Skip to main content

Sophie Hæstorp Andersen går nu også ind for et akutmedicinsk speciale

Region Hovedstadens formand melder klart ud, at også hun er fortaler for at erstatte fagområdet i akutmedicin med et egentligt speciale.

31. maj 2016
2 min.

Formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) har meldt sig blandt tilhængerne af akutmedicin som et egentligt speciale.

Det skriver hun i et debatindlæg i Dagens Medicin.

"Hvis akutmedicin oprettes som speciale, vil det give status til akutafdelingerne, så de kan rekruttere og fremdyrke dygtige speciallæger, som både kan og vil arbejde med de akutte patienter", skriver hun bl.a.

Men Sophie Hæstorp Andersen forventer ikke, at akutmodtagelserne skal befolkes med speciallæger i akutmedicin alene. De skal ikke have "monopol" på jobs der, skriver hun.

"Der kan også være andre læger med andre specialer med interesse for det akutte område. Ligeledes kan akutmedicineren også tænkes at varetage andre opgaver end snævert i akutmodtagelserne, f.eks. udgående teams eller løsning internt i hospitalet", skriver hun.

Regionsformanden anerkender risikoen for, at et akutmedicinsk speciale vil "isolere" akutområdet fra resten af hospitalet. Men hun ender alligevel på ja-siden i forhold til et speciale.

Bl.a. fordi det kan bidrage til, at hospitalerne i mindre grad vil efterspørge speciallæger i almen medicin, som i den grad savnes i almen praksis, hvor det flere steder i landet er svært at rekruttere.

Læs også: Bent Hansen: Jeg går ind for et akutmedicinsk speciale

Læs også: Professorer: Der er brug for et akutmedicinsk speciale

Læs også: Akutspeciale eller ej?