Skip to main content

Something rotten

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

2. nov. 2005
6 min.

There is something rotten i det engelske sundhedsvæsen, og måske især hos lægerne.

Tre skandalesager inden for de seneste år har givet det i forvejen udskældte og underbemidlede National Health Service et meget skramlet omdømme og igangsat en længerevarende selvransagelse hos sundhedsmyndighederne og British Medical Association.

»The medical profession has never been in a darker shadow«, skrev lægen og redaktøren af Journal of Medical Ethics, Julian Savulescu, i lederen af det seneste nummer af bladet.

For det første blev Harold Shipman, en populær praktiserende læge i udkanten af Manchester, i januar 2000 dømt for mordet på 15 patienter. Hans ofre var ældre, enlige kvinder. De var syge, men på ingen måde dødssyge, da Harold Shipman tog ud og gav dem en sidste sprøjte. Politiet, som stadig forsker i Harold Shipman-sagen, anslår i dag, at han i løbet af sin over 20 år lange karriere har slået mindst 215 patienter ihjel.

For det andet var Liverpool Alder Hey Hospital et år efter

Harold Shipmans dom som en af verdenshistoriens største seriemordere rammen om en sag, som forargede offentligheden på grund af en bizar, uetisk lægelig adfærd. I kæld-rene på Alder Hey var der masse-vis af containere, som indeholdt tusindvis af organer og andre kropsdele - inklusive hele hoveder og kroppe - af fostre og i alt 893 børn. Alle børn var døde på hospitalet. I ingen af tilfældene havde familien givet lægerne samtykke til at udtage organer eller forske i andre dele af de døde børns kroppe. I en lang række sager havde familien udtrykkeligt bedt lægerne om ikke at obducere eller udtage organer, men det skete alligevel. Forældre har måttet begrave deres afdøde søn eller datter flere gange i takt med, at der dukkede endnu et af barnets organer op i løbet af efterforskningen. Patologen, som var hovedmanden bag den usædvanlige praksis, har fået frataget sin autorisation, og sundhedsstyrelsen, General Medical Council, kører for tiden disciplinærsager mod 16 andre læger fra Liverpool Alder Hey Hospital.

Lang disciplinæring

Men den lægeskandale, som måske har de mest vidtrækkende konsekvenser og perspektiver, og som det engelske sundhedsministerium nedsatte en kommission for at klarlægge omstændighederne bag, er de mange dødsfald hos hjertesyge børn på Bristol Royal Infirmary.

Det mest tankevækkende og chokerende ved Bristol-sagen er umiddelbart ikke alle dødsfaldene og hjerneskaderne, som kunne være undgået, hvis børnene var opereret hos andre hjertekirurger, men en selvbeskyttende, ansvarsfralæggende lægekultur samt et fravær og kollaps af systemer til patientsikkerhed.

Konklusionen efter den længste disciplinærsag i General Medical Councils historie blev, at 29 børn døde og fire blev hjerneskadet i perioden fra 1988 til 1995 efter hjerteoperationer på Bristol Royal Infirmary, et af ni hospitaler i England med autorisation til operationer i hjertet på børn. Alle børn døde på grund af lægefaglig inkompetence og uredelighed - og ikke mindst systemets svigt.

Desuden blev lægerne alvorligt kritiseret for ikke at have informeret forældrene om den reelle risiko ved at lade deres barn operere på Bristol Royal Infirmary.

Derudover faldt der hårde ord fra undersøgelseskommissionen, fordi hjerterne fra børnene blev udtaget og gemt til forskningsformål uden forældrenes samtykke. Det havde i lang tid været normal praksis på hjerteafdelingen i Bristol.

Ingen greb ind

Da de tre hovedpersoner i Bristol-sagen, lægerne James Wisheart, Janardan Dhasmana og John Roylance, forlod General Medical Council i juni 1998 efter den længe ventede afgørelse, var det under politibeskyttelse. En folkemængde bestående af ikke mindst forældre og pårørende til de døde børn stod udenfor og råbte: »Mordere!«.

James Wisheart, hjertekirurg og lægelig chef i United Bristol Healthcare Trust, og John Roylance, radiolog og administrerende direktør for sundhedsområdet i Bristol, United Bristol Healthcare Trust, fik begge frataget deres autorisation. Hjertekirurgen Janardan Dhasmana fik forbud mod at operere på børn i tre år, men er reelt dømt færdig som hjertekirurg.

