Skip to main content

Skanderborg vil løfte psykisk syge misbrugeres livskvalitet

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

15. maj 2009
8 min.

»Projekt Dobbeltdiagnose«, hedder det. To ord, der de kommende år vil få stor betydning for en gruppe mennesker, der let kommer i klemme mellem forskellige systemer. Det handler om de mennesker, der har diagnose som både psykisk syge og som misbrugere.

»Det er en gammel historie: Vi har nogle medborgere, som bliver puffet fra det ene system til det andet. Lidt firkantet sagt kan man udtrykke det sådan, at psykiatrien ikke vil have dem, fordi de er misbrugere, og misbrugscentrene ikke vil have dem, fordi de er psykisk syge. Sådan har det været i årevis, og det er der jo flere grunde til. Medarbejderne i behandlingspsykiatrien og lokalpsykiatrien har i flere sammenhænge givet udtryk for, at de har behov for mere viden om misbrug. Tilsvarende giver misbrugsbehandlere udtryk for, at de har behov for mere viden om psykiatri. Det er forskellige systemer, forskellige kulturer og forskellige pengekasser. Og man kan spørge sig selv, om hele systemet samlet set er gearet til at tage sig af de dobbeltdiagnosticerede«.

Sådan siger Henrik Andersen, der er projektleder for Projekt Dobbeltdiagnose. Han er cand.mag. i musikterapi og sociologi, har arbejdet som og undervist misbrugsbehandlere samt været projektleder i forskellige sammenhænge. Han arbejder tæt sammen med Henrik Dannevang, der er socialpædagog med mange års erfaring med misbrugere og i årevis har arbejdet med dobbeltdiagnosticerede:

»Jeg plejer at sige, at jeg er håndværkeren og Henrik er akademikeren i dette projekt, og denne kobling mellem teoretisk viden og praktiske erfaringer giver noget helt nyt og spændende«, siger Henrik Dannevang. Men hvordan skal projektet i Skanderborg Kommune i praksis sikre mere helhed i indsatsen for de dobbeltdiagnosticerede?

Udredning

»Vi har konsulentroller i forhold til vores kollegaer og samarbejdspartnere. Når vi får en henvendelse vedrørende en borger i vores målgruppe, hjælper vi den pågældende, der henvender sig, med at komme videre i sagen. Det er vigtigt først at finde ud af, hvem der skal være tovholder i sagen. Herefter opfordrer vi til, at tovholderen undersøger, hvad der allerede foreligger af udredning i forhold til brugeren. Det kan være lægenotater, psykiatriske vurderinger osv. Foreligger der ikke en psykiatrisk udredning, vil vi være behjælpelig med at få en sådan udarbejdet. Vedrører henvendelsen en ansøgning om bostøtte i socialpsykiatrien, vil vi typisk give sparring til bostøttemedarbejderne i forhold til, hvordan de kan lave en supplerende udredning til de indhentede oplysninger«, siger Henrik Dannevang.

»I socialpsykiatrien er vi interesserede i at få et billede af brugerens ressourcer og de muligheder, brugeren har for at udvikle sig. Vi er sammen med personen under forskellige forhold. Vi går måske lange ture, tager på fisketure eller spiller noget musik sammen. Her danner vi os et billede: Hvorfor er der tale om et misbrug? Vi prøver at se misbruget som en del af brugerens samlede livssituation. Egentlig er misbruget i sig selv ikke så interessant. Det interessante er, hvad brugeren bruger misbruget til, hvad det er for en funktion, det har i brugerens liv. Ofte er misbruget et redskab til at håndtere en smerte på. Det kan være angst eller depressivitet. Det nytter ikke noget, at vi kommer og siger, at »det nok ville være godt hvis du holdt op med at ryge hash«. Vi ville hurtigt miste kontakten til brugeren og dermed også muligheden for at flytte brugeren motivationsmæssigt. Vi prøver at indkredse, hvordan brugeren samlet set har det, hvordan hverdagen er, hvordan boligforholdene fungerer osv.

Herefter kommer samarbejdspartnerne på banen: Lægen skal udskrive den medicin, der gør, at vi kan komme i gang med den stabiliserende behandling. Bostøtten skal måske ind over med noget støtte i egen bolig. Der skal tages hånd om de psykiske problemer og om misbruget. Det vigtige er, at systemerne nu taler sammen og koordinerer den indsats, der er nødvendig i netop dette tilfælde«, siger Henrik Dannevang.

Tæt kontakt til lægerne

I Skanderborg Kommune menes målgruppen at være på omkring 100 personer, men det er svært at afgrænse den. Undersøgelser viser, at halvdelen af misbrugerne har psykiske problemer, mens helt op til 80 procent af de psykisk syge i mere eller mindre grad har et misbrugsproblem, fordi de bruger alkohol, andre rusmidler eller stoffer som selvmedicinering.

»Vi vil i projektet være tovholdere på udvikling af såkaldte fællesteam. Disse fællesteam skal bestå af de aktører, der er i den pågældende sag. Det kan være brugerens egen læge, brugerens sagsbehandler, en repræsentant fra jobcentret osv. Fællesteamets opgave bliver at koordinere sagen, dvs. sikre, at der lægges en plan for, hvad der skal gøres og hvornår. I den periode hvor brugerens sag bliver koordineret, vil vi tilbyde brugeren samvær og aktiviteter. Brugeren vil modtage bostøtte samt mulighed for deltagelse i en såkaldt fredagscafe. Den tilbyder aktiviteter som fisketure, musik, dans, drama, foto og video. Ud over indsatsen i dagligdagen skal der løbende være temadage og konferencer, så de forskellige fagpersoner fra forskellige systemer kan mødes og lære af hinanden«, forklarer Henrik Andersen.

