Sig til mig: Hvis du ikke holder op med at æde, så dør du

Jens Laursen stikker nøglen i låsen til døren.

»Nu skal vi ind i vores fine kantine«, siger han ironisk og slår døren op til TaxaMotors lokaler i Randers.Cigaretskod ligger i store keramiske askebægere på bordene. Luften hænger halvtung af gamle røgpartikler i lokalet. I vindueskarmen ligger reklamer fra One Way Pizza og kebabsteder. Der står småkager på bordene.

Jens Laursen lader sine 137 kg dumpe ned på en stol.

»Hvis det stod til mig, havde vi et thekøkken med et køleskab og en mikrobølgeovn, så vi kunne varme noget sund mad op«, siger han.

I 13 år iførte Jens Laursen sig dagligt forsvarets uniform for at tjene sin løn som brandmand. Dengang vejede han cirka 80 kg. Så frabad han sig en udstationering til Kosovo og blev fyret.

Det var også dengang, han kunne løbe 3.200 meter på 12 minutter.

Nu kan han ikke gå 320 meter uden at komme til at puste.

»Et godt råd til min læge? Tal et sprog, jeg kan forstå. Hvad fanden bekymrer jeg mig om mit BMI?! Jeg er skide ligeglad! Jeg kan sgu da se, at jeg er for fed til at løbe. Sig til mig: Ved du hvad, Jens: Hvis du ikke holder op med at æde, så dør du«.

Sproget er nøglen

Adskillige kilometer længere sydpå i det midtjyske sidder praktiserende læge Svend Kier og deler Jens Laursens synspunkter.

»Hvis jeg siger til mange af mine overvægtige patienter: Du skal lade være med at bruge dyrisk fedt og begynde at bruge planteolie og spise nødder - de kan simpelthen ikke omsætte den information til brugbar viden. Jeg kunne lige så godt tale russisk«, siger han og fortsætter:

»Så jeg bruger et billede, de kan forstå. Jeg siger: Det er lidt som med penge i banken: Hvis du skal tabe dig, skal du sætte færre penge eller energi ind på kontoen. Og så kan jeg henvise dem til praksisdiætisten. For et er, hvad de siger, at de spiser. Noget andet er, hvad de rent faktisk putter i munden. Hun gennemgår deres boner for en uge ad gangen, og så siger hun: Hvad med at bruge skummetmælk i stedet for letmælk? Og hvad med at nøjes med at drikke en halv liter mælk om dagen i stedet for tre liter?«

Både Svend Kier og hans kollega Dorthe Olsen er enige om, at kommunikationen er helt afgørende i arbejdet med at få patienterne til at lægge stilen om. Og hvad virker for en patient, har ikke nødvendigvis effekt på den næste.

»Udslaget for ændringer ligger i kommunikationen. At vi hører, hvad patienterne siger. Og at vi tør tage konflikterne og åbne ballet. Jeg siger det direkte og meget tydeligt: For eksempel: Jeg kan se, at du opfører dig anderledes, end du plejer. Så er der mange, der siger: Det passer ikke. Men jeg oplever ikke ret tit, at de støder mig fra sig«, siger Dorthe Olsen, som har været praktiserende læge i otte år.

»Man må snakke med dem. Igen og igen. Nogle gange tænker jeg, at jeg lyder som en grammofonplade. I starten snakkede jeg frygtelig meget kost med patienterne. Jeg har vejet dem og målt dem om livet. Men hvis det ikke nytter ... du kan trække hesten hen til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke vandet. Nu har Birgitte, vores sygeplejerske, overtaget, og det er jeg glad for. Hun siger nogle andre ting. Det kan være, at det virker. Og det vigtigste er, at det kommer fra patienterne selv. At de selv tager ejerskab«, siger Dorthe Olsen.

Det nye sundhedscenter

Praksisdiætisterne vil fremover være på det nye, kommunale sundhedscenter, som i øjeblikket befinder sig lidt i udkanten af byen i midlertidige lokaler. Sundhedscentret er det mest håndgribelige af de forskellige initiativer, som kommunen er i gang med som følge af kommunalreformen, hvor seks kommuner smeltede sig sammen og blev til den nuværende Randers Kommune.

Da det forebyggende sundhedsarbejde samtidig blev lagt ud til kommunerne, begyndte det randrusianske byråd arbejdet med at få en sundhedspolitik. I øjeblikket ligger et udkast til en sundhedspolitik i høring. Forventningen er, at byrådet endeligt vedtager den i midten af januar næste år.

Samtidig har forvaltningen besluttet, at sundhedspolitik skal tænkes ind i samtlige forvaltninger for at gøre alle kommunale medarbejdere så engagerede som muligt.

Det betyder for eksempel, at miljø- og trafikudvalget i højere grad skal tænke i, hvordan byen tilrettelægges, så cyklister og gående nemmere kommer rundt.

