Men hvis sagen bliver kendt i offentligheden, vil skyldsspørgsmålet rumstere – hvordan skal man som ledelse håndtere det?
”Det er relevant. For offentligheden har en interesse i det. Min erfaring fra Carina-sagen er, at pressen gerne vil undersøge sagen, før myndighederne, der var sat til det, er færdige. Pressedækningen kan være mere eller mindre lødig, og så er der folkedomstolen på forskellige medier, som gerne vil placere skyld.
Det var svært at styre i Carina-sagen. Vi gik ud med et par kronikker i løbet af processen. Jeg valgte selv at stå frem i pressen; det skulle ikke være de involverede medarbejdere. Men det var en utroligt vanskelig position – det var vanskeligt at holde balancen mellem at sige, at der ikke er sket noget forkert, og så at sige, at vi bliver nødt til at vente på, at en instans udefra objektivt har vurderet, om der er sket noget forkert”.
Hvordan var det en svær balance?
”Fordi jeg forsøgte at udtrykke min tillid ved at sige, at efter min vurdering var der foretaget et fejlskøn, men ikke en fejl. Et fejlskøn sker jo. Det er ikke strafbart. Men jeg var jo ydmyg over for, at der kunne dukke ting op i sådan en sag – jeg havde ikke læst ethvert papir og kendte måske ikke enhver sammenhæng; der kunne dukke noget op. Derfor bliver jeg i sådan en situation nødt til at have en åbning, hvor jeg anerkender, at der er systemer i vores samfund, som undersøger en UTH, hvor der er mistanke om noget strafbart”.
Skøn
Hvordan sondrer du mellem fejl og fejlskøn?
”I klagesystemet kan man få kritik, hvis man har begået en fejl eller et fejlskøn. Men ifølge straffeloven vil fejlskøn aldrig være strafbart. Man anerkender, at det er så multifaktorielt at vurdere en patient i en situation, hvor man ikke har alle ti nødvendige oplysninger, men måske kun de otte, så skønner man det rigtige i situationen, men hvor man bagefter kan sige, at man ville have skønnet anderledes.
I modsætning til en fejl. Her burde man ud fra det givne have valgt noget andet efter normal faglig standard. Det skelner man imellem, og derfor var jeg i Carina-sagen ude at sige, det var et fejlskøn, og det endte også med det.
Som ledelse må man også have i baghovedet, at man skal have tillid til sit hospital; det motiverede også min adfærd i den sag”.
Så du siger, at ledelsen ikke bare kan bakke medarbejderen op?
”Jeg synes, det er vigtigt at få sagt, at der er forskellige hensyn. Hensynet til medarbejderen er en vanskelig balance. Nogle vil mene, at det er uretfærdigt, at mistanken er rejst, og at undersøgelsen foregår. Og sådan kan det føles, det anerkender jeg. På den anden side er undersøgelsen den mistænktes sikkerhed for, at sagen bliver gennemgået på en så objektiv og sikker måde som muligt”.
Ansvaret
Hvad tænker du om, at Svendborgs-sagen skal prøves i Højesteret?
”Det er interessant. Det kan jo være, at man her vil vurdere, om der er formildende eller skærpende omstændigheder i denne sag i forhold til det personlige ansvar og arbejdsstedets ansvar – at man ser på, om vilkårene for at gøre det, man skal gøre, er til stede”.
Uklare retningslinjer, løshed i ansvarsfordeling, dårligt arbejdsmiljø eller uhensigtsmæssige interne procedurer kan måske fremme fejl. Det går #Detkuhaværetmig-kampagnen bl.a. på. Er det retfærdigt, at en person skal hænges ud for en fejl begået under omstændigheder, som kan fremme fejl?
”Der er mange vinkler på det spørgsmål.
Det er ledelsens ansvar at sikre arbejdsforhold, som giver så patientsikre forløb som muligt. Det er også meget det, vi ser efter, når vi har gennemgang af UTH, om vi har de rigtige processer, og om de rigtige tager beslutningerne. Og det er ledelsens ansvar at reagere, når en medarbejder siger, at der er noget galt.
Så er der spørgsmålet om, hvem man kan dømme. Det er ekstremt vanskeligt. Som læge har man et personligt ansvar i det, man foretager sig i handlingen. Det siger loven. På den anden side kan der være en situation, hvor det er meget vanskeligt for sundhedspersonen at udøve det, man skal, fordi strukturen eller andet gør det svært. Og jeg kan godt se, at man kan føle, at det er frygteligt uretfærdigt, at en enkelt person skal bære både ansvar for det, man har gjort eller ikke gjort, og samtidig kommer personen til at bære ansvaret for, at vilkårene måske ikke var gode nok, til at personalet kan gøre tingene på den rigtige måde.
Det har jeg ikke en løsning på. Men jeg anerkender, at der er den problemstilling”.
Burde ledelsen kunne dømmes på en eller anden måde?
”Det er et juridisk spørgsmål. Jeg er bekymret for, at et ensidigt fokus på at ,finde den skyldige' mhp. eventuel straf reducerer muligheden for det, der er det vigtige, nemlig at forbedre sig hele tiden.
