Skip to main content

Speciallægepraksis skal spille større rolle i lægedækning

Lægedækningsudvalget vil have flere videreuddannelsesforløb i speciallægepraksis. God ide, siger FAPS-formand. Videreuddannelsesregionerne er dog skeptiske.

Kirsten Ilkjær, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) mener, at der i speciallægepraksis ligger et stort uudnyttet potentiale for videreuddannelse.
Kirsten Ilkjær, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) mener, at der i speciallægepraksis ligger et stort uudnyttet potentiale for videreuddannelse.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

1. feb. 2017
6 min.

Allerede i dag kan kommende dermatologer, øjenlæger og øre-, næse-, halslæger tage dele af deres uddannelse uden for sygehusene, nemlig i speciallægepraksis. Den mulighed skal udnyttes endnu mere, mener lægedækningsudvalget, der i januar kom med 15 anbefalinger til, hvordan fordelingen af speciallæger kan blive bedre. Konkret foreslår rådet, at »speciallægepraksis i højere grad end hidtil inddrages i videreuddannelsen af speciallæger, når det kan bidrage til at løse kapacitets- og lægedækningsudfordringer«.

Formanden for Foreningen af Speciallæger (FAPS), Kirsten Ilkjær, er glad for anbefalingen:

»Det er en god idé, for der er et kæmpe uudnyttet potentiale i forhold til uddannelse i speciallægepraksis«, siger hun og tilføjer, at der allerede er gode erfaringer fra de specialer, hvor der allerede foregår videreuddannelse i speciallægepraksis.

»Praktiserende speciallæger ser rigtig mange patienter hver dag, og det gør vores uddannelseslæger også. Og det er jo sådan, at hvis man vil være god til noget, skal man gøre det mange gange«, siger hun og peger på, at der i speciallægepraksis kommer patienter, som man ikke nødvendigvis ser på hospitalerne, fordi der i speciallægepraksis foregår behandlinger, som stort set ikke foregår på sygehusene.

»For eksempel er der gynækologiske undersøgelser, som i høj grad er lagt ud i praksis. I det speciale kan man med fordel lægge uddannelse ud også. I psykiatri er der mange angstlidelser, der fortrinsvis bliver behandlet i speciallægepraksis. Disse patientkategorier oplever man derfor sjældent eller slet ikke, hvis uddannelsen kun foregår på hospitaler«.

Kirsten Ilkjær mener, at Lægedækningsudvalgets anbefaling kan medvirke til at sprede speciallægerne:

»Det kan bestemt hjælpe til med at få flere læger ud i landet, fordi et videreuddannelsesforløb i en speciallægepraksis kan give appetit på, hvordan det er at være sådan et sted. De vil opleve, at vi har meget at byde på, en høj kvalitet i vores behandlingsarbejde og meget tilfredse patienter«.

Tøvende videreuddannelsesregioner

De tre videreuddannelsesregioner er ikke direkte afvisende over for forslaget, men i hvert fald er vurderingen i Syd og Nord, at der ikke er behov for det – det er også her, man især oplever ubesatte uddannelsesforløb på hospitalerne.

Berit Bjerre Handbjerg, sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Nord, oplyser, at rådet en gang imellem får en henvendelse fra en praktiserende speciallæge – det har mest været en gynækolog, der godt kunne tænke sig en uddannelseslæge.

»Derfor tog vi en drøftelse om det allerede i efteråret. Og vi kom frem til denne holdning: Hvis en væsentlig – over en tredjedel – andel af de speciallæger, der findes inden for et speciale er praktiserende speciallæger, skal de inddrages i videreuddannelsen. Sådan er det i dag inden for tre specialer – øjen-, øre-, næse-, hals- og hud – hvor et halvt år af videreuddannelsen foregår i speciallægepraksis«.

Hun fortsætter:

»Hvis det skulle blive aktuelt i enkelte konkrete tilfælde, kan vi måske lave en konkret aftale om det, hvis alle er enige. Men det skal ikke lægges fast ind som en del af planerne for alle. Det er der ingen grund til. Vi mangler ikke uddannelsespladser, vi er ikke pressede, så vi kan sagtens uddanne dem, der er er, og flere endnu«.