»Hvis folk skal træffe det sunde valg, er det vigtigt, at de har nogle trafikforhold, der kan understøtte det«, siger Bo Skovgaard, der er sundhedschef i Randers Kommune.

På det nye sundhedscenter vil der også være forskellige kurser, som kan hjælpe randrusianerne til at ændre deres kost, holde op med at ryge, motionere mere og drikke mindre.

»Motivationen bliver ikke et problem. Problemet bliver at ændre folks vaner«, siger Bo Skovgaard.

Ved I hvordan I skal gøre det?

»Ændre folks vaner? Nej«.

Og dermed rører Bo Skovgaard ved et paradoks i det forebyggende arbejde for at skabe mere lighed i sundhed.

For nok ved man meget. Men hvad der præcist motiverer folk til at lægge deres liv om - der er forskningen stort set fraværende.

Lige som Dorthe Olsen har Svend Kier været praktiserende læge i otte år. Hans patienter kommer fra en kommune, hvor borgerne i en undersøgelse sidste år placerede sig selv på en 16. plads ud af 19 i Region Midtjylland, når det kom til »selvvurderet helbred«.

Han er glad for, at de praktiserende læger via den nye profylakseoverenskomst og opgavereformen har fået et større ansvar for det forebyggende arbejde. Men:

»Vi kan godt snakke om, hvad der er sundt at spise, og de syv kostråd, men dem kender patienterne godt. Det svære er at gennemføre det. Det, vi kan gøre med hensyn til kost, er sparsomt. Hvis vi skal gøre mere, er vi ude i en gruppehandling. Vi har haft mænd, der ikke har kunnet tabe sig, fordi konen lavede maden og ikke ville ændre sine vaner. Så må jeg prøve at få konen med i konsultationen«, siger han.

Scandia og Dronningborg

Sammenlignet med for eksempel Århus og Aalborg er der færre højtuddannede patienter hos de praktiserende læger i Randers.

Og de lavt- og middeluddannede randrusianere vurderer generelt deres helbred til at være dårligere end højtuddannede.

Den bedømmelse er ikke blot noget, som foregår i folks hoveder. Jo højere uddannelse, jo bedre er helbredet, og jo længere lever folk. Og mens dødeligheden generelt er faldende - så dækker den tendens over en stigning i dødeligheden blandt kortuddannede danske mænd i 1980'erne, mens den raslede ned for højtuddannede mænd. Den dårligst uddannede tredjedel af befolkningen lever små fem år mindre end den bedst uddannede gruppe.

Randers Kommune bærer præg af at være en gammel arbejderby med togvognsfabrikken Scandia og Dronningborg Maskinfabrik som store, industrielle arbejdsgivere for faglærte og ufaglærte.

Markant flere randrusianere tjener under 100.000 kroner om året og færre, der tjener over en halv million kroner end regionsgennemsnittet.

»En by som Randers er en lid t hård by. Der er familiehistorier, du kan se blive gentaget igen og igen«, siger praktiserende læge Dorthe Olsen.

»Jeg ville ønske, at der var en knap hos kommunen, som jeg kunne trykke på, og som ville vise, at nu var det alvorligt, og som ville udløse en vifte af forskellige indsatser. Nogle gange har jeg brugt tid på at ringe rundt til forskellige instanser i kommunen, og der bliver det lidt svært at se grænsen for, hvad der egentlig er lægearbejde«.

Kollegerne kalder ham »solformørkelsen«

Så alvorligt er situationen langt fra for Jens Laursen og hans familie, som består af to ekskoner og tre børn.

Allerede i telefonen har han indikeret, at han ikke just er en sylfide.

»Mine kolleger kalder mig ,solformørkelsen`«, ler Jens Laursen

Så stor er han nu heller ikke. Men, som han selv siger:

»Der er jo blevet længere og længere til rattet«.

Efter sin exit fra forsvaret kørte han et år som eksportchauffør, hvorefter han skiftede lastbilen ud med taxa. Det har han ikke fortrudt, for han er på mange måder glad for sit job.

Hvis det bare ikke var for de ekstra kilo.

»Det her job er så stillesidende, at det slår mig ihjel. Jeg kører blandt andet om natten i weekenderne, og der skal jeg hele tiden være ,på`. Det dræner en for energi, og hvad er så lettere end at køre ned på Shell-tanken og få en fransk hotdog, en cola og en guldbarre«, spørger han.

En taxachauffør med sul på kroppen signalerer stabilitet. Men hvis Jens Laursen skulle søge et andet job, ville synet på hans mange kilo fordelt på 174 cm være anderledes, vurderer han.

»Hvis jeg nu søgte job som sælger ude i byggemarkedet, ville en arbejdsgiver sgu da tænke: Han er et dovent svin, og der er sygedage i ham«.

Nu er Jens Laursen gået i gang hos Vægtkonsulen-terne. Igen. For fire år siden tabte han sig 28 kg på et år.

