Skip to main content

Slut med de mange fedme- og rygoperationer

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. dec. 2010
2 min.

Den 1. januar trådte to nye sæt retningslinjer for, hvornår patienter skal opereres for fedme og visse ryglidelser, i kraft.

Aldersgrænsen hæves fra 18 til 25 år, og patienten skal fra nu af have en BMI på mindst 50 mod 40 indtil årsskiftet.

Retningslinjerne skal føre til, at færre patienter skal under kniven, og dermed bremse den markant øgede aktivitet de senere år.

Kun USA har flere operationer målt pr. million indbyggere, og det er regeringens og Danske Regioners håb, at de nye retningslinjer reducerer antallet af fedmeoperationer med 40 procent og barberer hver tredje rygoperation væk.

Antallet af fedmeoperationer er eksempelvis steget fra 1.200 til 2.700 alene fra 2007 til 2009.

»De personer, der bliver indstillet til en fedmeoperation, er mindre overvægtige, de er yngre og de har færre følgesygdomme end de personer, der blev indstillet til operation, dengang fedmeoperationer blev indført«, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).

Men de nye retningslinjer kommer før en ekspertgruppe 1. april skulle aflevere det faglige input til retningslinjerne, og det har vakt undren blandt fagfolk.

»Hvor er Sundhedsstyrelsen? Det burde være den øverste sundhedsfaglige myndighed, som sammen med de lægevidenskabelige selskaber stod i spidsen for dette arbejde. Det vil sikre den nødvendige faglige garanti for indholdet, og det er vigtigt, når de skal føres ud i livet«, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen, der opfordrer sundhedsministeren til at sikre, at Sundhedsstyrelsen får en hovedrolle i arbejde med kliniske retningslinjer fremover.

Ministeriet forklarer i en skriftlig redegørelse:

»Det blev i november 2010 vurderet, at det arbejde (input fra den faglige arbejdsgruppe, red.) ikke kunne nå at blive afsluttet inden udgangen af 2010, ligesom det arbejde heller ikke ville kunne opnå det ønskede fokus på styring af aktiviteten. Arbejdet blev derfor overført til en smallere arbejdsgruppe«.

Retningslinjerne er udsendt til regionerne, offentlige sygehuse, alment praktiserende læger, speciallæger og privathospitaler.