Skip to main content

Forfatteren har udgivet sin debutroman i form af et psykologisk drama i en hospitalsverden befriet for den udenforståendes romantisering af de indre forhold. Beskrivelserne af miljøet er desværre genkendelige og så skræmmende at se fremstillet, at nydelsen ved at læse et godt plot gik fløjten for mit vedkommende. Der er som eksempel den velmenende administrerende overlæge, som i misforstået tro på undervisningsværdien, tyranniserer morgenkonferencen og lader de afgående vagter svede tran ved ydmygelserne og deres kollegers manglende opbakning.

Hovedlægepersonens tiltagende selvdestruktion i en periode med skilsmissens tomhed, en lægekarriere i tomgang og allermest et arbejdsliv i isolation trods de mange kolleger afdækkes også smertende hårdt i romanen. Min oplevelse blev desværre så farvet af disse lægebeskrivelser, at jeg at nærmest irriteredes over, at der også var et andet niveau i romanen i form af selve handlingen. Min oplevelse var at læse to romaner på en gang, en yderst sjælden oplevelse som forhindrer, at jeg kan give nogen karakter - men efterspørger, hvordan I andre oplever den?