At skrive selv eller at skrive af ...

Forskere med hang til at finde fem fejl fandt luppen frem, da de i begyndelsen af året så en artikel af overlæge Rune Midgard og andre i det videnskabelige Tidsskrift for den norske Lægeforening.

Artiklen begyndte således:

»Optikusnevritt er en vanlig tilstand med en insidens på 1-5/100.000 per år, hyppigst i aldersgruppen 20-49 år, der kvinnder affiseres oftere enn menn. Sykdommen gir oftest en subakutt ensidig synsreduksjon, men tap af synsstyrke på begge øyne kan også opptre, samtidig eller sekvensielt ...«

Det lød umiskendeligt som en tre år gammel artikel fra The Lancet.

Her lød de indledende ord sådan her:

»Optic neuritis is common, having an incidence of 1-5 per 100.000 per year. The incidence is highest in countries at high latitudes, and in spring. Individuals aged 20-49 years are most at risk, with women more affected than men. The condition usually presents as subacute unilateral loss of vision, although loss of vision on both eyes can arise either simultaneously or sequentially ...«

Sådan fortsatte den norske artikel, der i passager var ordret oversat fra engelsk til norsk.

Ordret efterligning

Efter at have undersøgt sagen nøje besluttede redaktør Charlotte Haug sig for, at der var tale om plagiat. Det kan ellers være en hårfin balance, for hvor stopper inspirationen fra andres arbejde og hvor begynder direkte kopiering? Hvor går grænsen fra at kopiere et enkelt, velskrevet afsnit ind i en tekst til at cut-og-paste store dele af en andens artikel eller en af sine egne af ældre dato? Må det være en sætning? Et afsnit? Ti? Må ti procent af artiklen være kopieret?

Afvejningen er subjektiv.

I Charlotte Haugs leder under overskriften: »Å skrive selv eller skrive av - er det så nøye?« skriver hun:

»Ifølge Websters ordbog er det (plagiat, red.) at stjæle andres ord eller idéer eller videreformidle dem som sine egne uden at kreditere kilden. De fleste vil være enige om, at noget sådant er uacceptabelt. Samtidig bygger hele den videnskabelige kultur på, at man bringer andres kundskab, fund og idéer videre (...). At man bruger andres tekst, idéer og/eller illustrationer, at man ikke krediterer oprindelig forfatter tilstrækkeligt, at man giver indtryk af at materialet er ens eget, og at man ikke har indhentet tilladelse fra oprindelig forfatter. Anvendes disse kriterier, falder Midgard og medarbejderes artikel klart indenfor definitionen af plagiat (...). Hvem forfatteren er, er væsentligt for, hvordan vi læser en tekst, ikke mindst hvis det drejer sig om en oversigtsartikel. For norske læger har det en særlig tyngde, hvis toppen af det norske fagmiljø står som forfattere og dermed siger god for indholdet (...)«.

Hun opfordrede forfatterne til at trække artiklen tilbage, hvilket de gjorde.

I et tilbagetrækningsbrev, som står i samme nummer som Charlotte Haugs leder, skriver Rune Midgard, at artiklen blev udarbejdet baseret på en litteraturgennemgang, diskussioner i et konsensusmøde og den samlede kliniske erfaring hos forfatterne.

Forfatterne erkender, at grundet af manglende årvågenhed i skriveprocessen er store dele af artiklen oversat fra en tidligere publiceret oversigtsartikel om samme tema. Forfatterne beklager det stærkt, og trækker derfor artiklen tilbage.

»Ud over det ønsker jeg/vi ikke at kommentere sagen i andre medier. Sagen opfattes som afsluttet fra min/vores side«, skriver Rune Midgard i en e-mail til Ugeskrift for Læger.

Mere konkurrence flere kopier

Plagiering indgår i definitionen på videnskabelig uredelighed, og ifølge en artikel i tidsskriftet Nature tidligere i år er det et stigende problem. Læge- og naturvidenskabelige forskere forsøger i stigende grad at pudse fjerene med andres næb og puste deres CV'er op med unfair metoder. Forklaringen er stigende konkurrence om forskningsbevillinger, legater og stillinger.

Selv om de fleste ikke bliver opdaget, så vurderede samtlige redaktører, som Nature havde kontaktet, at plagiering, herunder hvor forskere sender samme artikel ind til forskellige tidsskrifter, stiger.

Det har fået store udgivere som Blackwell og Elsevier til at lede efter brugbare metoder, som kan finde snyderne. Det kan for eksempel være antikopieringssoftware, som universiteterne bruger til at tjekke studerendes opgaver. Det skulle tilkobles det onlinesystem, som tidsskrifternes peer-reviewers bruger.

»Vi ser det som en idé med stort potentiale. Det vil på sigt blive en del af redigeringen«, siger Bob Campbell, bestyrelsesformand for Blackwell Publishing i Oxford til Nature.

Et af softwareprogrammerne er udviklet af en amerikansk forsker på Cornell University i New York, efter han fandt 22 plagierede artikler i arkiverne; en software som er ved at blive taget i brug. Et andet er det såkaldte Self-Plagiarism Detection Tool (SPlaT), som tager artikler fra forfatteres websites og sammenligner dem med andre på websitet og med andre manuskripter, for eksempel dem under review.