Henrik Ømark Petersen er thoraxkirurg og overlæge på akutafdelingen i Horsens, men bor på Fyn. Han er gammel ishockeyspiller og frivillig, ulønnet læge, når ishockeyklubben Odense Bulldogs denne fredag spiller kamp.
4.45 Tidligt op. Efter morgenmad cykler jeg til banegården for at nå 5.58. På vej til Horsens kan jeg nå at se på 360-graders-evalueringen af to af vores KBU-læger og læse om Islands implementering af akutmedicinen, som vi snart skal i gang med i Danmark. Når også at repetere en protokol for hjernerystelse hos sportsfolk som forberedelse til i aften.
7.30 Møder omklædt. I dag er jeg »speciallæge i front« – en funktion, hvor en speciallæge ser og vurderer patienter ved ankomsten. Jeg har KBU-lægerne med. Vi arbejder indtil morgenkonferencen.
8.30 Dagens konference er tværfaglig, sammen med sygeplejerskerne. I dag kommer en pige med en psykisk sygdom. Hun er kommet ovenpå og skal fortælle, hvordan det føles at være i tvangsbehandling. Det giver stof til eftertanke.
9.00 Jeg fortsætter som »speciallæge i front« og ser patienter i en uendelighed sammen med KBU-lægerne, superviserer og lægger planer sammen med dem.
12.15 Frokost med vores uddannelsesansvarlige overlæge. Vi taler om næste uges nationale møde om målbeskrivelsen for det nye akutmedicinske speciale. Derefter går det igen slag i slag med flere patienter sammen med vores KBU-læger.
15.43 Togafgang tilbage til Odense. Jeg småblunder med musik i ørerne og sms’er med min hustru. Der bliver ikke tid til madlavning, så vi aftaler, at hun tager sushi med hjem.
17.10 Hjemme. Jeg lufter hundene, og vi spiser sushi sammen med vores sidste hjemmeboende søn, inden hans kammerater kommer. Så pakker jeg lægetasken og kører til isstadion, hvor Odense Bulldogs skal spille mod Aalborg Pirates.
19.00 Melder mig hos dommerne. Gør klar med spineboard og halskrave og klargør akuttasken, så jeg kan foretage livreddende indgreb hvis nu … Snakker med fysioterapeuten og ser på en nyindkøbt canadisk spiller, der endnu ikke har fået sit sygesikringskort. Det er hans første kamp med holdet, som en daglejer, der vandrer fra klub til klub. Han er døv på det ene øre. Jeg laver lidt almen praksis på ham og fjerner en voksprop.
19.30 Jeg har rituelt besøgt Pirates i omklædningen og gjort opmærksom på, at jeg er der som læge – også for dem. Så starter kampen. Der er 1.500 tilskuere. Allerede efter 6 s. får en spiller pucken på højre kindben. Han hæver straks op, og jeg tager ham til undersøgelse i lægerummet. Der er hverken tegn til hjernerystelse eller ansigtsfraktur. Plaster og ispose. Hjemmeholdet er trængt. Det medfører lidt frustrationsslåskampe – men ingen skader.
3. periode. En spiller har fået en stav på munden, og jeg limer en flænge i overlæben. Han har ondt i fortænderne, men de er uskadte. Så er det en dommer, der får en stav på næsen. Han slipper med skrækken.
21.30 Kampen slut. Hjemmeholdet tabte og er noget slukøret. En spiller har hostet en uges tid og vil gerne kigges på – en ukompliceret virusinfektion. En anden canadisk spiller kommer med konen, der har noget udslet. Vi prøver med noget antihistamin.
21.45 Besøger modstanderholdet for at høre, om de har brug for læge. Det har de ikke. Jeg dokumenterer skaderne i mit lille Excel-system og kører hjem.
22.00 En kop te vil være rart. Jeg glemmer, at vores nye »Qooker« ikke kun leverer varmt, men kogende vand og stikker hele hånden ind i strålen. Det gør forbandet ondt. Der er allerede tegn på andengradsforbrænding. De næste to timer sidder jeg med hånden i en spand koldt vand. Sammen med min solidariske hustru ser jeg de nye afsnit af HBO-serien Mosaic.
01.30 Går i seng og spekulerer på, hvordan jeg mon klarer 11-23 lørdagsvagten i morgen med kun en funktionel hånd.
