Senfølger hos brystkræftpatienter

Behandlingen af brystkræft har over de seneste dekader gradvist ført til bedre resultater, og langt hovedparten af de patienter, der behandles i dag, helbredes. Det har betydet, at der er en stor population på omkring 50.000 brystkræftoverlevere i den kvindelige danske befolkning. Nyere dansk forskning har påvist, at der i denne gruppe er en væsentlig andel

af kvinder med betydelige gener fra senfølger af behandlingen af kræftsygdommen [1-3]. Kroniske smerter udgør det største problem, og op mod halvdelen af de kvinder, der har gennemgået operation for brystkræft, er generet af dette i større eller mindre omfang. Indskrænket bevægelighed, nedsat kraft i skulderen og sensibilitetsforstyrrelser afficerer i varierende grad 25-50% af brystkræftoverleverne. Hævelse af overekstremiteten med lymfødem rammer også et betydeligt antal kvinder, og selv efter indførelse af mere skånsomme operationsteknikker til aksilindgreb viser en spørgeskemaundersøgelse, at 38% af patienterne har fornemmelse af tyngde og hævelse af armen [3]. For de sværest ramte er lymfødem stærkt invaliderende. I artiklen af Hansen et al i dette nummer af Ugeskrift for Læger (2011;173:3092) rettes opmærksomheden mod fantomfornemmelser og fantomsmerter, der i deres undersøgelse optræder hos ca. en fjerdedel af patienterne 1-3 år efter den primære operation.

I sig selv giver fantomfornemmelser og fantomsmerter nok ikke anledning til betydende selvstændige problemer hos flere end et fåtal patienter [4], og da andelen af brystkræftpatienter, der får udført mastektomi, er stærkt faldende, må det vurderes som værende af mindre betydning. Ser man derimod samlet på alle sequelae efter behandling af brystkræft, er der tale om et betydeligt problem, der for mange har indflydelse på erhvervsevne og livskvalitet [2].

I de seneste år er sentinel node-biopsi og brystbevarende operation blevet anvendt hos en stigende andel af brystkræftpatienterne, hvilket i sig selv burde føre til, at færre patienter rammes af senfølger, men på den anden side indgår strålebehandling og systemisk adjuverende behandling i dag som en del af den primære behandling hos langt hovedparten. I hvor høj grad det har indflydelse på senfølgerne, er ikke entydigt afklaret. Det vides, at strålebehandling øger risikoen for lymfødem [3], mens strålebehandlingens indflydelse på de øvrige sequelae er mere usikker, ligesom det ikke er tilstrækkeligt belyst, om de moderne systemiske behandlingsregimer med kemoterapi, endokrinterapi og behandling med antineoplastiske antistoffer selvstændigt har indflydelse på disse forhold.

Der er derfor behov for fortsat opmærksomhed på området og yderligere forskning, men frem for alt er der behov for undersøgelser, der rettes mod forebyggende tiltag og tidlig intervention ved begyndende symptomer. Det er tidligere påvist i en dansk undersøgelse, at forebyggende indsats med fysioterapi i form af holdtræning kan reducere forekomsten af senfølger [5], men der er fortsat behov for at afklare, hvilken rolle fysioterapien kan spille, og om en styrket indsats herfra vil kunne føre til bedre resultater.

Korrespondance: Peer Christiansen, Sektion for Mamma- og Endokrinkirurgi, Kirurgisk Afdeling P, Aarhus Universitetshospital, Tage-Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C. E-mail: peerchri@rm.dk

Interessekonflikter: ingen