Men kiloene lå uden for hans dør og ventede på ham, så de kunne liste sig tilbage på sidebenene og tage nogle flere kilo med sig derop. Han endte med at hade grøntsager.

»Derfor har jeg sagt til Vægtkonsulenterne, at jeg ikke følger deres kur slavisk. For så holder det ikke«, siger han og fortsætter:

»Det er mit valg, om jeg vil spise bananer eller burgere. Men derfor kan man jo godt fra politisk hold animere mig til at vælge mere af det ene eller det andet«.

Fra livsstilssygdom til civilisationssygdom

Det er praktiserende læge Svend Kier enig i. Der er alt for meget fokus på det enkelte menneskes ansvar, synes han.

»Vi bliver nødt til at se indsatsen som en gruppeindsats i stedet for at fokusere så meget på den enkelte. Men det vil vi som samfund ikke i øjeblikket, fordi vi har en mening om, at det krænker den personlige frihed. Så synes jeg, at det er vigtigt at tænke på, at den enes ret til frihed bliver den andens fængsel«, siger Svend Kier.

Hvorfor ikke bare give en pille?

»Det gør vi også. Det er da en nødvendighed for nogle. Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Men man skal have en reel mulighed for at vælge. For eksempel at du kan motionere i din arbejdstid. Man kunne jo vælge at sige, at så skulle kommunen refundere arbejdsgiveren. Og hvis du ikke møder op til træning, får arbejdsgiveren det at vide. Det vil på længere sigt give færre sygedagpenge. Problemet er at der er en høj udgift på kort sigt, og indtægten er langt ude i fremtiden. Der mangler nogle reelle ikkemedicinske tilbud«, siger Svend Kier.

Ifølge et debatoplæg om forebyggelse i Danmark fra Huset Mandag Morgen og TrygFonden ofrer Danmark milliarder af kroner på at forebygge og starter krige for at holde terror nede, mens politikerne næsten intet gør for at forebygge moderne døds- og sygelighedsårsager, fordi vi opfatter rygning, drikkeri, overvægt og fysisk inaktivitet som en selvvalgt livsstil.

Kort sagt bør alle have friheden til at drikke, æde og sidde sig til et kort og sygt liv - men den tankegang er forkert, hævdede oplægget.

For det første overser tankegangen, at rygning og drikkeri er afhængighed, samt at vores motions- og spisevaner i høj grad er skabt af ydre rammer. Og tankegangen er moralsk uacceptabel - dels fordi mennesker er forskellige. Dels lægger tankegangen op til diskrimination. Og dels begrænser livsstilstankegangen vores frihed ved at lade, som om vi har nogle valg, der i realiteten er illusoriske. Så i stedet for at kalde det for »livsstilssygdomme« burde ordet rettelig være »civilisationssygdomme«.

Kællingerne er også fede

Jens Laursen går hen til væggen og tager et billede ned fra sømmet, det hænger på.

På billedet står kollegerne fra TaxaMotor. Jens Laursen gennemgår dem en for en:

»Ham der er for fed, han er for fed, kællingerne er fede - undskyld, kvinderne - er fede. De bliver så gale på mig, når jeg kalder dem kællingerne ... Men jeg mener det: Det her job slår os ihjel«.

Nu har han fundet sit tøj frem fra sin tynde periode, og det inspirerer ham til at holde fast i kostomlægningen.

Jens Laursen har tre børn, som han ikke bor sammen med. To af børnene er overvægtige, og det er deres mødre også.

»Vi giver vores madvaner videre til vores børn. Den yngste har vi taget hånd om. Der er kun slik om lørdagen, og han ved godt, hvad der er sundt. Han går til kontrolvejning nede hos lægen, og han er så stolt, når han ikke har taget på. Det er også godt for hans fodbold. Men hvad nytter det, når McDonald's sponsorerer fodboldturneringerne, og deres navn står på saftevandsbeholderne«, siger han.

Hvis Jens Laursen og Svend Kier kunne bestemme, skulle motion tælle med i arbejdstimerne. Jens Laursen mener også, at man bør indføre tydelig mærkning af fed mad samt ekstra skat på ekstra fed mad.

»Du kan få en pizza slice for 20 kroner. Hvis den kostede det dobbelte, ville min datter ikke have råd til at købe den, og så ville hun måske vælge tre bananer i stedet for«, siger han.

Fakta

• 28 procent ryger dagligt i Randers

• 26 procent bor sammen med børn mellem 0-15 år, hvor der bliver røget inden for i hjemmet hver dag - det er signifikant over landsgennemsnittet

• 36 procent af randrusianerne er moderat overvægtige

• 15 procent er svært overvægtige

• 42 procent dyrker idræt eller får anden regelmæssig motion i fritiden - hvilket er signifikant færre end i hele befolkningen

• 17 procent af randrusianerne har et usundt kostmøn- ster - det er signifikant flere end i hele befolkningen

Kilder