Denne del af projektet sættes i gang med en konference til september, og netop nu lægges fundamentet:

»Her i første fase handler det om at få erfaringer fra nogle forløb, og herefter skal medarbejdere i lokalpsykiatrien, i misbrugscentrene samt alle samarbejdspartnere klædes på til at koordinere arbejdet med udgangspunkt i den enkelte. Her handler det om vejledning og sparring af interne og eksterne samarbejdspartnere«, siger projektlederen.

Samarbejdet med de praktiserende læger bliver i den forbindelse intensiveret. Når lægen har en patient, hvor der både er tale om psykisk sygdom og misbrug, kan det ofte være svært at få patienten videre i behandling, fordi misbrugscentrene ikke har ressourcer og viden nok til at tage sig af de psykisk syge og lokalpsykiatrien på tilsvarende måde har svært ved at håndtere misbrugerne.

»Fra team for misbrugspsykiatri i Risskov ved vi, at det er muligt at behandle begge dele på én gang, og vi kan gennem tæt kontakt til lægerne bidrage til, at personen kommer i relevant behandling«, siger Henrik Andersen.

Henrik Dannevang: »I det hele taget er vort samarbejde med de praktiserende læger uhyre vigtigt, hvis dette projekt skal blive en succes. Vi får viden fra lægerne, der også kan sørge for den nødvendige medicinske behandling. Men vi kan også bidrage med viden om den enkelte patient: Virker medicineringen godt nok, hvad viser sig under udredningen? Når vi er sammen med lægens patient i længere tid, viser der sig jo ofte noget, som måske ikke kommer frem i konsultationen«.

Nu skal der opbygges tværsektorielle samarbejdsstrukturer, som der kan bygges på, ikke kun i en afgrænset projektperiode, men gerne langt ind i fremtiden, så indsatsen for de dobbeltdiagnosticerede omsider kan få et løft. Og de to gange Henrik har en plan:

»Vi ved fra erfaringer, at målgruppen er sårbar, anderledes og speciel og ikke altid passer ind i normalitetens kasser. Der er brug for nytænkning, hvis vi skal hjælpe disse mennesker bedre. Vi vil kombinere anerkendt videnskabelig viden på området med musiske, kreative tiltag. Vi vil inddrage brugerne gennem konkrete aktiviteter, og vi ønsker at inddrage kollegaer og samarbejdspartnere ved at skabe temadage og konferencer der er levende og inspirerende«, siger Henrik Andersen og Henrik Dannevang, »håndværkeren og teoretikeren«.

FAKTA

I Projekt Dobbeltdiagnose skal et fællesteam sikre det tværsektorielle samarbejde omkring dobbeltdiagnosticerede borgere i Skanderborg Kommune.

Vision

Borgere med dobbeltdiagnose skal opleve en koordineret og fagligt velfunderet indsats fra systemet side. En indsats, der tilrettelægges med udgangspunkt i borgerens egen motivation og behov.

Succeskriterie

I projektets første to år skal 75 procent af de sager, der behandles i fællesteamet, være koordinerede, og halvdelen af brugerne skal opleve større tilfredshed med de tilbud og den støtte, de har fået.

Læger i Skanderborg Kommune: Dette projekt har vi efterlyst i årevis

Projekt Dobbeldiagnose bliver med praksiskonsulent Margit Maltesens ord modtaget med kyshånd af de praktiserende læger i Skanderborg Kommune:

»Ja, vi har i årevis ønsket et initiativ målrettet de dobbeltdiagnosticerede, der let falder tungt mellem to stole. Vi har ofte oplevet, hvor svært det kan være at hjælpe disse patienter videre: Psykiaterne siger, at disse patienter ikke tilhører målgruppen, og at psykiatrien ikke kan stille noget op, så længe patienterne drikker. Og på alkoholambulatoriet kan de ikke gøre noget, når patienterne har en uafklaret psykisk sygdom. Det er et problem, vi jævnligt støder på, og derfor er der i høj grad behov for en koordineret indsats«, siger Margit Maltesen.

Hun har selv gode erfaringer med projektet, fordi et af de første forløb var med en af hendes patienter:

»Det er en kvinde, der har problemer med angst, og som i de sidste 20 år, jeg har haft hende, har drukket for meget i perioder. Hun har ikke kunnet tage imod de psykiatriske tilbud på grund af misbrug, men nu har de i Projekt Dobbeltdiagnose i bogstaveligste forstand taget hende ved hånden og direkte fulgt hende til behandling. Det er altså vigtigt, når vedkommende skal med tog osv., og det er nemmest at blive hjemme, fordi det er praktisk besværligt at nå frem. Hun er nu under afrusning på en institution og har været det i flere uger. Det er et stort skridt frem, og de har på en flot måde taget fat i min patient der, hvor hun er. I et andet tilfælde ved jeg, at de ved en dobbeltdiagnosticeret simpelthen måtte starte forløbet med at vaske op og rydde op hos borgeren, før det var muligt at komme videre. Hvor mange faggrupper ville gøre det? Det er denne humanistiske tilgang, de i projektet har til den enkelte, der er så vigtig«.

Margit Maltesen ved fra kolleger, at der generelt hos de praktiserende læger er store forventninger til projektet:

»For os kan det være svært at have overblik over, hvilke muligheder, der egentlig er for denne gruppe patienter. Med Projekt Dobbeltdiagnose har vi fået et tilbud, der kan indebære koordinering af forløbene fra nogle fagpersoner, der har stor viden og overblik. De kan stå for en »håndholdt indsats«, hvor det er den enkelte patient, der tages udgangspunkt i, og hvor der kan gøres noget på tværs af systemerne«.