Spring køen på skadestuen over for 300 kroner

En ny britisk skadestue tilbyder alt fra bandageskift til operationer under fuld narkose uden ventetid. Bare man betaler. Storbritanniens første private skadestue ser ud til at have fundet sin niche på markedet.

Når man drøner forbi i bil på den travle omfartsvej A4, ser det mest ud som om, det er en benzinstation eller et byggemarked, der er rykket ind i det nye byggeri under motorvejsbroerne. Men det er ikke forskellige oktan, der er prissat på den høje stander ud til vejen.

»Lægekonsultation 29 pund. Skade-stuebehandling, ambulante operationer, helbredsundersøgelse, laboratorieundersøgelser, arbejdsmedicin, fysioterapi, rejsevaccinationer, røntgen«. Se Tabel 1 .

Listen fortsætter i den lille folder i lommeformat, der er hængt op på første søjle inden for døren. Den store reception er ny, ren og rummelig med rigeligt med bløde stole i rustrød og beige. På de små runde borde ligger stakke af bladet Business Week, der er selvbetjening af gratis kaffe og te, og der er plads nok til at man kan vælge, om man vil sidde i fred eller vil følge med på fjernsynet i hjørnet. Men det er nu ikke meningen, man skal kunne nå at se et helt program.

Hvis det var en almindelig, offentlig skadestue, ville det ikke være usædvanligt, at man skulle sidde her i flere timer, især hvis man kom med en mindre skade og blev skubbet bag i køen. De mest grelle skræmmehistorier fortæller om ventetider på helt op til et døgn.

Hos Casualty Plus er der ifølge kommunikationschef Steve Murphy foreløbig ikke nogen, der har ventet mere end 35 minutter. Og 90 procent kommer ind til lægen i løbet af et kvarter. Men så koster det også mindst 300 kroner for en konsultation.

En halv time på skadestuen

Casualty Plus åbnede dørene for patienter den 1. oktober 2003, og ifølge deres egne tal går det foreløbig forrygende godt med forretningen. De havde budgetteret med lige over 600 patienter den første måned, men der kom 1.100, og alligevel har de kunnet holde målet om at sikre, at hovedparten af patienterne kun opholder sig på skadestuen en halv times tid.

Det kan lade sig gøre, fordi Casualty Plus kun retter sit tilbud mod patienter, der ikke er mere syge, end at de selv kan transportere sig til kontorlandskabet mellem motorvejsfletningerne i Brentford i Londons vestlige udkant. Der er tydeligvis lagt an på, at patienterne kommer i egen bil, og de må ikke være så dårlige, at de skal indlægges.

»Her er ingen blå blink. Og vi har heller ikke nogen planer om at skulle til at tage imod folk med ambulancer. Hvis folk er alvorligt syge, så er der ikke noget bedre sted for dem end det offentlige sundhedsvæsen. Vi har en enkelt gang måttet ringe efter en ambulance til en patient med akut nyrebetændelse. Men 80 procent af alle, der kommer på de offentlige skadestuer, er ikke kommet særlig slemt til skade. Vores analyser viser, at 30 procent af dem er villige til at betale for en hurtig behandling«, siger Steve Murphy.

Men i modsætning til de offentlige walk-in-centre, der kun er bemandet med sygeplejersker, så kan Casualty Plus det meste af, hvad en rigtig skadestue kan, og alle patienter bliver undersøgt af en læge. Og lægerne kan klare alt fra nedgroede tånegle til cancerdiagnoser i en treetagers bygning med fem almindelige konsultationsrum, et moderne computerstyret røntgenrum, et åbent afsnit til genoplivning, otte sengepladser til ambulante patienter, to operationsstuer med udstyr til fuld narkose, et apotek, eget laboratorium, en arbejdsmedicinsk klinik og fysioterapi.

Der er 30 fastansatte, heraf otte læger. Derudover kan Casualty Plus trække på en pulje af 30 speciallæger, som der ventes at blive bud efter til for eksempel forhåndsbestilte kikkertundersøgelser, mindre tarmoperationer, fjernelse af åreknuder og andet, der kan klares inden for en arbejdsdag. For Casualty Plus har kun åbent 16 timer i døgnet, og bygningen er med vilje slet ikke forberedt til døgnberedskab og indlæggelser.

Og at dømme efter den første tids patienter, kan folk udmærket selv finde ud af, hvornår det vil være rigtigt for dem at komme til Casualty Plus, hvornår de skal gå til deres egen læge, og hvornår de skal på en rigtig skadestue. Men klientellet er lidt anderledes, end man umiddelbart skulle tro. Det er langtfra kun de mest velhavende briter, der er klar til at betale sig fra ventetiden i det offentlige.

