Skip to main content

»Vi har masser af kontrakter liggende klar til underskrivelse«.

Praksisudvalgsformand Kaj Bernth har netop budt velkommen til en aften, hvor PLO-Nordjylland er vært for nye almenmedicinere og »gamle« praktiserende læger.

Formålet er at skabe kontakter - og gerne kontrakter - blandt de ca. 60 fremmødte og synliggøre for de unge læger, hvor der er eller inden for en årrække bliver en praksis eller en andel af en praksis til salg.

Aftenen indledes med, at de »gamle« læger får fem minutter til at præsentere deres praksis.

Det tilbud har sytten praksis takket ja til, og hver især forsøger de i deres tildelte fem minutter at differentiere sig fra de andre for at vinde de knap 20 yngre almenmedicineres gunst.

Nogle byder sig til med pittoreske scenerier af fjord, strand, hav og skov i forskellige belysninger og forskelligt vejrlig. Andre med diagrammer over indtjening, omkostningsfaktor og patienternes køns- og aldersfordeling, mens andre igen redegør for udbuddet af uddannelses- og børneinstitutioner og opremsningerne af tilgængelige dagligvarebutikker ikke at forglemme. Enkelte husker at nævne kulturen, som f.eks. at »Hvidstensgruppen« skam kan ses i den lokale biograf.

Som repræsentanten for Fjerritslev Lægehus udtrykker det: »Vi vil gerne vise, at man kan leve godt, når man bor på landet«.

De fleste fremviser billeder af praksissens indretning og personalet. Enkelte disker op med en ekstra lille gimmick, som f.eks. føromtalte lægehus, der lover et gratis svampekursus, hvis man vælger Fjerritslev.

Lægehuset i Ulsted fremhæver sine »velbehandlede og rare patienter«. Mens Axel Aubertin, der driver solopraksis i Rebild Kommune, finder det betimeligt med en påmindelse i sin salgstale: »Man kommer ikke sovende til en god indtægt i almen praksis - det skal de unge læger vide«.

Og stort set alle fremhæver afstanden til den nordjyske metropol, Aalborg.

Aalborg er repræsenteret med hele fire praksis - selv her kan det være mere end svært at sælge. En af dem - beliggende i Aalborgs hjerte på Vesterbro - bejler til de yngre kolleger med en »passende arbejdsmængde uden stress« og patienter, hvoraf halvdelen er under fyrre år.

Mentorordning på vej

»Jeg tror, det er en succes«, siger Kaj Bernth i pausen - inden det er meningen, at de unge læger kan cirkulere rundt blandt de enkelte stande: »De unge på vej ud i praksis er bange for at vælge forkert og for at få skuffet deres forventninger. Jeg har personligt hjulpet mange i denne proces, og vi vil nu etablere en mentorordning for de kommende yngre almenmedicinere«.

Der er kø ved kaffen og kagefadene, mens der ikke just er trængsel ved de enkelte lægestande. Der er klart flere sælgere end potentielle købere. Og flere af sidstnævnte er her mestendels for at snuse.

Som f.eks. Anne Borgbjerg Møller, der først er færdig med sin speciallægeuddannelse om et år. Med en ægtefælle, der arbejder på Aalborg Sygehus, er en beliggenhed tæt på Aalborg af afgørende betydning: »Jeg er faktisk i aften blevet positivt overrasket over, hvor mange muligheder der er for en praksis inden for en halv times kørsel fra Aalborg«.

Også for Vitali Tcacanco, der er færdig som speciallæge, er en beliggenhed tæt på Aalborg et ufravigeligt must: »Jeg leder efter intet mindre end min drømmepraksis. Det er ikke en solopraksis, men en praksis med mindst tre læger, så man også kan få familielivet til at hænge sammen«.

Klokken er 21.30. Flere har forladt træffet. Ved en af standene, som tilhører en praksis, der er skrumpet med to læger, hvorfor de tilbageværende tre har trappet op i arbejdsmængde frem for at trappe ned, samler man plasticposerne med materiale, der er stillet til rådighed af det lokale turistkontor.

»Det er svært med de unge kvindelige læger. De er gift med mænd, der er højere uddannet end de selv er. Hvad skal de mænd lave herude på landet? Det er noget andet med os. Vi er gift med sygeplejersker og fysioterapeuter, de kan altid flyttes«.

Nogle har haft »interessante samtaler« - måske blot en enkelt - og har knyttet kontakter. Andre må drage hjem uden at have gjort afgørende indtryk på den kommende generation.