UDENLANDSKE LÆGER På Sygehus Lillebælt undervises alle nyansatte, udenlandske speciallæger intensivt i dansk i mindst ti uger, før de får lov at komme ud på afdelingerne og arbejde. De undervises efter et system, der er inspireret af det, som bruges i kongehuset, og de fleste af lægerne kan hurtigt klare sig godt på dansk.
Det er mandag formiddag, og sprogundervisningen er i fuld gang på Sygehus Lillebælt i Vejle. I kælderen under Patienthotellet sidder sproglærer Maria Jensen og underviser den nyansatte speciallæge i karkirurgi, Nerijus Aleksynas fra Litauen. Han kom til Danmark for tre uger siden sammen med sin kone, Vilte, der er børnelæge, og deres barn. Nerijus skal lige have genopfrisket forskellen på han og hun på dansk, det er nemlig noget af det, Maria har erfaret, tit er fonetisk svært for østeuropæere.
I lokalet ved siden af underviser Marias kollega, Anne Marie Hatami, de andre tre elever, der også ankom den 1. marts. Det er Maria Gariup, en 45-årig speciallæge i psykiatri fra Italien, Tiago Nunes, en 38-årig speciallæge i psykiatri fra Portugal, og hans kæreste, 28-årige Bernardo Embry, en tolk fra Brasilien. Ligesom Nerijus har de kun modtaget undervisning i to uger og en dag, men alle er alligevel i stand til at forstå simple spørgsmål og svare lidt forsigtigt på dansk. De tre sydlændinge er faktisk allerede så småt startet på undervisningens trin II, der indeholder datid. Alle fire elever kan med lethed svare på, hvor gamle de hver især er, og de kan føre en lille, simpel samtale på dansk, som for eksempel: »Hvad laver han?« »Han læser avis«.
»Det er simpelthen så vigtigt, at de kan det mest basale på dansk«, forklarer Maria Jensen, der er cand.mag. i dansk og tysk, har dansk som andetsprog og i de seneste ti år har stået for danskundervisningen af de udenlandske læger i Vejle.
»Især tallene er yderst vigtige, og de er svære på dansk«, fortsætter hun. »Det går jo ikke, at lægen kommer til at ordinere en forkert dosis medicin, fordi tallene kikser. Og tallene på dansk følger ikke samme logik som på andre sprog, så det er en oplagt fejlmulighed«.
Engelsk er bandlyst
Det er naturligvis meget forskelligt, hvor meget kontakt lægerne har med patienterne. Nerijus kunne principielt godt gå ud på afdelingen og arbejde med det samme, for som karkirurg kunne han godt klare sig på engelsk over for kollegerne. Men det går slet ikke for psykiaterne, der skal kunne forstå meget præcist, hvad patienterne siger og kunne tale med dem. Derfor får Nerijus også lov til at komme ud og arbejde tidligere end psykiaterne, men ikke før han kan klare sig på dansk.
»Jeg er ret utålmodig efter at komme til at operere«, indrømmer han. »Det er jo det, jeg er kommet for, og det jeg er bedst til«. Derfor har han også fået lov til at assistere ved nogle aftenoperationer allerede nu. »Så mine hænder ikke bliver kolde«, forklarer han. Men det er på betingelse af, at han kun taler dansk med kollegerne, indskyder Maria:
»Der må for alt i verden ikke ske det, at kollegerne begynder at tale engelsk med de udenlandske læger, fordi ’det jo er meget nemmere’. Hvis det først sker, kommer de ikke til at arbejde på dansk nogensinde. Og på langt sigt vil det hæmme både deres integration og deres muligheder for at avancere på jobbet«.
Inden frokost samles hele holdet igen, og de laver nogle fælles sprogøvelser. Maria stikker dem et lille kort, og de skal så svare på, hvad personen på kortet laver. Til sidst slutter de af med at synge en lille sang på dansk. Den handler om den Volvo, som Tiago drømmer om at købe, og alle griner meget. Men der er alvor bag:
»Når man synger, lægger man trykket helt rigtigt på ordene, så det er en supergod måde at få sproget ind på, uanset om det er børn eller voksne elever«, siger Maria. Derfor lytter eleverne også en del til for eksempel Rasmus Seebachs sange. »Han lægger nemlig trykket helt perfekt«, tilføjer Maria.
»I undervisningen springer vi lige ud i at tale, der bliver ikke terpet så meget grammatik. Det skal nok komme, for det er jo højtuddannede mennesker, som er vant til at tilegne sig viden ved at læse. Så vi prioriterer succesoplevelser med at bruge sproget meget højt«, forklarer Maria.
