Skip to main content

Sponsorering og videnskabelig støtte

2. nov. 2005
1 min.

Lægeetisk Nævn (LEN) har enstemmigt valgt ikke at svare detaljeret på Inga Marie Lundes polemiske indlæg i Ugeskriftet (2002; 164: 2323-4), da LEN i samme nummer har redegjort for sit syn på firmastøtte til lægers anskaffelse af videnskabeligt, diagnostisk apparatur (2002; 164: 2327).

Uenigheden mellem den tidligere formand og de øvrige medlemmer af LEN bestod ikke i kvalitative eller kvantitative forskelle i vægtningen af de værdier, som udgør grundlaget for både lægers personlige etik og fordelingsetikken i et samfundsperspektiv.

Uenigheden skyldtes alene respekten for overholdelse af det regelsæt vedrørende støtte fra lægemiddelindustrien til lægers mødearrangementer og lign., som er udtrykt i Lægeforeningens samarbejdsaftale med Lægemiddelindustriforeningen, og denne aftales formelle begrænsninger, der forhindrer LEN i at inddrage industriens støtte til produktuafhængig forskning i sine sagsbehandlinger, fordi denne støtteform ikke er omfattet af regelsættet.

Preben Larsen, Kirsten Rasmussen, Povl Riis og Harly Toft