Stamceller - tro, håb og viden

Der er store forventninger til stamcelleområdet. Det er genstand for biomedicinske, politiske, religiøse, etiske og kommercielle interesser, der kan være modstridende og skabe vildfarelser.

Stamceller er mange forskellige celletyper. De har evnen til selvfornyelse og differentiering. Stamcellerne i vores krop er kommitterede stamceller, der kan erstatte udtjente eller skadede vævsceller. De er kommitterede, fordi blodstamceller kun kan lave blodceller, leverstamceller kun kan lave leverceller osv. De basale stamceller, der »kan noget mere«, kommer fra det befrugtede æg og betegnes embryonale stamceller (ESC). Fra ESC har man kunnet fremdyrke nerveceller, hjerteceller, insulinproducerende celler, bruskceller, leverceller, knogleceller m.m.

Humane ESC er desværre kun tilgængelige fra den tidlige blastocyst, hvor de fremdyrkes fra frivilligt donerede »overskudsæg« efter behandling med in vitro-fertilisering. Derfor forskes der intenst i de såkaldte inducerede pluripotente stamceller (iPSC), som er almindelige voksne celler, der i laboratoriet er genetisk programmeret til embryonallignende stamceller. Men iPSC kan udvikle kræft, fordi programmeringen indvirker på kræftgener, og iPSC bevarer noget epigenetisk hukommelse fra oprindelsescellen, så den ikke kan differentiere fuldt ud til den ønskede celletype. Der skal meget mere basalbiologisk og immunologisk viden til, før iPSC eller ESC kan anvendes klinisk. Der er også gode grunde til, at håndtering af - og behandling med - diverse typer af stamceller foregår inden for veldefinerede rammer [1].

I de kommende år vil behandling med stamceller hovedsageligt være centreret om to typer voksne kommitterede stamceller: de hæmatopoietiske stamceller (HSC) og de mesenkymale stamceller (MSC). HSC findes i knoglemarv, blod og navlestreng og har været anvendt rutinemæssigt i mange år i behandlingen af leukæmi. Stort set al klinisk erfaring med stamceller kommer fra HSC. Der er en verden til forskel på brugen af autologe (egne) og allogene (andres) stamceller. Immunsystemet vil normalt hurtigt fjerne tilførte allogene stamceller, hvis overlevelse forudsætter vævstypeforligelighed og et supprimeret immunsystem. Det er per se ikke noget problem med autologe HSC, som i dag kun bruges som stamcellestøtte ved højdosiskemoterapi. Renheden af allogene HSC er også vigtig. Tilstedeværelse af få modne donorlymfocytter er uundgåeligt, og som et tveægget sværd angriber lymfocytterne både leukæmiceller, hvilket er med til at helbrede, og normale celler og væv, hvilket medfører det invaliderende graft versus host -syndrom (GVH).

Den biomedicinske betydning af allogene HSC fra navlestrenge er stigende. Forligeligheden har vist sig at være mindre kritisk, og navlestrenge er næsten fri for modne lymfocytter. Det gør det nemmere at fremskaffe forligelige HSC, og risikoen for alvorlig GVH reduceres. For at dække det danske behov for allogene HSC fra navlestrenge bør der opbygges en offentlig nationalbank med ca. 3.500 stamcelleportioner. Banken bør ledes efter de etiske principper, som kendes fra den danske blodforsyningslov om frivillig, ubetalt donation og anonymitet mellem giver og modtager.

Lige nu er det store dyr i åbenbaringen MSC. De har potentiale inden for dele af den regenerative medicin, og de virker immunsupprimerende. MSC kan høstes fra knoglemarv og fedtvæv, opformeres i laboratoriet og danne mesenkymalt deriveret væv (brusk, knogle, muskel og kar). Kliniske forsøg med indsprøjtede MSC har vist øget regenerering af skadet brusk- og knoglevæv og givet håb om nye former for regenerativ behandling af hjertesvigt og kronisk iskæmisk hjertesygdom. Det forhold, at man har kunnet fremdyrke anvendelige »mesenkymalreservedele« fra MSC (nye menisker, et nyt luftrør mv.), vidner om lovende kliniske fremtidsperspektiver. MSC har immunsupprimerende egenskaber, og når cellerne transfunderes, havner de det rigtige sted i de inflammerede væv. Det bringer håb om, at MSC også kan anvendes i behandlingen af immuninflammatoriske sygdomme som GVH, reumatoid artritis, dissemineret sklerose m.m. [2, 3].

Der er grund til at tro og håbe på fremskridt inden for behandlingen med stamceller. De helt store gennembrud må dog afvente mere basalbiologisk og immunologisk viden og mange flere kliniske afprøvninger.

Korrespondance: Morten Bagge Hansen , Klinisk Immunologisk Afdeling, Region Hoved-staden, Blodbanken 2034, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail bagge@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen