifik tidlig indsats er desværre ikke meget anderledes nu end dengang, og ud over hvad der allerede foregår via børneundersøgelserne hos den praktiserende læge og sundhedsplejerskebesøgene, er det svært at argumentere for yderligere screening ved eksempelvis BOEL-testen. Denne test bør faktisk afskaffes, efter at der er kommet dokumentation for, at den ikke er anvendelig til at udpege høreskadede børn med [5].

Derimod er der stort behov for ny viden om børns afvigende psykiske udvikling og de psykopatogenetiske mekanismer. Dette giver Copenhagen County Child Cohorte 2000 muligheder for at studere på internationalt videnskabeligt niveau. Samtidig må vi erkende, at der fortsat er et behov for en større indsats kvalitativt både af sundhedsplejerskearbejde, daginstitutionerne og pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), hvis vi skal hjælpe de psykisk skrøbelige børn. Kommunalreformen synes ikke at sikre en forstærket indsats, måske tværtimod?



Korrespondance: Peter V. Uldall, Neuropædiatrisk Ambulatorium, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: peter.uldall@rh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet


Referencer

  1. Jacobsen AN, Skovgaard AM, Lichtenberg A et al. Kan kontakt- og opmærksomhedsforstyrrelser hos småbørn opdages ved sundhedsplejerskernes BOEL-prøve? Ugeskr Læger 2007;169:1001-5.
  2. Skovgaard AM, Olsen EM, Houmann TB et al. Markører for psykiske helbredsproblemer ved sundhedsplejerskernes undersøgelser af 0-1-årige børn. Ugeskr Læger 2007;169:1006-10.
  3. Rydz D, Strour M, Oskoui M et al. Screening for developmental delay in the setting of an ambulatory pediatric clinic. Neuropediatrics 2006;S1:123-4.
  4. Jørgensen PS, Erdmann B, Egelund N et al. Risikobørn. Hvem er de - hvad gør vi? København: Socialministeriet, Det tværministerielle Børneudvalg, 1993.
  5. Ravn SH, Bjergager MO. BOEL-testen: En falsk tryghed. Ugeskr Læger 2004;166:3086-8.