Screening for arvelig hæmokromatose

I Ugeskrift for Læger (2002; 164: 1832-3) redegjorde Nils Milman i et mødereferat for de nyeste resultater vedrørende jerns biologiske funktioner. Størstedelen af referatet omhandlede hereditær hæmokromatose (HH) efter påvisning af de sygdomsfremkaldende mutationer i HFE-genet. I referatet tales varmt for genetisk populationsscreening baseret på påvisning af de sygdomsrelaterede HFE-mutationer (homozygotien Cys282Tyr/Cys282Tyr og dobbelt heterozygotien Cys282Tyr/His63Asp).

Vi er enig med forfatteren i, at HH utvivlsomt overses, herunder også i Danmark (1). Ligeledes er vi enige i, at HH er velegnet til screening pga. de gode behandlingsmuligheder og den betydelige prognoseforbedring, som denne behandling medfører. Problemet er, om tiden er moden til en sådan screening.

I forbindelse med en screeningsprocedure er en rimelig vurdering af sygdomsrisikoen for de personer, som findes »positive« for de pågældende mutationer helt afgørende, dvs. en rimelig sikker vurdering af genets sygdomspenetrans. Er denne 100% er det næppe vanskeligt, men hvis denne værdi ligger væsentligt lavere, vil en screening føre til en unødig ængstelse og sygdomsfølelse hos mange. I referatet er angivet en penetrans på 50-60% hos mænd. Vi må formode at dette tal stammer fra en australsk undersøgelse (2). Vi føler os ikke sikre på, at denne er korrekt. En ny og betydeligt større populationsundersøgelse fra USA på 41.038 personer viste at kun 1 af 152 individer homozygote for Cys282Tyr havde symptomer og kliniske tegn på hereditær hæmokromatose (3), en undersøgelse som formentlig er publiceret efter indsendelsen af referatet fra Nils Milman .

En lignende lav penetrans blev fundet i et nyligt britisk studium blandt 10.500 bloddonorer (4). Selvom netop bloddonorer ikke er optimale for disse undersøgelser, da venesektion er hjørnestenen i behandlingen af HH, er tapningen ved HH betydelig mere intensiv (tapning en gang ugentligt), end almindelig bloddonation.

Biokemisk screening med transferrinmætning og serum-ferritin er, af grunde som forfatteren selv nævner, også forbundet med problemer. Et uafklaret problem her er, at ingen ved hvor mange patienter med høj jernmætning og let forhøjet ferritin, der ubehandlet vil udvikle klinisk hæmokromatose. Eksempelvis havde langt størstedelen af de undersøgte i det amerikanske studium forhøjet transferrinmætning.

Vi kan derfor ikke dele forfatterens opfattelse af, at det er tiden for populationsscreening for hæmokromatose ved hjælp af genundersøgelse og formentlig heller ikke med biokemiske markører. Man kan frygte, at mere end 99% af de undersøgte unødigt vil blive ængsteliggjort ved denne procedure. Dertil kommer, at økonomien ved screening af en sygdom med så lav penetrans vil være et problem. Efter vores skøn kræves yderligere data og viden om, hvem der bliver syge, før dette kan anbefales.

SVAR