Skip to main content

Seer-redaktør: DR lod ikke kritiserede læger komme til orde

Klaus Larsen kll@dadl.dk

16. sep. 2011
2 min.

Lytternes og seernes redaktør på DR, Jacob Mollerup, kritiserer 21 Søndag for at udelade lægers forsvar i et stærkt kritisk indslag den 14. november 2010.

I et længere indslag i 21Søndag var både Sundhedsstyrelsen og fremtrædende overlæger i brystkirurgi meget kritiske overfor private speciallægers screening for brystkræft ved hjælp af ultralyd. Et hovedargument lød, at undersøgelsen med ultralyd ikke bør stå alene.

"Fremstillingen i 21Søndag var baseret på en grundig research og var i hovedsagen et forsvarligt indslag om et væsentligt emne", skriver Jacob Mollerup på dr.dk.

Herefter retter han en kritik mod udsendelsen for, i en af patienthistorierne, at have behandlet de to speciallæger Jan Fogh og Susan Lenz "på en måde, der ikke lever op til DR`s Programetik":

»I udsendelsen siges det, at Fogh forsikrer patienten om, at hun intet fejler og at intet er suspekt", skriver Jacob Mollerup og fortsætter:

"Det burde på dette punkt være fremgået af udsendelsen, at Jan Fogh efter den seneste undersøgelse af patienten i 2010 anbefaler yderligere undersøgelse. Jan Fogh skriver således i journalen: 'Foreslår resektion hos praktiserende spec. Læge i kirurgi efter henvisning fra egen læge'.

Redaktionen udelod denne del af Jan Foghs forklaring med den begrundelse, at Foghs henvisning var i strid med gældende retningslinjer. Men den begrundelse er ikke god nok, understreger redaktøren:

"I forbindelse med en så stærk og personlig kritik som den der fremlægges i udsendelsen, skal der være et særligt omhyggeligt fokus på fairness", skriver han.

Seernes redaktør mener desuden, at udsendelsen behandlede speciallæge Susan Lenz unfair, da den ikke lod hende svare på en alvorlig beskyldning.

Det burde være fremgået af udsendelsen, at Susan Lenz fandt patienten Gittes tidligere kræftsygdom væsentlig for at forstå forløbet, og at lægen ikke selv erkender nogen fejl.

Men denne centrale del af lægens forklaring kom ikke med - ifølge tilrettelæggerne, fordi eksperter på Herlev på basis af en biopsi mente, at det var den nye brystkræft, der var årsag til omfattende metastaser.

"Men det er ikke en tilstrækkelig begrundelse for at udelade Suzan Lenz` egen forklaring", skriver Jacob Mollerup. "I forbindelse med en så stærk og personlig kritik som den der fremlægges i udsendelsen, skal der være et særligt omhyggeligt fokus på fairness og mulighed for at svare på kritikken".