Smertepatienter sygeliggøres og fastholdes i deres kroniske smertetilstand

Hvert år stiger antallet af kroniske smertepatienter med 6.000-7.000 personer, og omkring 20% af alle danskere mellem 16 og 67 år beskriver at have længerevarende eller kroniske smerter. Personer med kroniske smerter har flere sygedage, hyppigere afgang fra arbejdsmarkedet og et betydeligt overforbrug af sundhedsvæsenets ydelser. Ud over svær menneskelig lidelse giver det samfundet en meget stor økonomisk belastning. Samfundets udgifter, der alene skyldes tab af arbejdsdage, svarer årligt til mere end én milliard kroner, dertil kommer udgifter til pension, undersøgelser og behandlinger.

Personer med langvarig smerte benytter alle dele af sundhedsvæsenet ca. dobbelt så meget som de, der ikke har smerter, og den ene procent af befolkningen, der henvises til specialiserede smerteenheder, er den gruppe, der har det største forbrug af sundhedssystemet. Deres årlige antal af hospitalsliggedage er således op til fem gange højere end en sammenlignelig gruppe i normalbefolkningen.

»Trods store anstrengelser og forbrug af nærmest uoverskuelige økonomiske ressourcer er det ikke lykkedes hverken at løse eller reducere det kroniske smerteproblem«, siger overlæge, dr.med. Jørgen Eriksen, Tværfagligt Smertecenter, H:S Rigshospitalet. Han forsvarede den 10. december 2004 sin doktordisputats: Long-term/chronic non-cancer pain. Epidemiology, health-care utilization, socioeconomy and aspects of treatment.

Fastholdes i smerter

Et af de store problemer i smertebehandlingen er, ifølge Jørgen Eriksen, at behandlingen afhænger af det speciale, som patienterne henvises til.

Eksempelvis forsøger kirurgerne at operere patienterne ud af smerterne, reumatologerne giver blokader, »gigtpræparater« og ordinerer fysioterapi, psykiaterne ser patienterne som somatiserende, anæstesiologer giver blokader og medicin (opioider), og i det sociale system mødes gruppen ofte med mistænksomhed.

»På et tidspunkt er det ikke længere interessant, hvor smerten er opstået eller oprindeligt lokaliseret. I stedet er det mere selve smerteoplevelsen, der bør være i fokus, og hvilken betydning de fysiske, psykologiske og sociale aspekter har for den enkelte patient. Det sker bare ikke, fordi både læger og patienter fortsat leder efter en fysisk årsag til smerterne. Tilfældige og ubetydelige fund bliver til kropsrelaterede diagnoser, og patienterne henvises til specialistenheder med interesse for kropsrelaterede smertelokalisationer og behandlinger.

Konsekvensen er, at mange patienter sygeliggøres - selvom en stor del af patienterne ikke burde være i sundhedsvæsenet«, siger Jørgen Eriksen.

Han mener, at når kroniske smertepatienter vedblivende bliver undersøgt og behandlet, fastholdes de i en opfattelse af, at de er syge, og at årsagen er biologisk.

»Nogle af patienterne betegner vi somatiserende, men hvis en patient skal være somatiserende, så kræver det også en læge, vedkommende kan somatisere sammen med. Patienterne får først betegnelsen somatiserende efter at have gennemgået en lang række undersøgelser og behandlinger. Det kan derfor undre en, hvorfor patienterne først bliver somatiserende efter fx fire rygoperationer, behandlinger hos fem forskellige specialister og efter flere længerevarende fysioterapeutiske behandlinger. Hvis patienten har et psykiatrisk problem, er det så et, vi som læger har induceret gennem vores behandlinger? Hvis det derimod allerede var til stede hos patienten inden, hvorfor erkendes problemet så først bagefter?«, siger Jørgen Eriksen.

En stor del af kroniske smertepatienter bør hjælpes til at acceptere, at deres smerter er et handikap, som de skal støttes til at leve bedst med. Det er sundhedsvæsenet ikke de bedste til.

