Søndag den 26. december 2004

De kommende timer vurderes ud fra indkommende opkald samt informationer fra CNN og BBC, at man står over for en usædvanlig omfattende begivenhed, og det besluttes at indkalde ekstra mandskab og alarmere storulykkeledelsen. Ved middagstid besluttes udsendelse af læger, sygeplejersker, administrativt personale og krisemedarbejdere til Phuket. Holdet, der blev sendt af sted den 26. december 2004, var fremme i Phuket dagen efter og påbegyndte umiddelbart triage på de lokale hospitaler.

Fra den 27. december 2004 arbejder alarmcentralen intenst med at registrere de af katastrofen berørte personer. Det besluttes allerede på det tidspunkt at udsende yderligere tre læger og to sygeplejersker til Phuket. Om eftermiddagen blev det oplyst, at de thailandske myndigheder har etableret en luftbro fra Phuket til Bangkok med militære transportfly. Det vil sige, at patient-

listerne fra Phuket-hospitalerne ikke længere var aktuelle. Man beslutter derfor den 27. december 2004 om aftenen at udsende et team til Bangkok for også at kunne koordinere indsatsen derfra.

Samme dag har man desuden erkendt, at behovet for evakuering af sårede er så stort, at SOS International chartrer fly til denne opgave. Hos SAS chartres en Airbus og hos Sterling en Boeing 737. Man stiler mod afhentning af patienter i Bangkok og Phuket den 31. december 2004. At man ikke stiler mod en tidligere dato skyldes, at alarmcentralen, inden flyene ankommer, må have overblik over de indlagte patienter samt en lægelig vurdering af disses transportegnethed. Begge fly blev udstyret med de lægelige utensilier herunder medicin, monitoreringsudstyr og ilt, som man skønnede, at der kunne blive behov for ved hjemtransport.

Koordineringsopgaven på alarmcentralen blev dog væsentligt større end alene visitering til egne fly.

Det svenske Udenrigsministerium bad SOS International om at bistå med at visitere til en række store svenske fly, der ligeledes stilede mod afhentning af patienter i Bangkok og Phuket omkring den 31. december 2004.

For at koordineringen kunne lykkes, var man helt afhængig af de medicinske tilbagemeldinger fra de udsendte teams, samt at de på stedet formåede at arrangere transporten af disse patienter til lufthavnen på de rette tidspunkter. Den logistiske opgave var betydelig.

De følgende dage lettede presset på alarmcentralen. Efter den 1. januar 2005 var der blot enkelte ikkeransportable patienter i Bangkok og Phuket. Under forløbet blev der udsendt i alt 18 læger, ni sygeplejersker, tre krisemedarbejdere samt fire administrative personer.

Indsatsen i Phuket

Efter ankomsten til Phuket den 27. december 2004 opsøgte de seks udsendte personer, der opdelte sig i to teams, de store centrale hospitaler med henblik på at få et overblik over de indlagte patienter og deres skader. Det stod straks klart, at der var mange flere kvæstede turister, overvejende svenske, end man primært havde indtryk af fra de første rapporter i medierne. Hver anden patient, man havde kontakt med, savnede mindst én medrejsende, og mange forældre beskrev, at de havde set deres børn forsvinde i vandmasserne for øjnene af dem. Der var enkelte beretninger om, at selv mindre børn kunne holde sig fast i f.eks. træer og derved redde livet. Mange patienter og pårørende var i dyb søvn, da man tilså dem på hospitalet, medens de vågne var præget af chok. Patienternes data, skader og oplysninger om overlevende eller savnede medrejsende blev af de to teams indrapporteret telefonisk samt via e-mail og telefax til SOS International's alarmcentral i København. Om natten mellem den 27. og 28. december 2004 kom de første sikre vidneudsagn om, at der var ca. 500 lig i Khao Lak-området, som især blev benyttet af rejsebureauernes svenske afdelinger.

