Skævheden mellem privat og offentlig

Lægeforeningen har ved hjælp af Dansk Sundhedsinstitut (DSI) fået lavet den første større analyse af markedsgørelsen af sundhedsvæsenet i Danmark: Analyse af privat offentligt samspil i sundhedsvæsenet. Der er mange myter på dette område, og der mangler en kvalificering af debatten. Analysen, der nu foreligger i en første version, afdækker, at det desværre er endog meget svært at få et klart billede af konsekvenserne af markedsgørelsen, fordi der mangler data. Forfatterne til DSI-rapporten kan dog konstatere, at nogle af myterne omkring privat og offentlig ikke holder vand. Ventelisterne er ikke blevet kortere, fordi der er blevet udbudt flere behandlinger. Produktionen, især i det private, er blot steget. Det offentliges arbejdspladser er heller ikke blevet udpint, fordi sundhedspersonale er flygtet til det private.

To konklusioner slår tydeligt igennem: den private sektor har vokset sig større, end det umiddelbart har været antaget i debatten, hvor tal som 1-2% figurerer. Men den private del tegnede sig i 2008 for næsten 4% af produktionen. Det er en samlet stigning på over 60% fra året før. Desuden dokumenteres det, at den private sektor indtil nu har været begunstiget via sine prisaftaler. De har betydet en overkompensation i forhold til de offentlige udbydere.

Vi har i lighed med andre lande, der har introduceret markedsgørelse i et reguleret sundhedsvæsen, fået en forvridning af dele af markedet. Der bliver forsøgt indført nogle af det frie markeds konkurrenceparametre, men uden at alle betingelserne for konkurrence følger med, som f.eks. at prisen kan ændres. Udbud har vist sig at være et stærkt instrument for regionerne, og det vil være oplagt at indtænke mere udbud og mindre forhandling i en kommende revision af takstpolitikken for fritvalgspatienterne.

I Danmark har vi haft den særlige situation, at der er pustet ekstra liv i den regulerede konkurrence, dels ved et udvidet frit sygehusvalg, dels gennem arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Begge disse ordninger har bidraget til, at ligheden, forstået som adgangen til hurtig behandling, er blevet markant mere skæv. Skattebegunstigelsen er såmænd også skæv. Nogle har 100% fordel, andre har 30-60%, mens andre uden for arbejdsmarkedet har nul fordel. Vi må efter skatteforlig konstatere, at forsikringerne formentlig er kommet for at blive, og fortsætter udviklingen, kan vi imødese, at op mod 40% af befolkningen kan blive omfattet. Inden det sker, bør vi få set på, hvordan sundhedsforsikringerne kan komme til at virke mere fremmende for ligheden.

Desværre ser det også ud til, at enmånedsgarantien bliver genindført. Vi vil fortsætte med at arbejde for garantier, der dækker alle patienter og omfatter såvel udredning, behandling som rehabilitering, og bygger på princippet om de mest syge først. Grundlæggende mener vi, at der skal arbejdes på at få det offentlige og det private til at spille bedre sammen, ved at den private sektor inddrages i relevante opgaver, de kan løse med kvalitet og effektivitet. Men inddragelsen må ske i form af maksimal inddragelse i planlægningen, udnyttelse af udbudsmekanismer og intelligente aftaler. Modtager man offentlige penge, skal der stilles samme krav som til de offentlige udbydere i form af deltagelse i de fælles forpligtelser til at uddanne og forske, udveksling af informationer, indberetning af data, etc. Det kræver også synlighed og gennemsigtighed mht. regnskaber, kvalitet etc. Den manglende gennemsigtighed og mangel på data er netop en af forklaringerne på myterne, og at det er så svært at beskrive konsekvenserne af markedsgørelsen.