Skip to main content

Små huer med stor betydning

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

22. aug. 2008
4 min.

Det er i bogstaveligste forstand en kold verden, de nyfødte møder, når de forløses ved kejsersnit på en operationsstue. Men på sygehuset i Kolding går der ikke mange sekunder, før tilværelsen bliver lidt varmere. De små iklædes nemlig straks en hjemmestrikket »navlestrengshue«, og det varmer i både direkte og overført betydning:

»Rent fagligt er der jo ikke noget nyt i, at børn, taget med kejsersnit, ikke må blive kolde. Da der er koldt på operationsstuen, bliver børnenes hoveder alle steder omgående ,klædt på`, og hos os gjorde vi det tidligere med strimler af gazesokker. Men det ser jo ikke ligefrem festligt ud, og barnet kommer let til at virke noget blegt. Her er det anderledes sødt med små huer, og ideen med de hjemmestrikkede huer opstod som led i hele den stemning, vort projekt elektivt sectio team har været med til at skabe«, fortæller narkoseoverlæge Eva Weitling, Fredericia og Kolding Sygehuse.

Mere kaffe end smertestillende

Det nævnte projekt betyder, at der arbejdes tværfagligt omkring en gruppe mødre, der skal have foretaget kejsersnit. De får information sammen, de er sammen i tiden op til operationen, de er sammen på Patienthotellet bagefter osv. Det er på alle måder befordrende, og det skaber en god stemning, som betyder, at der nærmest må serveres mere kaffe end smertestillende medicin, som en sygeplejerske i Kolding har udtrykt det.

»De små huer skulle være med til at fejre projektets succes og den stemning, det skaber. Mødrene snakker meget om, hvor søde de små er med huerne på, og det skaber nogle gode stemninger omkring hele situationen og i vores kontakt med moderen. Det skærper også opmærksomheden omkring, hvor vigtigt det er med varmen, fordi der med huerne er ekstra meget fokus på det. Desuden får fædrene pludselig en helt speciel rolle, for det er som regel dem, der beslutter, hvilken hue deres barn skal have på«, fortæller Eva Weitling.

Fædrene kan let føle sig uden for, når der er tale om kejsersnit, men her inddrages de altså på den måde, at de udvælger det allerførste stykke varmende tøj, deres barn skal i føres. Og der er forskelle på huerne, både i farver, mønstre osv.

»Vi kan jo ikke dokumentere, at huerne er bedre til at varme de små hoveder end andre varmende løsninger. Men vi oplever, at det har en betydning for hele atmosfæren og hele stemningen. De var også med til at give et løft på et tidspunkt, hvor der endnu en gang blev snakket nedskæringer. Med små midler kan man være med til at skabe en bedre stemning omkring offentlige tilbud. Vi har jo faktisk meget at tilbyde«, siger Eva Weitling.

På sygehuset er der i hvert fald mange, der mener, at Eva selv har meget at tilbyde. Derfor er hun da også blevet hædret med Fokusbuketten, som husets personaleblad står for uddelingen af.

Et strikkende damekorps

Men den initiativtagende overlæge fandt hurtigt ud af, at strikkepindene skulle være nærmest rødglødende, hvis hun skulle klare opgaven selv.

Sidste år var der på Kolding Sygehus mere end 3.000 fødsler, og af dem var mere end hver femte ved kejsersnit. Det kræver altså omkring 700 huer om året. Der er nemlig ikke noget med genbrug, og proceduren er den samme hver gang: Når en hue er færdig, bliver den skoldet og derefter pakket ind i plastik. Faren udvælger huen, og når barnet er kommet til verden, kommer den på hovedet. Herefter er huen barnets og forældrenes ejendom. Den kommer med dem hjem som et minde, og den lillebitte hue vil altid være en erindring om et godt forløb og en god behandling. Det ligger der også en værdi i.

Eva Weitling har sikret sig et helt korps af huestrikkere. Alderspræsidenten er tante til overlægens overbo: en dame på 85 år, der ikke bare er den ældste, men også den mest produktive. I Eva Weitlings hjemby, Haderslev, er en strikkecafe blevet mobiliseret. Og en del af operationssygeplejerskernes mødre giver også en hånd og to strikkepinde med.

Eva Weitling er ankermand i det hele. Hun deler ud af strikkeopskrifter, og hun efterlyser garnrester, så de strikkende damer ikke løber tør. Huerne er et hit, og for idekvinden er det i sig selv rart altid at have noget at strikke på. Hun strikker ofte lige en hue. Det tager cirka en tv-avis.