Skip to main content

Speciallæge på deltid – far på fuld tid

Da Christian Ullum Reby blev speciallæge, steg han af karrieretoget. I dag er han afdelingslæge på nedsat tid. En ugentlig fridag giver mere tid til de to små børn. Ikke alle kollegaerne forstår ham, men ifølge lægen selv har flere kollegaer samme ønske.

Christian Ullum Reby
©2013 Palle Peter Skov
Christian Ullum Reby ©2013 Palle Peter Skov (Foto: Palle Peter Skov)

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

4. nov. 2013
5 min.

DELTID  For et år siden troede chefen, at han lavede sjov. For en læge på deltid – det kan man da ikke.

Men jo. Og chefen har nu opfyldt den 36-årige Christian Ullum Rebys store ønske: Han er i dag fastansat i en afdelingslægestilling på nedsat tid på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart. 32 timer om ugen. Hver tirsdag er en fridag.

Den lønstigning, Christian Ullum Reby ville få som nyuddannet speciallæge, er erstattet af en fast fridag på ubestemt tid, der skal gøre livet med to små børn på syv måneder og knap to år lettere. Familiens økonomi er dermed uændret.

»Jeg tror, jeg er den første psykiater i hele Region Syddanmark, der er på selvvalgt nedsat tid,« siger han.

Faktaboks

Fakta

Overlægerne forstår ham ikke

Nogle kollegaer, særligt i Overlægegruppen, forstår ifølge Christian Ullum Reby fortsat ikke, hvorfor en ung læge, der er på vej frem i karrieren, træder på bremsen. De ser lidt undrende på ham, siger han. Og han forstår godt, hvis mange læger tænker, hvorfor pokker kæmpe i årevis for at blive speciallæge, og så ikke skynde sig videre med at blive overlæge.

Men ifølge Christian Ullum Reby selv er han symbolet på en ny type læge:

»Jeg tror, vi står over for et generationsskifte i lægeverden. Og jeg tror, at jeg er en af spydspidserne. Jeg er helt sikker på, at vi i det danske sundhedsvæsen inden for de næste ti år vil se mange flere ‚af min type‘. Dels er det ved at blive et kvindefag, dels har jeg mødt mange kolleger på mit niveau og alder, der har samme drømme. Nu er det lykkedes for mig, og jeg vil gerne fortælle det til alle, for det kan forhåbentligt åbne op for, at andre får samme mulighed. Når andre offentligt ansatte kan gå på nedsat tid, hvorfor skal vi læger så ikke også kunne«, siger han.

Konen er mere karriereminded

Psykiateren har med egne ord »slet ikke travlt med at blive overlæge«. Konen, der er anklager i Odense, er mere karrieremindet:

»Vi har nok lidt omvendte kønsroller hjemme hos os. Jeg er rigtig glad for, at jeg er blevet speciallæge, men jeg ser ikke mit arbejde som mit liv. Jeg er glad for mit arbejde som læge, men jeg ser det som et arbejde – og ikke et kald. Min kone vil gerne gøre karriere og opnå ledelsesniveau, og så bliver jeg nødt til at være mere hjemme og ordne lidt mere. Og det passer mig fint«, siger Christian Ullum Reby.

Da børnefamilien bor i Kolding, har psykiateren ikke langt til afdelingen i Middelfart.

Konen har derimod en times transporttid hver vej dagligt, og når hun inden for overskuelig fremtid skal i turnus hos Statsadvokaten i Viborg med henblik på at få møderet for Landsretten, vil hun tilbringe mere end tre timer i bilen dagligt. Dermed er det naturligt, at Christian Ullum Reby tager endnu mere fra på hjemmefronten.

Det har konsekvenser

Han er med på, at det kan have konsekvenser, at han har fået en afdelingslægestilling på nedsat tid. Det vil naturligvis nu tage længere at blive overlæge. Han mister noget patientkontakt, for antallet af møder og de mange tidskrævende registreringer, på de dage han arbejder, er jo det samme.

Onsdagsundervisningen må han også ofte springe over, ligesom det er usikkert, om der kan blive plads til funktionen som vejleder for en yngre kollega – noget han ellers sætter pris på.

Trods nedsat tid har Christian Ullum Reby dog fortsat mulighed for at bestride posten som vagtplanlægger og er TR-suppleant. Han deltager også på lige vilkår med kollegaerne i vagtarbejdet.

»Kollegerne på mit eget niveau har reageret positivt på, at jeg har fået en fast afdelingslægestilling på nedsat tid. At det er muligt. De synes, det er spændende. Mange af dem jeg kender, der har valgt almen praksis, har jo også gjort det, så de selv kan bestemme deres arbejdstider. Og jeg tror, at det er et ønske hos nogle læger, som ikke bliver tilgodeset, men som vil komme. Man taler om et rummeligt arbejdsmarked, det skal vel også gælde for læger«, siger Christian Ullum Reby.

Han vil ikke udelukke fuld tid, når børnene er større. Men lige nu skal tre måneders barsel med den mindste færdiggøres, før han reelt nyder frugten af stillingen som psykiater på nedsat tid.

»Med min deltidsstilling i hus er der bedre balance mellem mit arbejds- og privatliv, og jeg er taknemmelig for, at min ledelse var åben for ideen om en læge på nedsat tid. For det er helt klart for mig, at min vigtigste titel ikke er læge, speciallæge, psykiater eller lignende, men titlen som far«, siger Christian Ullum Reby.