Skip to main content

Region Nordjylland har siden 2008 indgået en række fastholdelsesaftaler med ældre praktiserende læger.

Formålet har været at udskyde lukninger af lægepraksis i de områder, hvor det ikke har været muligt at rekruttere nye læger.

Lægerne har via aftalerne haft mulighed for at købe sig til fx aflastning i deres praksis, og dermed har regionen undgået, at et større antal nordjyder blev lægeløse.

Lægen har samtidig været forpligtiget til at forsøge at afhænde sin praksis til en ny læge.

Alligevel har dette ifølge et udkast til den nye praksisplan for 2012-2015 »vist sig mere vanskeligt" - det er der kun få læger, der har formået.

Ny strategi rettet mod de unge

Da fastholdelsesaftalerne således ikke har medvirket til en »langsigtet løsning«, ændrer regionen derfor strategi.

Nu skal al fokus rettes mod at rekruttere yngre almene medicinere.

Ændringen får imidlertid ingen konsekvenser for de 34 læger, der lige nu har en fastholdelsesaftale med regionen.

»Vi vil ikke indgå nye fastholdelsesaftaler, men de læger, der i dag har en sådan aftale med os, kan sove roligt om natten - vi vil ikke opsige deres aftaler«, fastslår regionsrådsformand Ulla Astman over for Ugeskriftet.dk.

Reaktionen fra formand for regionens Praksisudvalg, Kaj Bernth, til meldingen fra arbejdsgiveren er, at fastholdelsesaftaler fortsat vil være nødvendige:

»Det er nu patienterne, der kan sove roligt - lægerne kunne bare gå på pension. Og nej, det er ikke en trussel, men en kendsgerning. Vi er enige med regionen i, at der skal satses på at få de unge almene medicinere til at slå sig ned i Nordjylland, men det vil fortsat være nødvendigt at indgå fastholdelsesaftaler - fx i Thy«, siger han og fortsætter:

»Går en læge på 68 på pension, er der stor risiko for - og det har vi eksempler på - at en yngre kompagnon i 60'erne også gør det. Dermed er der skabt en dominoeffekt. Og den skal vi helst undgå. Her har fastholdelsesaftaler vist sig at have betydelig effekt«.

Ved hjælp af fastholdelsesaftalerne er det lykkedes at øge den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for praktiserende læger fra 62 år til over 65 år i dag.