Patientskaderne var hovedsageligt ekstremitetsskader i form af bløddelslæsioner og frakturer. De patienter, der var modtaget på de centrale hospitaler i Phuket by, hvor de lægefaglige og udrustningsmæssige ressourcer på operationsafdelingerne var af høj standard, var behandlet med revision og efterfølgende åben behandling. Ved gennemgang af hospitalerne på landet viste det sig, at der på disse havde fundet nødbehandling sted af hurtigt indkaldte yngre læger i uddannelsesstillinger, der primært havde opfattet snitsår på ekstremiteterne som rene og derfor foretaget primær suturering. Sårene måtte efterfølgende revideres pga. infektion to-tre dage senere og efterlades åbne.

Den 28. december 2004 opsøgte de to teams fra SOS »frontlinjehospitalerne« på fastlandet nord for Phuket nær de hårdest ramte kyststrækninger, hvor de tilskadekomne turister og lokalbefolkningen var blevet samlet på afdelinger hver for sig. På disse hospitaler var der mange patienter og pårørende i dyb krise. SOS-teams delte sig derfor op i en registreringsgruppe og en psykologisk nødhjælpsgruppe for at kunne give førstehjælp til de hårdest ramte. Enkelte pårørende til de indlagte patienter havde på det tidspunkt kunnet identificere deres omkomne børn i Khao Lak-området. De lokale thailandske læger, der nu var blevet assisteret af kirurger fra Bangkok, arbejdede i døgndrift med revisioner. I samtlige tilfælde var der iværksat relevant intravenøs antibiotisk behandling. Kun i ganske enkelte tilfælde blev der foretaget amputationer. Man så kun få patienter med bækkenfraktur eller abdominallæsioner og forstod senere på vidneudsagn, at man ved evakuering fra strandene havde prioriteret de tilskadekomne først, som man umiddelbart vurderede havde overlevelseschancer. Nogle få tilskadekomne havde ansigtslæsioner, der tidligt var blevet revideret af plastikkirurger. Man så ikke patienter med svære kranietraumer, men fik senere oplyst, at der var enkelte patienter med sådanne læsioner, der var gået ad mortem 3.-4. døgn på intensivafsnittene på de to hospitaler.

På hospitalerne var der indrettet triageområder ved modtageafsnittene. På hospitalerne på landet nær de hårdest ramte områder var disse delt op i tre mass casualty zoner, hvortil patienter blev fordelt efter skadernes sværhedsgrad med henblik på primær behandling, registrering og videre visitation ind i hospitalsområdet. Hospitalerne havde allerede fra den 26. december 2004 indrettet venteområder med madrasser og sengetøj til de lettere tilskadekomne og havde anført navn og nationalitet på en seddel ved hvert hovedgærde. Allerede på dette tidlige tidspunkt fungerede patientregistreringen i modtageområderne. Hospitalerne sendte patientlister rundt til samtlige andre hospitaler i området - i alt seks - så pårørende og nødhjælpspersonale kun behøvede at henvende sig ét sted for at kunne gennemgå navnelisterne fra samtlige hospitaler. Listerne blev opdateret med få timers mellemrum. Dette lettede arbejdet med at identificere skandinaver betydeligt.

Fra den 28. december 2004 blev disse patientlister også lagt ud på internettet og løbende opdateret. Myndighederne publicerede fotos af uidentificerede, hvilket blandt andet hjalp en familie i Danmark til en sikker identifikation.

I flere tilfælde fandt man børn og sværere kvæstede, hvis behandling burde opprioriteres, og man anmodede i disse tilfælde de thailandske hospitalsmyndigheder om omgående evakuering til specialiserede afdelinger med henblik på hurtig videretransport til Skandinavien.

Dette blev straks imødekommet.

I det hele taget var adgangen til ambulancer bemandet med sundhedspersonale god, således at man aldrig ventede mere end en halv time på, at en transport blev iværksat.

Indtrykket var, at patienterne trods alt følte sig relativt trygge efter at have talt med skandinavisk medicinsk personale, der også havde kontrolleret behandlingen og forklaret behandlingsprincipperne og havde bekræftet, at der blev meldt tilbage til SOS's alarmcentral, at de var fundet i live, og at hjemtransport ville blive iværksat på den mest hensigtsmæssige måde.

