Skip to main content

Skrivebordet er en demarkationslinje

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

31. okt. 2005
6 min.

En stol har ikke kun noget at gøre med siddekomfort, men også om »territorier« og »magtforhold«. Ifølge antropolog Beth Elverdam.

Som lektor på Institut for Sundheds-tjenesteforskning, Almen Medicin, Syddansk Universitet, har hun været på feltarbejde hos et antal alment praktiserende læger for at studere kulturen i almen praksis, og hun er blevet mere og mere fascineret af indretningen af praksis, og den betydning rummene har for mødet mellem læge og patient.

Der ligger mange uudtalte kulturelle spilleregler skjult i indretningen af rummet. Spilleregler som ingen, der bruger rummene i det daglige, tænker over eller kan få øje på.

Det er disse kulturelle spilleregler, som optager antropologen, og de afdækkes ved at studere menneskers hverdagsliv.

Rummet i praksis er specielt, fordi det er muligt for den enkelte læge at forme det - i modsætning til fx på et hospital. Rummet er noget fysisk, men samtidig også farver, indretning og udsmykning. Det er kompleksiteten af alle disse der gør, at der ikke er én måde at indrette en konsultation på.

Efter at have besøgt, gjort iagttagelser og fotodokumenteret snesevis af praksis i Danmark og USA er hun ikke i tvivl om, at selve indretningen af praksis kan have betydning for behandlingskvaliteten.

For en bedre indretning gør patienterne trygge og mere ligeværdige med lægen. Derved bliver det lettere for dem at sige til lægen, hvad der plager dem, og, ikke mindst, hvad deres egentlige ærinde er. Indretningen kan med andre ord smidiggøre den svære kommunikation mellem læge og patient, som kan være så afgørende for et succesfuldt behandlingsforløb.

»Hvis en patient føler sig godt tilpas, har vedkommende lettere ved at fortælle, hvad der er vigtigt«, siger Beth Elverdam.

Forskellige territorier

Men der findes ingen gyldne regler, manualer eller bare gammeldags gode råd om, hvordan lægen mest hensigtsmæssigt indretter sin praksis.

Beth Elverdam har et forslag til, hvordan læger kan bliver mere bevidste om, hvordan de ydre rammer af praksis virker på patienten. Tag fotografier og kig godt på dem.

»Fotografier er en anden repræsentation af rummene og giver en mulighed for at se på dem, som om man ikke har set dem før. Billeder er meget afslørende, fordi de lader en se det, man ellers ikke lægger mærke til«, udtaler hun.

Beth Elverdams feltstudier har ført til interessante konklusioner:

»Patienterne er ikke så interesserede i, hvordan konsultationen ser ud; mere i hvordan venteværelset ser ud, for det er patientens territorium; konsultationen er lægens territorium. Men når lægerne indretter praksis, er de meget lidt optaget af venteværelserne, mere af konsultationsrummet«, siger Beth Elverdam.

Hun nævner, at den manglende interesse hos lægerne for venteværelset kommer til udtryk, når en praksis får en ny kompagnon.

Der kommer flere patienter. Men venteværelset forbliver typisk af samme størrelse.

Pc'en forstyrrer

Grundlæggende viser de ydre rammer i praksis tydeligt, at der ifølge Beth Elverdam er tale om et ulige magtforhold - patienten kommer ind på lægens territorium, som er den antropologiske term for den slags. Det viser sig stærkest i konsultationen, hvor lægen som regel - og af gode, praktiske grunde - sidder bag sit skrivebord i nærkontakt med sin uundværlige pc.

Men hermed bliver læge og patient adskilt både fysisk og delvis psykisk. Fysisk fordi bordet understreger magtforholdet, og næsten altid bliver magtforholdet endnu mere klart, fordi læge og patient sidder på forskellige stole, bemærker Beth Elverdam. Kun i én dansk konsultation har hun konstateret, at der var samme slags stol til både læge og patient.

Psykisk er der på grund af indretningen også en adskillelse mellem læge og patient. Pc'en trækker nemlig tit lægens opmærksomhed fra patienten, mener Beth Elverdam. Ofte skal den alment praktiserende læge lige finde en information på computeren, fx kontrollere en oplysning, som patienten er kommet med, eller lægen skal skrive en besked af en eller anden art - alt i alt forstyrrer det kommunikationen mellem læge og patient, mener Beth Elverdam.