Hun henviser til ordene i Lægedækningsudvalgets rapport, om at speciallægepraksis kan inddrages, »når det kan bidrage til at løse kapacitets- og lægedækningsudfordringer«.

Og siger:

»Det giver ikke rigtig mening her«.

Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astmann supplerer:
"Vi har ledige uddannelsesforløb på sygehusene så jeg ser ingen grund til at være proaktiv på dette område. Der er også en økonomisk vinkel i dette: Hvis en praktiserende speciallæge skal have en uddannelseslæge skal regionen betale for det. Det synes jeg vil være spild af penge, når vi har problemer med at besætte uddannelsesstillingerne på sygehusene".

I Videreuddannelsesregion Syd oplyser sekretariatschef Tine Boesen Lassen – i lighed med Berit Bjerre Handberg – at de har lagt en del af videreuddannelsen i de tre specialer, øjen-, øre-, næse- hals og hud i speciallægepraksis. Derudover er man indtil nu ikke stødt på behovet for at inddrage speciallægepraksis i uddannelsen i andre specialer.

»Vi klarer alle øvrige uddannelsesforløb på vores sygehuse og i almen praksis«, siger hun og tilføjer: »Rådet har endnu ikke har drøftet spørgsmålet, men tager det op på førstkommende møde, hvor Lægedækningsudvalgets rapport skal præsenteres«.

Et halvt år er for meget

I Videreuddannelsesregion Øst, hvor langt de fleste speciallægepraksis findes, er der lagt videreuddannelsesforløb ud i de samme tre specialer som i Nord og Syd, og derudover er der forløb i reumatologi, oplyser sekretariatschef Lise Møller.

Hun vurderer, at der godt kunne lægges flere forløb ud, men at der er visse barrierer for det:

»Som reglerne er, skal et eventuelt forløb i speciallægepraksis være af et halvt års varighed. Men der kan være et misforhold mellem varigheden og de kompetencer, der skal opnås. Der er et halvt år ofte for lang tid. Løsningen kunne for mig at se være kortere ophold, men set fra speciallægepraksis side kan det være problematisk, fordi man ud over at få hyppige lægeskift også skal stille lokale og apparatur til rådighed for dem og give dem en viden om praksis' indretning. I det lys er korte forløb måske ikke så hensigtsmæssige for den praktiserende speciallæge«.

Noget andet er også at få specialerne i det hele taget til at synes, at det er en god idé.

»Hvis man begynder at lægge mere ud i speciallægepraksis inden for de nuværende rammer, betyder det, at der skal fjernes forløb fra hospitalerne, hvor forløbene er placeret i dag. Og hospitalerne kan godt bruge lægerne, så de er ikke begejstrede«, siger Lise Møller.

Flere uddannelsesforløb

Løsningen er set med Lise Møllers øjne at lave flere uddannelsesforløb.

»Hvis vi holder os inden for den nuværende ramme, skal vi fjerne arbejdskraft fra hospitalerne. Opretter vi derimod nogle flere uddannelsesforløb, som der er behov for, ville det være nemmere at lægge forløb i speciallægepraksis. Sådan ser vi på det i Øst«, siger Lise Møller.

Lige præcist det spørgsmål er et udvalg – det såkaldte dimensioneringsudvalg – i gang med at diskutere. Der forventes et udspil i løbet af foråret.

Praksis rykker gerne ud

Det er de enkelte regioner, der afgør, om der skal oprettes en speciallægepraksis. I dag er koncentrationen størst i Region Hovedstaden. Men Kirsten Ilkjær mener, at de øvrige roligt kan oprette flere:

»Vi har hidtil været rigtig gode til at besætte stort set alle de ydernumre, der har været slået op. Der er i dag meget få ubesatte numre. Jeg mener, at regionerne med stor fordel kan oprette flere ydernumre – også fordi det kan være med til at tiltrække praktiserende læger , at der er en speciallæge, som de kan henvise til og arbejde sammen med«.

Kirsten Ilkjær oplyser, at FAPS vil arbejde for, at der bliver mere systematik om videreuddannelsesforløb i speciallægepraksis.

»Vi vil tage kontakt med Sundhedsstyrelsen med henblik på at tale om, hvordan vi kommer videre«, siger hun.

Se tabel over den geografiske fordeling af speciallægepraksis og specialer her.