Skip to main content

Sparetruede satspuljeprojekter

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

31. aug. 2012
1 min.

Når politikerne skal afgøre, hvilke satspuljeprojekter der skal videreføres i 2013, skal sparekniven skære dybt. Normalt ligger der omkring 1 mia. kr. i satspuljen, men når bevillingerne udløber ved udgangen af 2012, vil der kun være 265 mio. kr. til fordeling i 2013.

Satspuljens størrelse varierer fra år til år og afhænger af niveauet for lønstigningerne i samfundet. De lave lønstigninger i 2011 har betydet, at der ikke tilføres nye beløb i 2012. De penge, som vil være til rådighed i 2013, er derfor penge, som endnu ikke er udmøntet.

En del af de eksisterende projekter, hvis bevilling udløber med 2012, må se i øjnene, at de ikke vil få fornyet deres bevilling. Blandt de projekter, hvis satspuljebevilling udløber ved årsskiftet, er:

  • Styrkelse af behandlingsindsatsen over for personer, der har forsøgt selvmord

  • Forsøgsordning med screening af indsatte for somatiske sygdomme

  • Sundhed til socialt udsatte grupper

  • Styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper

  • Forsøg med »Den gode psykiatriske afdeling« inkl. evaluering i 2012

  • Oplysningskampagne om symptomer på demens

  • Videreførelse af Videnscenter for Forebyggelse af Rusmiddelskader hos Børn

Der skal tages højde for, at nogle af de nævnte projekter kan blive finansieret fra andre konti, så de kører videre, selv om de står til at udløbe.