Skip to main content

Skadestuen på Aalborg Sygehus - nu med visitation

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

15. jun. 2012
3 min.

Fra 2014 er det meningen, at alle skadestuer og FAMer i landet skal være visiterede. Det står i den økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner, som blev indgået i weekenden.

Den seneste skadestue, der har været gennem omlægningen fra åben til visiteret, er den på Aalborg Sygehus.

Skadestuen er et afsnit på Akut- og Traumencentret på sygehuset, og her forklarer ledende overlæge, Jørn Munkhof Møller, hvordan det er gået, siden visitationen blev indført 10. april.

"Der er både gode og dårlige ting at sige. Det dårlige er, at det ikke sådan lige er til at få en hel befolkning til at ændre indgroede vaner", siger han.

En storstilet informationskampagne har ikke helt givet det udbytte, som sygehuset havde forventet, men Jørn Munkhof Møller hæfter sig ved, at antallet af patienter, der nu kanaliseres via almen praksis, trods alt er godt på vej op.

"I maj var det over 40 pct., der blev visiteret enten via egen læge i dagtid eller Lægevagten, men vi har ikke været over 50 pct.", siger han.

Og positivt er det også, at visitationen rent faktisk har taget en del af trykket af skadestuen.

"Vi kan se en effekt. Vi har haft godt 200 patienter færre i skadestuen i maj sammenlignet med maj sidste år. Men udsvinget er så lille, at det godt kan være naturligt. Men vi forventer, at antallet bliver reduceret, og det er da også en del af baggrunden for, at vi har indført visitation", siger han.

Det hører med, at skadestuen ikke har kørt nogen rigoristisk afvisningsstil. Men efter sommerferien forventer Jørn Munkhof Møller, at praksis bliver skærpet.

"På lidt længere sigt er vi nødt til at have en kant på det. Personligt tror jeg, at engang efter sommerferien skal vi nok til at være lidt mere konsekvente. Måske i kombination med en ny kampagne", siger han.

Pres på almen praksis

Alligevel har omlægningen allerede ført til et øget pres andre steder.

I Lægevagten har der siden omlægningen været "utroligt travlt", siger formand for vagtudvalget Eddie Nielsen, der også er praktiserende læge i Aalborg.

Han tror dog ikke, det udelukkende skyldes, at skadestuen nu er visiteret.

"Vi kan ikke få det til at passe med, at det kun skyldes patienterne fra skadestuen. Måske skyldes det de mange helligdage i perioden, og vi har også haft karneval i Aalborg", siger han.

Alligevel kalder Lægevagten nu en ekstra læge ind om aftenen i løbet af ugen og hele dagen i weekenden.

"Det er en forsøgsordning for at få bragt situationen til ro og vurdere, om der er behov for mere bemanding. Vores erfaring lige nu er, at vi ikke kan konkludere noget. Nogle dage er der brug for den ekstra læge og nogle dage ikke", siger Eddie Nielsen.

I dagtiden mærker de praktiserende læger også en ændring, efter at skadestuen blev visiteret. Ligesom i Lægevagten er det typisk patienter, der får at vide i skadestuen, at de skal henvende sig i almen praksis.

"Jeg tror, den største ændring er i Lægevagten. Men givet er det, at der er kommet flere akutte ting i almen praksis, som patienterne eller var gået på skadestuen med", siger Eddie Nielsen.