Inden planlægningen af hjemtransporten blev transportrisiko og transportform vurderet af SOS's anæstesiologer og kirurger. Der var mange aktører involveret i forbindelse med planlægning og udførelse af hjemtransporten, hvilket i nogle tilfælde gav anledning til misforståelser og enkelte uheldige situationer med for tidlig hjemtransport. Disse situationer understregede, at specialistvurdering ved transportvisitation altid er nødvendig.

Fra 2. døgn i Phuket blev der afholdt to daglige koordinationsmøder morgen og aften med deltagelse af repræsentanter fra SOS International, Europæiske Rejseforsikring, Norsk luftambulance og en række mindre selskaber samt ambassadepersonale. På disse møder blev der udvekslet information om den øjeblikkelige situation på hospitaler og skadesteder samt information vedrørende pårørende og uskadte rejsende. Aktørerne fordelte opgaverne med gennemgang og visitation på hospitalerne mellem sig, hvilket skulle vise sig nyttigt efterhånden som området, der skulle gennemgås for skandinaver, blev udvidet mod syd, hvor der var relativt få tilskadekomne spredt over et større område. Desuden gav det mulighed for at skabe et samlet overblik af hensyn til sikring af tilstrækkelig flykapacitet.

Indsatsen i Bangkok

Den 27. december 2004 blev der fra SOS udsendt to teknisk/administrative personer, en læge og tre sygeplejersker, hvoraf den ene var kriseterapeut. Der forelå oplysninger om, at hovedparten af de skandinaviske patienter, som var fløjet op fra Phuket, var indlagt på

seks af de store, private hospitaler i Bangkok. Indsatsen blev koncentreret omkring disse hospitaler. På de enkelte hospitaler forelå der lister over de indlagte patienter. Alle de skandinaviske patienter fik aflagt et besøg. Det blev hurtigt klart, at der fra Finland allerede var påbegyndt evakuering af de finske patienter, og indsatsen blev herefter rettet mod de norske, svenske og danske patienter. Man organiserede sig i teams bestående af to personer og forsøgte at få assistance af et engelsktalende hospitalsansat personalemedlem på de respektive hospitaler. Ved de enkelte sygebesøg noterede man patientens skadetype, transportegnethed, og om der var specielle behov. Arbejdet på de enkelte hospitaler forløb generelt set over forventning, da man først havde overvundet de bureaukratiske barrierer, der nogle steder var for at få adgang til patienterne, og der blev udvist en særdeles stor hjælpsomhed fra de enkelte hospitalers side. Der var imidlertid mange aktører: repræsentanter fra forskellige forsikringsselskaber, ambassadefunktionærer, privatpersoner og repræsentanter fra den svenske kirke.

Den enkelte patient kunne således opleve at få flere besøg, hvilket af mange årsager kunne opfattes uhensigtsmæssigt.

Udskrivelsen fra hospitalerne var ikke problemløs, idet den ansvarlige læge i hvert enkelt tilfælde skulle sanktionere den. Da de ansvarlige læger ikke var organiseret afdelingsvist, frembød dette forhold betydelige logistiske problemer. Transporten fra de respektive sygehuse til lufthavnen forløb tilfredsstillende. Langt hovedparten af de tilsete patienter kunne hjemtransporteres med fly.

Hjemtransporten

Den første hjemtransport fra Bangkok og Phuket i SOS-regi blev foretaget den 31. december 2004 i det chartrede SAS fly med 114 passagerer, hvoraf hovedparten var svenske. Af disse var 11 patienter placeret på bårer og otte på business class med særlig siddekomfort nødvendiggjort af deres traume. Ud over besætningen var der på flyet fire læger, hvoraf de tre var speciallæger i anæstesiologi samt seks sygeplejersker. Én læge havde det overordnede medicinske ansvar på flyet, én havde det lægelige ansvar for de siddende patienter, medens to læger havde ansvaret for bårepatienterne sammen med sygeplejerskerne. Én sygeplejerske havde ansvaret for det medicinske udstyr på flyet. Patienternes skader omfattede frakturer og dybe, inficerede sår. Alle patienter med sårskader havde før afrejse fået foretaget den fornødne kirurgiske revision, og de var alle i bred antibiotisk behandling.