De skal falde godt til
Og succesraten er faktisk skyhøj. Siden Maria Jensen sendte det første hold dansktalende udenlandske speciallæger ud på sygehusene i Region Syd for ti år siden, har det vist sig, at det i høj grad lønner sig, at de kan tale ordentligt dansk. For de bliver oftest i deres stillinger og fungerer godt i deres job.
Sygehus Lillebælt gør i øvrigt også meget ud af at screene lægernes kundskaber og eksamensbeviser grundigt, inden de ansættes. Det er jo uhyre vigtigt, at de faktisk kan det, som de siger, at de kan, og at der ikke er nogle misforståelser på det felt, siger Maria Jensen, der også tit screener udenlandske læger, der har været ansat på andre sygehuse i Danmark i flere år. Desværre møder hun tit nogle, der stadig ikke taler ret godt dansk.
Sygehus Lillebælt gør også en indsats for at få de udenlandske læger til at falde godt til i Danmark. Nogle er endda blevet inviteret hjem til deres danske kolleger. Det er meget vigtigt, at de så hurtigt som muligt får en forståelse for, hvordan man gør i Danmark, hvordan folk lever, og hvordan man taler til hinanden. En speciallæge kommer for eksempel ikke langt på en dansk sygehusafdeling, hvis han er for arrogant over for sygeplejerskerne. De skal respekteres, og hvis man gør det, vil de gøre alt for at hjælpe én, sådan noget er vigtigt at lære, forklarer Maria.
Psykiatri på dansk
Undervisningen er niveaudelt, og lægerne skal have bestået niveau III, inden de slippes løs på jobbet. Det tager altid mindst ti uger, og i den periode går lægerne til undervisning om formiddagen og studerer selv ved hjælp af video, bøger og computer om eftermiddagen. Efter grundforløbet fortsætter de på et højere niveau 2-3 gange om ugen. Det foregår stadig i deres arbejdstid, for det er vigtigt, at de fortsætter med at forbedre deres sprog.
Det tilbud har to portugisiske psykiatere, Ana Ribeiro og Susana Fernandes, begge 33 år, taget imod med kyshånd. De kom til Danmark i februar 2013, og de arbejder nu begge fire dage om ugen med danske patienter i psykiatrien.
»Selvfølgelig var det meget svært i starten«, fortæller Ana Ribeiro. De første uger fulgtes hun med en dansk psykiater, og
så kom sproget ligeså stille, så allerede efter et halvt års tid kunne hun møde patienter alene. Hun har kun en enkelt gang måttet bede en sygeplejerske om at tolke, fordi der var en patient, hun ikke kunne forstå.
»Det var rædselsfuldt. Jeg er perfektionist, så jeg var ked af det, men jeg var nødt til det, for jeg skal jo være helt sikker på, at jeg har forstået patienten rigtigt. Og hvis de taler meget dialekt, kan det være svært«.
Men efter den episode er det gået glat, og Ana taler i dag dansk med en diktion, der minder meget om kronprinsesse Marys omhyggelige, rolige dansk.
Det samme gælder for Susana. Hun arbejder på et sengeafsnit, hvor hun de første seks måneder fulgtes med danske kolleger. Herefter begyndte hun at behandle patienterne og at tale med dem selv. Der er næsten altid nogen fra plejepersonalet med til lægesamtaler, men Susana insisterer på at tale dansk, hun øver sig i det hele tiden.
Begge er meget glade for at bo og arbejde i Danmark, hvor både løn og arbejdsforhold er bedre end i Portugal:
»I Portugal arbejdede jeg 60 timer om ugen og så 10-15 patienter inden frokost. I Danmark arbejder jeg 37 timer og ser 2-3 patienter hver formiddag. Jeg er stadig lidt længe om at skrive journal på dansk, men det skal nok komme«, smiler Ana.
Selvfølgelig er det dyrt at holde de nye udenlandske læger tilbage fra deres afdelinger i de første ti uger for at lære dem dansk. Men det betaler sig i høj grad, siger Dorthe Crüger, der er lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, hvor der er ansat cirka 100 udenlandskel læger.
»Vi har en ambition om at være patienternes sygehus, og hvis vi vil leve op til det, er minimumskravet, at lægerne taler dansk. Og det er jo også en forudsætning for at kunne fungere sammen med kollegerne, at man kan sproget. Så vi synes, at pengene til sprogundervisning er givet godt ud«, siger hun.