Den omstændighed, som især har forfærdet undersøgelseskommissionerne under både General Medical Council og senere sundhedsministeriet, som afsluttede sin rapport sidste år, er den lægekultur og det system, som gav lægerne lov til at fortsætte de fatale operationer, selv om lægerne i flere tilfælde af en kollega blev gjort opmærksomme på overdødeligheden. Både hospitalets ledelse samt de lokale og centrale sundhedsmyndigheder, herunder sundhedsministeriet, blev også underrettet, men undlod at gribe ind.

Bolsin kom til Bristol

I enhver god historie med eller uden et tragisk omdrejningspunkt som i Bristol er der en helt, og han hedder her Stephen Bolsin, speciallæge i anæstesi. Han kom til Bristol Royal Infirmary i 1988, og fandt straks ud af, at noget var helt galt.

Stephen Bolsin konstaterede efter kort tid, at James Wishearts operationer tog op til tre gange så lang tid og var forbundet med flere komplikationer og dødsfald i forhold til Bolsins tidligere arbejdsplads, Brompton Hospital i London.

Han fortalte James Wisheart om sine bekymringer, men til ingen nytte. Efter Stephen Bolsins eget udsagn truede James Wisheart ham tværtimod med at ville ødelægge hans karriere, hvis han fremturede med sine ideer. Stephen Bolsin skrev dog i 1990 et brev til John Roylance, den administrerende direktør for United Bristol Health-care Trust, om den dårlige operationsstatistik, men ingen procedurer blev ændret.

Heldigvis fortsatte Bolsin sine sammenlignende studier over udfald af hjerteoperationer under komfortabelt dække af sin egenskab som leder af audit-funktionen under Royal Society of Anaesthetists.

Han afsluttede sin audit i 1993 og kom frem til, at der var seks gange større risiko forbundet med at blive opereret i hjertet på Bristol Royal Infirmary sammenlignet med landsgennemsnittet. For James Wishearts vedkommende var dødeligheden på særlige operationer betydeligt højere.

Stephen Bolsin tog derpå kontakt til sundhedsministeriet og bad dem gribe ind. Det skete først syv måneder og to - unødvendige - dødsfald senere, men kun delvis. En række andre også uheldssvangre indgreb fortsatte.

I 1992 havde sundhedsministeriet fået en anden henvendelse angående de kritisable forhold i Bristol. Denne gang var afsenderen Sir Terence English, formand for Royal College of Surgeons.

Han bad kort og godt sundhedsministeriet om at lukke midlertidigt for tilførslen af resurser til hjertekirurgerne på grund af tabs-tallene og anbefalede, at hjerteafsnittet gennemgik en fornyet ak-kreditering for at kunne opretholde sin status som hjemsted for hjerte-operationer på børn. Men heller ikke de samlede kirurgers advarsel ændrede på praksis og procedurer i Bristol.

BBC vækkede myndighederne

Den 1. maj 1995 foretog James Wisheart sin sidste operation trods protester fra Bolsin og andre læger. Patienten døde. De t samme over-gik syv af de sidste otte børn, som James Wisheart opererede, før han måtte trække sig.

John Roylance forsvarede sin laden-stå-til-holdning med, at selv om han var orienteret om forholdene på hjerteafdelingen af Bolsin og selv var læge, kunne han ikke blande sig i den enkelte læges kliniske vurdering af en patient.

Ikke før Stephen Bolsin tog kontakt til BBC-journalisten Matthew Hill i marts 1995 og skandalen blev landskendt, vågnede de ansvarlige myndigheder op. Hjerte-operationer på børn foregår stadig i Bristol, men nu under andre læger og leder og andet navn, Bristol Royal Children Hospital. Hjerteafdelingen er på alle måder blevet udbygget, og overlevelsesraterne er i dag blandt de bedste i landet.

Sundhedsminister Alan Milburn har besluttet, at operationsstatistik for alle hjertekirurger og hjerteafdelinger skal offentliggøres fra april 2004. Ministerens plan er gradvis at udvide med at offentliggøre kliniske færdigheder og behandlingsreslutater for den enkelte læge fra alle specialer. Opgaven med at indsamle og udbrede kendskabet til lægernes kompetence er pålagt det nydannede Office for Information on Healthcare Performance under Commission for Health Improvement (http://www.chi.nhs.uk/).

Rappporten fra Bristol Royal Infirmary Inquiry kan læses på http://www.bristol-inquiry.org.uk

Det engelske sundhedsministeriums svar på rapporten kan ses på http://www.doh.gov.uk/bristolinquiryresponse

Sundhedsministeriets overordnede politik på patientsikkerhedsområdet bygger på konklusionerne i rapporten An Organisation With a Memory, som kan studeres på http://www.doh.gov.uk/orgmemreport/