»Vores patienter er meget anderledes end de typiske patienter i andre dele af det private sundhedsvæsen. Der er mange, som er på timebetaling, typisk håndværkere. For dem vil det koste mere end en halv dagsløn at skulle sidde og vente fem timer på en skadestue. Og så er der for eksempel enlige mødre, der kan komme i frokostpausen fra arbejde. Og de ansatte på nogle af de amerikanskejede virksomheder herude«, siger Steve Murphy og peger ud på de høje kontorhuse på den anden side af motorvejsbroen.

De travle tider er omkring frokost, lige efter arbejdstid og om lørdagen. Foreløbig går det med to læger på vagt ad gangen og en mere på tilkaldevagt. Men der er allerede ved at blive ansat mere personale.

Inspiration fra Sydafrika

Klinisk direktør Johan du Plessis har nøje analyseret det britiske sundhedssystem og hentet inspiration fra flere andre lande, blandt andet sit hjemland Sydafrika, før han fandt, hvad han tror er den helt rigtige kombination af ydel-ser til britiske kunder.

»Hvert af de elementer, vi har her, eksisterer i privat regi et eller andet sted i verden. Men sammensætningen af dem, og for eksempel beslutningen om at vi skulle have vores eget røntgenudstyr, det er min idé,« forklarer du Plessis.

Noget andet, han har hentet i Sydafrika, er personalet. Hovedparten af lægerne er også sydafrikanere. Men ifølge direktøren er det nu lidt af et tilfælde. Han har foreløbig kun annonceret i britiske blade, og ingen af de ansatte er hentet direkte fra udlandet. Alle kommer fra andre job i Storbritannien. Men Johan du Plessis er træt af at blive beskyldt for at dræne de britiske hospitaler for de bedste læger ved at lokke med bedre løn.

»Alle taler om vores personale. Men hør nu her, det offentlige sundhedsvæsen har en million ansatte. Vi er 30. Det er altså ikke noget at tale om. I øvrigt har vi i høj grad rekrutteret fra andre private. Når der ikke er nogen britiske læger, der har søgt, så skyldes det nok, at et job her ikke tæller med i kvalifikationerne, hvis man vil være speciallæge«, siger du Plessis.

Men bortset fra den ifølge direktøren uberettigede kritik af ansættelserne, beskriver han forholdet til det offentlige sundhedsvæsen som rigtig godt. Casualty Plus følger på alle punkter samme standarder som det offentlige, så når en patient går ud ad døren i Brentford med alle sine journaler, røntgenbilleder, prøveresultater og diagnoser, kan han eller hun gå direkte ind på et sygehus og bruge materialet som basis for videre behandling. Læge Jonabelle Jansen forklarer, at det også kan have enorme fordele for patienterne.

»I går tog jeg nogle røntgenbilleder for en patient. Hun har fået billederne og min diagnose med sig, og nu kan hun så springe over køen til forundersøgelse på sygehuset. Hun er allerede klar til operation«, siger Jonabelle Jansen.

Folk vil ikke finde sig i lange ventetider

På den måde ser de ansatte hos Casualty Plus sig som et velkomment supplement, der tager noget af presset af det offentlige sundhedsvæsen. Og selv om både lægernes og sygeplejerskernes fagforeninger luftede deres skepsis inden åbningen, er debatten foreløbig forstummet. Og regeringen lader til at være godt tilfreds med den seneste nyskabelse.

»Vi er nødt til at erkende, at folk ikke vil finde sig i de lange ventetider. De vil ydes en service, de vil have deres operationer. Også hvis det betyder, at vi skal indgå i forskellige samarbejder med den private sektor«, sagde vicesundhedsminister Rosie Winterton i forbindelse med åbningen af Casualty Plus.

Og med succesen i Brentford er Johan du Plessis og hans bestyrelsesformand Syad Jaffery snart klar med flere private skadestuer. De håber at åbne 5-6 nye inden for det næste halvandet års tid, de fleste i London. Den første kostede omkring 55 millioner kroner. De næste skulle gerne blive både billigere og nemmere.

»Det var ikke så nemt at finde pengene til den første. Men efter succesen her har vi mange flere finansieringsmuligheder. Foreløbig arbejder vi som et privat aktieselskab med indskud fra 30 aktionærer. Nu ved alle i hvert fald, hvem vi er. Og vi håber nu at kunne tiltrække venturekapital og måske også nogle institutionelle investorer. På længere sigt vil vi også gerne på børsen, men der er horisonten i hvert fald to år«, siger Syad Jaffery.

På endnu længere sigt drømmer direktør Johan du Plessis også om at erobre det europæiske marked.

»Vores model er skræddersyet til Storbritannien. Men vi tænker da over, om vi kan udvide i andre dele af Europa. Men lad mig nu lige få åbnet 12 her i landet først. Så må vi se. I Storbritannien ser det i hvert fald ud til, at vi er kommet på det helt rigtige tidspunkt«, siger Johan du Plessis.