»Jeg har ikke et godt svar på, hvor de så skal være, men for en stor del af denne gruppe er sundhedsvæsenet ikke et heldigt sted at være, fordi der behandles syge mennesker. Man kan ikke blive ved med at behandle et handikap, som kroniske smerter er, på samme måde som man ikke kan operere på et allerede amputeret ben. Vi applicerer et akutsystem på en kronisk tilstand, og det er lige så forkert, som hvis vi behandlede en brækket arm ved at se den an i flere uger. Når patienter med kroniske smerter erkender, at de har et handikap, får de det bedre«, siger Jørgen Eriksen.

Lægeligt ansvar

I USA ses, ifølge Jørgen Eriksen, en kapitalisering af behandlingen af kroniske smertepatienter, fordi det er en patientgruppe, hvor der kan tjenes mange penge. Hospitalerne modtager penge for at blive ved med at behandle, og både advokater og læger kan tjene penge på undersøgelser og behandlinger, der måske ikke burde foretages. Det er en udvikling, vi måske også vil opleve i Danmark, hvis holdningen over for det kroniske smerteproblem ikke ændres.

Jørgen Eriksen mener, at der bl.a. bør fastsættes grænser for, hvor mange operationer der bør foretages, og hvor mange fysioterapibehandlinger, der kan gives. Det er imidlertid vanskeligt, hvis både læger og patienter har en fælles opfattelse af, at årsagen til smerterne er biologisk, og at den kan fjernes, under- strege han.

»Vi kan ikke ud fra røntgen, scanning og lignende afgøre, om patienten har smerter. Alligevel gøres tilfældige fund til mulige årsager, som der indledes behandlinger på. Samfundet har ikke råd til fortsat at betale for undersøgelser, der ikke løser problemet, og til udokumenterede behandlinger. Derfor bør der nedsættes en national komité, der kan vurdere, hvilke behandlinger der ud fra den foreliggende dokumentation er relevante. Det er udarbejdet nationale planer inden for behandling af bl.a. hjertesygdomme og kræft, men indenfor kroniske smerter er forholdene kaotiske. Alt for mange faggrupper og specialister mener, at de har løsningen, hvorefter politikerne presses til at give alle patienter tilbuddet«, siger Jørgen Eriksen.

I dag accepterer patienter ikke at have ondt, eller at der ikke er et tilbud om behandling til dem. Holdningen er, at du altid kan opsøge en anden behandler eller klage over manglende behandlingstilbud.

»Vi må som læger påtage os et ansvar for, at vi er med til at fastholde patienterne i den kroniske smertetilstand og måske ligefrem med vore behandlingstilbud påfører dem ,nye` smerter eller forværring af allerede eksisterende smerter. Vi bør ikke tilbyde behandlinger, der ikke er indikation for, eller som alene ordineres ud fra specialistens kikkertsyn. Selvfølgelig er det vigtigt ikke at overse en somatisk sygdom, men i en overdreven søgen efter en biologisk årsag, gør vi alt for mange syge undervejs«, siger Jørgen Eriksen.

Fakta - Railway-syndromet

I 1880'erne fik en gruppe af kvinder smerter og træthed af de bumb det gav, når de kørte med tog. Det blev beskrevet som railway-syndromet, og dets eksistens var mange overbeviste om dengang.

»I dag har vi opfundet en række andre nye sygdomme som bækkenløsning, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og whiplash«, siger Jørgen Eriksen.

Fakta - 800% stigning i forbruget af opioider

Ca. 135.000 danskere indtager et morfinpræparat hver dag. I perioden 1984 til 2002 er forbruget af opioider i Danmark øget med ca. 800%. Størstedelen af patienter henvist til specialiserede smerteenheder er allerede ved henvisningen i behandling med opioider, og en væsentlig del har et misbrugsproblem, der yderligere komplicerer deres smerteproblem.

»Næsten halvdelen af tiden på smertecentret går med stabilisering og forsøg på udtrapning af morfinpræparater. Det er meningsløst, og burde ikke været nået så vidt. Læger og industri går hånd i hånd i denne udvikling. Lægerne ordinerer præparaterne, og industrien udvikler nye produkter som fx ,plastre`, som ingen ud over industrien har udtrykt behov for. Når først morfinprodukterne er introduceret - så sælger de sig selv, for patienterne udvikler tolerans og fysisk afhængighed«, siger Jørgen Eriksen.