Tror du, at Danmarks perifere områder kun præges af lægeflugt og rekrutteringsnød? Tro om igen. Sådan er det ikke på Akutafdelingen på Nykøbing F. Sygehus.
Sygehuset i Nykøbing F., som ligger i et af Danmarks såkaldte udkantsområder, lider notorisk af mangel på læger. Men ikke på alle afdelinger. Det gælder bl.a. Akutafdelingen, som har haft vokseværk i de seneste år og i dag huser 13 fastansatte læger. Til maj kommer der endnu en, og så er normeringen på 14 fyldt. Hertil kommer yngre læger i videreuddannelsesforløb – p.t. 22 stk.
Når rekrutteringen går godt, er selve vokseværket en del af forklaringen. Hvem vil ikke gerne være et sted med økonomisk medvind? Et vagtsomt øje for arbejdsmiljøet og en håndfast fokusering på uddannelse – både for de yngre læger og de fastansatte – hjælper også.
”Jeg er gammel uddannelsesansvarlig, og det betyder rigtigt meget for mig, så jeg besluttede, at vi i hvert tilfælde skulle have uddannelsen til at køre, og så måtte vi have vikarer på lægesiden, indtil vi havde det”, siger ledende overlæge Anne Molzen om tiden, da hun startede i jobbet for ca. to et halvt år siden.'
”Jeg må gøre noget for at holde på dem. Jeg synes, vi har et rigtigt godt arbejdsmiljø. Det og så dette her med at snakke uddannelse. Hele tiden. Her er det ikke os, der sætter begrænsninger på uddannelse, lægerne er selv med til at bestemme deres individuelle uddannelsesforløb”. Anne Molzen, ledende overlæge på Akutafdelingen, Nykøbing F. Sygehus
Afdelingen bad Beth Israel Deaconess Medical Center i Boston, USA, som Region Sjælland har haft et længevarende samarbejde med, om at hjælpe med opgaven.
”Vi lavede det, der hedder en gap-analyse [analyse, der skal afdække huller i f.eks. ansattes kompetencer, red.]. Der er jo desværre ikke noget akutspeciale endnu, så jeg havde nogle, der er tidligere thoraxkirurger, nogle medicinere, nogle almenmedicinere og et par stykker uden speciale. Det var vigtigt for mig at se, hvilke kompetencer vi har til rådighed, og hvad vi skal uddanne dem i”, siger Anne Molzen.
”Det er generelt en hurdle for alle læger. Det er ikke noget, man sådan gør med danske læger og speciallæger. Vi måtte få vendt den om til, at det er i orden, at vi tester jer. Det er i orden, at vi finder ud af, hvor I har nogle svagheder, og det vil være en fordel for jer selv, så vi kan søge midler til uddannelse'”.
Hvad sendte du dem på kurser i?
”Jeg har kunnet sende nogle af dem på opfølgning i andre specialer. Og lige for øjeblikket kører vi alle igennem ultralydkursus. Vi har fået rigtig god hjælp fra regionen, som støtter os i at få sendt læger på videreuddannelse. Jeg har også sendt flere læger over til Region Midtjylland for at tage fagområdet akutmedicin”.
I har også et samarbejde med Sverige om akutlæger?
”Det foregår ved, at vi finder en kandidat. Så får de cv’et over og gennemgår det, og vi bedømmer, at lægen mangler det og det, og så lægger vi en plan. En af vores læger er derovre nu; hans forløb er på to år, men kun noget af det foregår i Sverige”.
Hvad så, når lægen er færdig med forløbet?
”Så får han en svensk autorisation. Vi vil gerne have, at så mange af vores læger er så højtuddannede som muligt i forhold til, når der kommer et dansk speciale – hvad jeg jo tror på, at der gør – og så kan vi konvertere dem”.
Hvad med egentlig certificering?
”Det er noget af det, de danske læger er så meget imod, men der findes europæiske eksamener stort set inden for alle specialer, hvor man kan prøve sin viden af. Der har vi sendt nogle af sted til EBEEM [European Board Examination in Emergency Medicine, red.]".
En af dem er Pedro Gondar, som er uddannet akutlæge i Portugal, hvor han stammer fra.
Hvorfor tog du EBEEM?
”Det var især for at vurdere, om jeg i forhold til min egen og europæisk standard var forberedt nok til arbejdet som akutlæge. Jeg ved godt, at Danmark ikke har kultur for at tage den slags eksamener, men jeg er speciallægeuddannet i mit hjemland, og der skal vi til eksamen hvert år, når vi er under hoveduddannelse. Så jeg er vant til at tage eksamener og ser det som en måde at se, om man er klar til at arbejde med faget”, siger han.
Ganske få læger i Danmark har denne certifikation, så der er tale om et gedigent kvalitetsstempel, der godt kan bruges til karrierehop, hvis ønsket skulle gå på at arbejde på f.eks. et stort universitetshospital. Men det har Pedro Gondar ingen umiddelbare planer om.
