Skip to main content

»Se filmen, hvis du kan lide fransk drama og interesserer dig for eutanasidebatten«

Da den 85-årige André Bernheim bliver delvist paralyseret efter et hjertetilfælde, ønsker han at gøre en ende på sit liv. Og han spørger sine døtre om hjælp. Den franske film »Alt gik godt« er både god og gribende og interessant i debatten om aktiv dødhjælp, skriver anmelder Andreas Højring.
Cover: Kino.dk
Cover: Kino.dk

Andreas Højring, praktiserende læge. Interessekonflikter: ingen

10. jan. 2022
3 min.

Faktaboks

Fakta

»Det var da ikke en film, man ligefrem blev i bedre julehumør af«, sukkede min datter, mens rulleteksterne markerede, at nu var det på tide at forlade biografen. Sammen havde vi været i Grand for at se den franske film »Alt gik godt«.

Filmen er instrueret af François Ozon og nåede netop i december 2021 de danske biografer. Filmen bygger på en selvbiografisk roman af Emmanuelle Bernheim, som i filmen spilles af den ferme skuespiller Sophie Marceau i en af de bærende roller. Det er dog den aldrende, stenrige kunstmæcen og musikkender, André Bernheim, der har den centrale rolle i dette familiedrama. André får en apopleksi med højresidig hemiparese og afasi. Emmanuelle og hendes søster Pascale hidkaldes, og sammen skal de nu forsøge at håndtere denne nye og livsomvæltende situation.

André er stædig og stolt. En patriark af den gamle skole, der bestemt ikke kan forliges med den ny rolle som hjælpeløs patient. »Det gælder ikke blot om at overleve, men at leve«, fremstammer han mellem sengebad og tudekopper med fortykningsmiddel. En tilstødende depression forværrer blot situationen.

Andrés første handling bliver at afkræve døtrenes medvirken til aktiv dødshjælp. Han vil til Schweiz for at få dette gjort på en legal klinik. Døtrene misbilliger hans ønske, men går dog modstridende med til at hjælpe.

Men processen er tidskrævende.

I takt med, at de praktiske detaljer falder på plads, bedres Andrés tilstand imidlertid. Han mødes med venner og frekventerer sin yndlingsrestaurant. I rullestol, javel – men kognitivt og humørmæssigt rehabiliteret. Planen om aktiv dødshjælp må dog hele tiden udskydes grundet det ene og det andet – juraen er kompliceret, og så skal barnebarnet give en koncert. Det vil André ikke gå glip af.

Det går et halvt år – André bliver rastløs – »gad vide hvordan de fattige gør?«, stønner han utålmodigt. »De venter«, replicerer døtrene.

Så oprinder dagen! André placeres i ambulancen og kører de mange hundrede kilometer fra Paris til Bern.

Hjemme hos døtrene i Paris er der anspændt venten kombineret med en følelse af uundgåeligt tab. Telefonen ringer – det er fra Schweiz.

Hvordan gik det så, når alt gik godt?

Ingen spoiler her! Men jeg kan roligt afsløre, at filmen er både god og gribende. Manuskript og instruktion er i orden. Rollerne i dette franske drama gestaltes alle fint og troværdigt. Det faktum, at filmen bygger på et bogforlæg, giver filmen dybde og mange relationelle detaljer. Musiksporet udgøres af Brahms og Beethoven.

Se filmen, hvis du kan lide fransk drama, og i sær, hvis du interesserer dig for eutanasidebatten og den etik, der knytter sig til denne.

LÆS OGSÅ

»5 stjerner til Ole Hartlings nye bog, som er en milepæl inden for eutanasidebatten«

Filmen minder os om, at livet leves særligt intenst, når man ved, at det snart kan være slut