Hun nævner, at hun i praksis i USA har oplevet helt andre måder at møde patienten på i konsultationen. Ofte er det samme slags stol, og patienten vælger først stol. Desuden har de amerikanske alment praktiserende læger ofte ikke egne konsultationsrum, men vælger det rum som nu engang er ledigt. Lægen er nødt til at sætte sig på den ledige stol.

Hermed »indtager« patienten rummet først. Derved bliver det et mindre problem, at patienten kommer ind på lægens territorium.

Desuden er afstandsproblemet med pc'en heller ikke et problem i USA, i hvert fald ikke i de praksis, som Beth Elverdam har besøgt, fortæller hun. For lægerne bruger ikke computer under konsultationen. Under konsultationen sidder lægen med papirjournal i skødet i stedet.

»Pc'en binder den danske læge til skrivebordet. Den er kommet imellem lægen og patienten. Skrivebordet er blevet en slags demarkationslinje«, mener Beth Elverdam, som nævner, at de patienter, som hun har talt med, siger, at lægen ikke bør bruge tid på pc'en under konsultationen. Patienterne føler sig forsømte.

»Nogle læger læser op fra pc'en, vender den og viser skærmen til patienterne, men det bryder samtalen og den vigtige øjenkontakt«, tilføjer hun.

Hjemlige omgivelser

Beth Elverdam fortæller, at det er »moderne«, at anbringe en stol til patienten for enden af skrivebordet og ikke over- for.

Det synes hun også bedre om, men der er ofte et aber dabei ved den løsning, når lægen vælger at indrette konsultationen med skrivebordet op ad væggen og med Elverdams ord »burer patienten inde i et hjørne«.

Beth Elverdam siger, at lægen kunne overveje at anskaffe et mindre skrivebord - det kunne formindske det i forvejen ulige magtforhold. Skriveborde med buede hjørner og samme stole til læge som patient kunne være en fornuftig ide, mener hun. Stolene må gerne være med hjul - det »frisætter« patienterne, tilføjer hun.

»Det er altid tydeligt, hvad der er lægestole og patientstole. Jeg har aldrig set en patient sætte sig i en lægestol«, oplyser hun, som på sine feltstudier typisk tager ud og observerer konsultationer i den samme praksis en hel dag ad gangen.

Selv om Beth Elverdam har iagttaget flere praksis end de fleste, vil hun ikke opstille en model for, hvordan man indretter sin praksis. Det er ikke hendes mission.

Dog vil hun godt i overordnede vendinger sige, at omgivelserne skal være hjemlige, nærmest hyggelige, uden at være for hjemlige. Hun fraråder fx, at der er for mange børnetegninger og fotos af familiemedlemmer på vægge og skriveborde, og interiøret bør ikke bestå af møbler fra privaten. Det unde rstreger blot lægens territorium.

Praksis må heller ikke være så hjemlig, at det kliniske præg bliver skjult. Det går ud over lægens troværdighed. Omvendt kan det kliniske element være for åbenlyst.

Beth Elverdam nævner, at undersøgelseslejer, som allerede er betrukket med papir, er - selv om det umiddelbart virker logisk og praktisk - en uheldig æstetisk løsning, fordi det distancerer sig fra det hyggelige, som kan gøre patienten tryg og meddelsom.

Fakta

Forsømt område

Alment praktiserende læge, Troels Bové, synes, at der er behov for guidelines for indretning af praksis.

»Indretning er et forsømt område. Der findes desværre ikke noget materiale, som en ny læge kan få i hånden, om hvordan hun eller han indretter sin praksis. Det er ærgerligt, fordi både den verbale og den non-verbale kommunikation spiller en stor rolle i konsultationsprocessen. De fysiske rammer er et ikke ubetydeligt aspekt i patientkontakten«, udtaler han.

I den forrige lærebog i almen medicin havde Troels Bové taget initiativ til at oversætte gode råd om indretning fra en norsk lærebog. Men de gode råd er ikke med og ikke erstattet af andre i den seneste udgave af den danske lærebog.

»Jeg er ked af, at afsnittet om indretning er pillet ud. Stadigvæk bør der i en lærebog i almen medicin være oplysninger om og krav til den rent fysiske indretning«, mener han.

Han tror dog, at mange læger er bevidste om indretningens betydning, men tilføjer, at de ydre rammer ofte sætter en naturlig begrænsning på mulighederne for at lave radikalt om på sin praksis.