På hjemtransporten var der tre kriseterapeuter, som over flyets højtaleranlæg gav en kort introduktion om deres tilstedeværelse og tilbud om hjælp, ligesom de opsøgte de personer i flyet, som besætningen og sundhedspersonalet fandt kunne have brug for umiddelbar hjælp. I flyet var der desuden to politifolk, som foretog registrering af navn, CPR-nummer og nationalitet på alle ombordværende passagerer. Disse oplysninger blev over flyets radio meddelt SOS alarmcentral i København til brug for videre visitering, ligesom det blev præciseret, hvilke patienter med traumer, der ville have behov for ledsagelæge/sygeplejerske ved den videre transport efter ankomsten til København. Desuden blev der anmodet om, at der ved ankomsten til Københavns lufthavn umiddelbart var én kontaktperson, som den medicinsk ansvarlige for hjemtransporten kunne kontakte med henblik på den videre visitering af patienterne.

Hjemtransporten forløb ukompliceret, specielt må fremhæves flybesætningens indfølingsevne for den helt specielle situation, passagererne befandt sig i og med det behov for omsorg, dette måtte kræve.

Ved ankomsten til Københavns Lufthavn skulle én bårepatient køres videre til Århus med ledsagesygeplejerske, medens de 10 øvrige bårepatienter skulle videretransporteres til Sverige. Der havde dagen før været afholdt et møde mellem de involverede interessenter i Danmark, hvor man havde aftalt, hvorledes den videre ambulancetransport skulle foregå. Imidlertid viste det sig svært at få samarbejdet på dette område til at fungere, og overleveringen af patienterne med tilhørende mundtlig information til ambulancevæsenet blev ikke optimal.

Det udsendte fly fra Sterling hjemtransporterede alene patienter fra Phuket. Foruden de siddende patienter var der fem bårepatienter, som generelt var kardiopulmonalt dårlige med betydeligt behov for ilt og/eller inotropika under hjemtransporten. Efter at man i Stockholm havde afleveret de svenske patienter, fløj man videre til København med de danske patienter.

Samlet har indsatsen fra SOS International med dets samarbejdspartnere fungeret hensigtsmæssigt i lyset af, at man ingen steder forud havde planer for så stor en katastrofe, og mange beslutninger måtte tages ad hoc. Der blev behandlet i alt 1.250 personsager i SOS regi.

Efterfølgende bør de involverede myndigheder evaluere forløbet og deres samarbejde med henblik på at udarbejde en mere specifik planlægning for lignende hændelser pga. de erfaringer, der er indhøstet.

Fakta

SOS International a/s er en assistanceorganisation, beliggende på Frederiksberg. Organisationen fungerer som alarmcentral for godt 110 skandinaviske forsikringsselskaber og er bemandet 24 timer i døgnet. En af kernekompetencerne er at hjælpe forsikringstagere, der under udlandso phold er blevet akut syge eller er kommet til skade. Årlig behandles på Alarmcentralen omkring 30.000 personsager, samt arrangeres ca. 5.000 hjemtransporter til Skandinavien. Af disse er omkring 800 med medicinsk ledsager. Cirka 150 transporter gennemføres i ambulancefly, de øvrige i rute- eller charterfly. Til SOS er tilknyttet 25 kontaktlæger, som løbende monitorerer de sygesager, hvor en patient er indlagt i udlandet. Kontaktlægerne afgør, hvorledes en patient skal hjemtransporteres. Det medicinske ledsagerkorps består af 90 læger samt 60 sygeplejersker. Desuden er der et kriseberedskab bestående af 12 medlemmer. Disse yder støtte til personer, der udsættes for svære, traumatiske oplevelser.