Skip to main content

Stadig for lang ventetid på 1813

Borgere i Region Hovedstaden venter stadig for længe på at komme igennem på telefonen til akutordningen 1813, viser de seneste tal. Samtidig er ventetiden på hjemmebesøg steget.

Forfatter

6. maj 2014
2 min.

Knap 80.000 borgere i Region Hovedstaden ringede i marts til 1813 og havde brug for hjælp i akutte, men ikke livstruende situationer. Regionen har et politisk godkendt mål om, at 90 procent af alle opkald på akutsystemets indgang – 1813-telefonen - skal besvares inden for tre minutter. Men i marts var det kun 55 procent af borgerne, der kom igennem inden for denne tidsgrænse, skriver politiken.dk med henvisning til et nyt notat fra regionens administration.

Et andet mål er, at alle opkald skal besvares inden for ti minutter. Det er heller ikke lykkedes, siden akutordningen trådte i kraft 1. januar. Således ventede i marts 12 procent - svarende til rundt regnet 10.000 borgere - længere end ti minutter på at komme igennem.

Akutordningen døjer også med andre problemer end ventetid på telefonerne. Ventetiden på at få besøg af en læge er også lang og stigende, skriver netavisen. Typisk ventede en borger i marts en time og 49 minutter på hjemmebesøg - otte minutter længere end i februar - og ti procent af besøgene fandt først sted efter fem timers ventetid.

»Det er svært at være positiv. Det er meget dårlig service over for borgerne, at ventetiden på at få besøg af en læge er steget yderligere, for ventetiden var lang nok i forvejen. Samtidig skal man huske på, at den typiske ventetid dækker over, at borgere venter meget længere om natten og i weekender. Det er slet ikke godt nok. For når man har behov for at få besøg af en læge akut, så skal man ikke vente mange timer«, siger formand for PLO-Hovedstaden, Birgitte Alling Møller, til politiken.dk.