Skip to main content

Sidste udkald til Lægedage 2005

Adm. leder af Lægedage Kirsten Talbro Laraignou, PLO. E-mail: ktl.plo@dadl.dk

9. nov. 2005
2 min.

Tilmelding i top

Tilmeldingen til Lægedage overgår alle tidligere år, men der er plads endnu. Lægedage finder sted fra mandag den 14. til fredag den 18. november i Bella Center i København.

Hvad sker der i år på Lægedage?

Dacapo Teatret slår tonen an til debatmødet

Lægedage har bedt Dacapo Teatret arrangere to scenarier, hvor årets debatemne er i fokus. Hvordan kan fremtidens samarbejde med kommunerne indrettes? Hvor skal ansvaret ligge? Hvem skal styre hvem? Hvad med gatekeeper-funktionen? Skal vi have sundhedscentre, og hvilke opgaver skal de løse?

Dacapo Teatret vil iscenesætte to sketches, der illustrerer disse spørgsmål og animerer til reaktioner fra publikum, og desuden vil et panel af engagerede debattører forholde sig til dem.

Journalist Mikael Kamber, TV 2, vil lede den egentlige debat. I debatpanelet sidder PLO's formand Michael Dupont, DSAM's formand Roar Maagaard, borgmester Vagn Ry Nielsen, embedslæge Preben Rudiengaard, centerchef Else Smith og amtssundhedsdirektør Leif Vestergaard.

Ghita Nørby underholder

Danmarks store skuespiller, Ghita Nørby, har sagt ja til at optræde på åbningsaftenen. Aftenens indslag veksler mellem det talte ord og musikken.

H.C. Andersen skrev »Hvor det talte ord stopper, taler tonerne«. Oplev Ghita Nørby læse digte og små eventyr op - med Svenn Skipper på klaver og Henrik Simonsen på bas. Lad jer forføre til et univers af både lys og skygge, vemod og latter.

Årets kurser

Lægedage afholdes over fem dage. I alt vil næsten 100 kurser løbe af stablen. Mandag morgen lægges der bl.a. ud med et højaktuelt emne, klamydia. Klamydiasmittekæden skal brydes, og der sættes fokus på den praktiserende læges rolle i rådgivning og handling.

Onsdag morgen vil Michael Dupont ved en stor fællesforelæsning tale om den praktiserende læge i den nye kommunale struktur. Han vil fortælle om hvilke planer, tanker og visioner, repræsentantskabet og bestyrelsen har, og der er afsat tid til diskussion ud fra spørgsmål fra salen.

»Tal til hende« - Almodóvars film vises torsdag aften

Årets torsdagsfilm er »Tal til hende«, som har fået sublime anmeldelser. Bl.a. skrev Weekendavisen: »... en underskøn film« - Information: »... så bevægende og åndeløst smuk, at man knapt nok bemærker, hvor grænseoverskridende filmen i grunden er.« - Bogart: »Et mesterværk«.

Det kan nås endnu

Tilmelding til Lægedage kan ske online via hjemmesiden www.laegedage.dk, pr. e-mail: booking.plo@dadl.dk, pr. fax: 35 44 85 99 eller pr. tlf.: 35 44 84 94.

Vel mødt!