Skip to main content

Solid opbakning til nyt overenskomstresultat for overlæger

Ole Felsby, presserådgiver i FAS, of.fas@dadl.dk

1. apr. 2011
3 min.

Overlægeforeningen

Begejstringen var til at overse, da Overlægeforeningens repræsentantskab i sidste uge skulle tage stilling til aftalen om ny overenskomst. Økonomisk krise og stejle krav fra regionerne på vagtområdet gjorde forhandlingerne til de vanskeligste i årtier. Alligevel fik resultatet roser med på vejen og blev stemt hjem med overvældende flertal. Kun to ud 67 stemte nej til aftalen, mens tre undlod at stemme, da repræsentantskabet var samlet for at tage stilling til aftalen i Korsør den 28. marts.

Aftalen giver et beskedent løft af grundlønnen ud over de generelle lønstigninger. Endvidere et lille løft af pensionsbidraget for specialeansvarlige og ledende overlæger.

Det skyldes, at det ikke fremover vil være obligatorisk at tjenestemandsansætte denne gruppe.

Overlægeforeningen måtte acceptere, at aldersgrænserne for vagtfritagelse hæves med to år, så man fra 2015 kan pålægges tilstedeværelsesvagt, indtil man er 62 år, og vagt uden for tjenestested indtil man er 64 år. Det sker dog uden at ændre ved de nuværende regler, der sikrer to ugers ekstra ferie, når man går i vagt og er fyldt hhv. 60 og 62 år.

»Der er ikke meget at råbe hurra for. Aftalen forringer vilkårene for dem med de mest belastede vilkår«, sagde Grete Astrup med henvisning til ændringerne af aldersgrænserne for vagtfritagelse.

Men reglerne har også en bagside, sagde Overlægeforeningens formand, Erik Kristensen:

»Retten til vagtfritagelse kan skabe problemer internt i overlægegruppen. Andelen af ældre overlæger stiger i en periode. Og hvis ,gamle' overlæger benytter denne ret, vil vagtbyrden og natarbejdet i stigende omfang blive overdraget til de ,unge' overlæger. Vi står jo ikke i en situation, hvor man bare kan ansætte en ny overlæge. Det er der ganske enkelt ikke råd til«.

Til gengæld roste mange aftalen om et såkaldt periodeprojekt med regionerne om at analysere overlægernes arbejdstidsregler. Den blev indgået, efter at regionerne forgæves havde presset på for at få afskaffet en stor del af de værneregler for, hvor hyppigt man kan arbejde aften, nat og weekend. Et udvalg med repræsentanter fra Overlægeforeningen og Danske Regioner skal se på arbejdstidsreglerne i lyset af de store forandringer, som sygehusene gennemgår.

»Periodeprojekt er det vigtigste i aftalen. Vi skal gå åbent ind i arbejdet, for det er fornuftigt at diskutere, hvornår der er brug for os på hospitalerne«, sagde Birgitte Østberg fra Herlev.

Samme melding kom fra andre repræsentanter, der opfordrede til at sikre input fra medlemmerne under udvalgsarbejdet. Og det er præcis, hvad bestyrelsen har planlagt, sagde næstformand Mogens Hüttel:

»Det er vigtigt, at vores medlemmer af udvalget kan trække på viden om de faktiske forhold på alle typer afdelinger og sygehuse, og derfor skal vi have etableret nogle fora, der kan give input«.

Læs mere om den nye overenskomst på Overlægeforeningens hjemmeside:

http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/F_A_S/Overl%C…