Sikker medicinordination bliver den store udfordring

Aldrig har så mange ældre mennesker i Danmark haft så mange år med god funktionsevne, som nutidens ældregeneration har. Det er der flere årsager til - en vigtig faktor er de forbedrede muligheder for at behandle akutte og især kroniske sygdomme medikamentelt.

Det er en rigtig glædelig udvikling, men det er samtidig et tveægget sværd. På den ene side giver den farmakologiske udvikling og evidens fortsat nye muligheder for bedre fungerende ældre. På den anden side rejser der sig en række sundhedsmæssige, organisatoriske, økonomiske og etiske problemer for borgere, politikere og sundhedspersonale.

Med alderen øges risikoen for at få sygdomme, og dermed også risikoen for flere samtidige sygdomme hos den enkelte - såkaldt multimorbiditet. Hvis hver sygdom skal behandles med videnskabelig evidens, er resultatet for mange ældre patienter, at de hver dag indtager flere end fire forskellige medikamenter. Det kaldes polyfarmaci og behøver ikke i sig selv at være et problem. Men det øger risikoen for bivirkninger, problemer med interaktion mellem de forskellige lægemidler og utilsigtede hændelser.

De evidensbaserede behandlingsresultater fremkommer ofte i undersøgelser, hvor det er et kriterium for at deltage, at man som forsøgsperson ikke har flere sygdomme - multimorbiditet. Ligeledes er personer over 75 år sjældent - eller kun undtagelsesvist - repræsenterede i undersøgelserne.

Medikamenter, der forebygger udviklingen af og komplikationer i forbindelse med kroniske sygdomme, har fået større og større betydning. At overføre evidens, der er opnået hos grupper af mennesker, til den enkelte ældre, der måske allerede tager en række præparater, er en udfordrende kerneydelse i daglig klinik. »Hvor mange skal behandles i hvor lang tid for at forebygge, at én person får sygdommen?« Det er væsentlige spørgsmål at stille sig selv og sin læge ved behandlingsstart. Tilsvarende kan man spørge: »Hvor mange skal behandles i hvor lang tid, før én person får bivirkning i forbindelse med behandlingen?«

Den forebyggende medikamentelle behandling er således en balancegang mellem at mindske risikoen for sygdom og at mindske risikoen for bivirkninger i forhold til det enkelte menneskes livssituation. Denne balance bliver sværere og sværere, jo ældre personen bliver.

Det er naturligvis vigtigt, at ældre får relevant behandling, men den forventede restlevetid bør indgå i de vurderinger og forhandlinger, læge og patient har om, hvorvidt de enkelte medikamenter skal tages eller ej.

Hvor stor en del af et resterende liv skal påvirkes af evt. bivirkninger i forhold til kun beskedne virkninger fra et givet medikament? Medikamentelle bivirkninger udløser let funktionsnedsættelse hos mennesker i høj alder, og vi mangler et værktøj til at monitorere ændringer i funktionsevne i forbindelse med påbegyndelse af, fortsættelse af eller ophør med medikamentel behandling.

Sikker ordination og medicinhåndtering vil fortsat være en lægelig kerneydelse, men specielt ved sektorovergange kan der opstå problemer. Medicinhåndteringen vil formentlig blive forbedret væsentligt ved indførelse af det kommende fælles elektroniske medicinkort.

Efterhånden som stadigt flere ældre mennesker stilles over for mere og mere omfattende medikamentelle tilbud, bliver det på ordinationssiden, at den helt store lægefaglige udfordring kommer til at ligge.