ET DØGN MED... Neurokirurg Christina Rosenlund pendler fra hjemmet ved Grenaa til en døgnvagt på Odense Universitetshospital, hvor hun er afdelingslæge på neurokirurgisk afdeling og desuden har ansvaret for organdonationsforløbene i Region Syddanmark via Dansk Center for Organdonation.
04:00 Står op, slår vand i hovedet, gnider søvnen af øjnene og sætter vand over til en termoflaske transportkaffe. Så kører jeg af sted i Lupo’en og hører lydbog de 214 km til Odense. Her går jeg i omklædningen, trækker i løbetøjet og tager en 20 minutters runde inden jeg skifter til arbejdstøj. Derefter morgen- og røntgenkonference.
9.00 Overtager vagttelefonen, der larmer med løst og fast i løbet af formiddagen. Vi har konsulentfunktion og får opringninger fra sygehusene i regionen om patienter, som de enten gerne vil konferere billeder på eller eventuelt ønsker at overflytte akut til vurdering og behandling.
9.30 Sideløbende går jeg stuegang på neurointensiv, hvor vi har et par halvdårlige patienter. En som har haft en hjernehindeblødning fra et aneurysme, som har brug for eksternt dræn til at trykaflaste i hjernen. Hele formiddagen går med stuegangen på intensiv og opkald fra regionens sygehuse.
12.30 Efter frokost kommer et opkald fra et regionalt sygehus om en patient med kraftnedsættelse i den ene fod, føleforstyrrelser, ondt i ryggen og problemer med at styre vandladning og afføring. De er bange for, at det skyldes en diskusprolaps, som kræver akut operation, hvis førligheden skal reddes på alle fronter. Så ham overflytter vi hertil.
14.25 Patienten ankommer. Kørsel over Lillebælt har åbenbart en magisk evne til at helbrede. Det viser sig, at der ikke er tale om helt så udtalte dysfunktioner, og scanningen viser, at der heller ikke er nogen diskusprolaps, men blot almene slidforandringer i lænden. Så patienten kan udskrives.
18.20 Skadestuen har fået en traumepatient, som er faldet tre meter ned fra en stige. En relativt sund og rask mand, som har slået hovedet. Han var lidt forvirret ude på skadestedet men ellers vågen. På vej til OUH var han blevet dårligere, og da han kom ind på skadestuen, var han ukontaktbar. De har intuberet og lagt ham i respirator. Da jeg ankommer, er de ved at scanne ham. Man kan se et kraniebrud og store blødninger i hjernen. Den venstre pupil er pludselig blevet stor og reagerer ikke på lys. Der er stor hævelse og tegn på meget højt tryk i hjernen. Jeg kan se, at der ikke er én samlet blodansamling, jeg kan fjerne. Jeg har narkoselægen med, så han kan behandle patienten med sovemiddel og stærkt saltvand, der kan være med til at nedbringe trykket i hjernen. Det kan stabilisere ham, mens vi får ham op på intensiv. Der er ikke mulighed for at operere.
19.05 Forvagten og jeg tilser patienten igen og lægger en trykmåler i hjernen på ham. Nu er begge hans pupiller store og reagerer ikke på lys. Trykmåleren siger 58, og normalt skal trykket i hjernen være under 15. Og nu stiger det hurtigt, til 70. Også hans blodtryk og puls stiger brat – et klassisk billede på, at manden hjernedør. Det, der hedder incarcerationsforløb. Al videre behandling er udsigtsløs. Vi slukker for sovemedicinen og kan bare vente på, at det damper af, så vi er sikre på, at dét ikke har indflydelse på hans bevidstløshed. Der er ingen tegn på hjernestammereflekser.
19.40 Vi snakker med familien. Vi taler endnu ikke om organdonation, men jeg orienterer om, at meget tyder på, at han er hjernedød. Det kan vi dog først sige endeligt, når sovemedicinen er helt ude af kroppen.
21.21 Jeg ringer til transplantationskirurgen og forespørger, om manden er i donorregisteret. fortæller kort, hvad han er for en patient, og hvad han tidligere har fejlet – og om han, hvis vi stiller hjernedødsdiagnosen, vil kunne blive donor. Og det kan han – men han er ikke i registeret.
22.00 Mens vi venter, snakker vi med de pårørende, der efterhånden er samlet. Der er to voksne børn. Datteren siger til mig: ’Skal vi så til at tale om organdonation?’, og jeg siger, at det skal vi på et tidspunkt, men ikke lige nu. Først skal de lige fordøje informationerne, og vi skal se, hvad der sker over de næste timer – for vi kan ikke stille hjernedødsdiagnosen endnu. Vi aftaler at tales ved igen senere på natten.
00.30 Jeg har en god og rolig samtale med børnene samt søsteren og svogeren. De bliver informeret om hjernedød, og at man først kan stille diagnosen hen på natten – men at meget tyder på hjernedød allerede nu. Han har allerede været i det, der hedder incarcerationsforløb. – hvor man ser blodtrykket stiger og falder igen, og at han ikke reagerer på stimulationer – men vi kan først stille en egentlig diagnose, når der er gået seks timer efter, at vi har stoppet sovemedicinen.
Datteren og sønnen er helt enige om, at det er helt i patientens ånd at blive organdonor. De har diskuteret det og er enige om, at sådan skal det være. De bliver tilbudt at komme med ind til undersøgelsen, så de kan se, at han faktisk ikke trækker vejret – for det er jo svært at forstå, at en pårørende er død, når han ligger og er varm og har puls. Men det ønsker de ikke.
01.30 Sammen med forvagten går jeg ind for at lave den første hjernedødsundersøgelse, som viser, at han er hjernedød. Den endelige diagnose kan vi først stille om en time.
02.36 Jeg foretager den samme undersøgelse og kan konstatere, at patienten er død. Jeg har som loven kræver kontaktet Fyns politi, da der var tale om en ulykke, for at underrette om, at patienten er kommet ind som et traume og er død og så vidt muligt skal være organdonor. Politiet ankommer en halv time senere, jeg informerer dem om, hvad der er sket, og de ønsker ikke at foretage sig mere.
02.56 Hele organdonationsforløbet kan gå i gang. Vi er færdige på intensivafdelingen. Han går over til at blive donor og bliver kørt til operation efter nogle timer.
04.00 Jeg går i seng og sover fredfyldt til 06.30, hvor jeg står op, tager et morgenbad og får en kop kaffe, inden jeg går en tur rundt på intensiv inden morgenkonferencen kl. 8.00.
