Skip to main content

Socialt-lægeligt samarbejde 2011

Af Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens Attestudvalg

30. maj 2011
2 min.

Lægeforeningen og KL har revideret samarbejdssamtalen fra 2009. Ved Socialt-lægeligt samarbejde formidles relevante sociale og lægelige oplysninger mellem kommuner og læger med henblik på at opnå den optimale sagsbehandling for borgerne.

I den anledning vil jeg gerne gøre opmærksom på et par af aftalens områder.

LÆ100: bruges når kommunen overdrager opgaver til privat aktør. Det er lægens dokumentation for, at den private aktør må indhente helbredsmæssige oplysninger ved brug af LÆ-blanketter, og den skal således foreligge. Hvis ikke den private aktør har medsendt den, må lægen sørge for, at den bliver indhentet ved at kontakte rekvirenten.

Når de kommunale aktiveringssteder anmoder egen læge om lægeattest ved klienters sygefravær, anmodes der ofte om friattest. Det er i strid med aftalen. Her gælder nemlig, at kommunen skal anmode om LÆ-attest, hvis der findes behov for helbredsdokumentation. Derfor skal lægen afslå at udfærdige friattest eller mulighedserklæring og henvise til aftalen.

Når du modtager en anmodning om en lægeattest, kan det være, du ud fra dit kendskab til patienten og sygehistorien ikke finder attesten velegnet til det, der ønskes oplyst. I de tilfælde er det altid en god idé at kontakte sagsbehandleren telefonisk og få sagen afklaret.

Af hensyn til kommunens videre sagsbehandling og dermed den bedste sagsbehandling for patienten/borgeren er det vigtigt, vi som læger besvarer attestanmodningerne inden for de aftalte frister. Samarbejdsaftalen er en gensidigt forpligtende aftale og derfor holder attestudvalget sammen med KL jævnligt kontaktudvalgsmøder til afklaring af tvivlsspørgsmål.

Juridisk sekretariat og Attestudvalget får mange henvendelser om kommunale attester - en del spørgsmål kan man umiddelbart få svar på i Vejledningen, der er at finde på Lægeforeningens hjemmeside.