”Jeg ved godt, at Nykøbing F. er en af Danmarks udkanter, men jeg er meget tilfreds med min afdeling. For mig er der to vigtige ting for, at jeg kan være tilfreds med mit arbejdssted: Den ene er, at man arbejder på en fagligt kompetent måde, og den anden er et godt arbejdsmiljø”.
Er arbejdsmiljøet bedre her end der, hvor du kom fra i Portugal?
”Det er bedre her på grund af, at der ikke er så travlt. Det er den største forskel. I Portugal arbejdede jeg på en meget stor afdeling med omkring 400 patienter om dagen”.
Risikoen for, at læger dygtiggør sig for så at flytte eller blive headhuntet til andre steder, er ellers reel. Det har Nykøbing F. oplevet adskillige gange. Her er netop arbejdsmiljøet et redskab til fastholdelse.
”Jeg må gøre noget for at holde på dem. Jeg synes, vi har et rigtigt godt arbejdsmiljø. Det og så dette her med at snakke uddannelse. Hele tiden. Her er det ikke os, der sætter begrænsninger på uddannelse, lægerne er selv med til at bestemme deres individuelle uddannelsesforløb”, siger Anne Molzen.
"Det er noget, vi snakker meget om til MUS-samtaler: ,Hvad har vi af muligheder, hvad mangler du, hvor vil du hen?'”
Den vækst, Akutafdelingen har haft, må have haft omkostninger?
”Vi har haft meget god støtte fra vores sygehusledelse. Den ros skal de have. Regionen støtter også projektet. Det skal jo fungere, og det skal de have en cadeau for. De lytter til os, og de hører efter, men det er ikke sådan, at man får alt igennem”.
Stort set alle andre hospitaler og afdelinger klager over nedskæringer?
”Vi har også måttet skære ned, og vi har også justeret inden for forskellige ting. Det, regionen og ledelsen har gjort, og som jeg jo synes er meget fornuftigt, er at justere i forhold til, at Akutafdelingen er bygget om".
I KBU på Akutafdelingen
Sofie Vestergaard Juul trak et KBU-nummer, der gav hende mulighed for at vælge mellem en række forløb på sygehuse på Sjælland, men hun valgte Nykøbing F., selv om hun bor i København. Her er hun nu på Akutafdelingen, og hendes valg skyldes ikke mindst, at hun kendte afdelingen og oplevede den som en god arbejdsplads med et godt læringsmiljø.
Hun har tidligere været der i klinisk ophold, og hun har også arbejdet som vikar på afdelingen.
”Det har betydet rigtig meget, at jeg var her under studierne og som vikar – ellers tror jeg ikke, jeg ville have valgt Nykøbing F. Det var overskueligt, fordi jeg kendte de ældre læger og sygeplejegruppen lidt på forhånd. Jeg vidste, at der var nogle dygtige læger på afdelingen og en god omgangstone. Man kan altid konferere med en ældre læge. Sådan bør det være, men det tror jeg faktisk ikke er en selvfølge”, siger hun.
”Jeg synes, det giver en tryghed. Der er altid en ældre læge, der kan komme ned og kigge på patienten – også om natten. Det er en travl afdeling, men jeg synes ikke, jeg oplever at stå alene”.
Desuden nævner hun afdelingens stærke fokus på uddannelse.
”Uddannelse bliver prioriteret højt. Vores ledende overlæge er meget synlig både ved morgenkonference og ved undervisning. Når en kollega har forberedt undervisning, bliver det prioriteret, at den gennemføres, også når der er travlt. Jeg oplever en stor opbakning og lydhørhed over for, hvad man bidrager med, både fra mine yngre og ældre kolleger. Det er generelt en meget synlig ledelse, vi har på sygehuset. Vores sygehusdirektør kommer tit rundt og spørger ind til, hvordan vi synes, det går på afdelingen – om der er noget, vi yngre læger synes kan gøres bedre. Det giver en følelse af at være værdsat”.
Hvordan fungerer det praktiske?
”Jeg bor i København, men har også en lille lejlighed i Nykøbing F., som jeg har lejet via sygehuset. Der er et hyggeligt socialt og fagligt fællesskab blandt de yngre læger hernede. Vi mødes tit efter arbejdstid, f.eks. til aftenkurser og fællesspisning, som jo er nemt, når vi er mange, der bor lige ved sygehuset. Men jeg tager rimeligt ofte frem og tilbage med sygehusets personalebus. Den bus er jeg virkelig glad for. Der er borde og internet, så man kan bruge transporttiden fornuftigt. Og man skal ikke skifte til flere forskellige tog eller busser undervejs. Sådan en direkte bus kunne man med fordel kopiere andre steder”.
Er der noget, du synes kunne være bedre?
"Jeg synes generelt, at tingene fungerer fint i min KBU".
Region Sjælland vil lave sammenhængende videreuddannelsesforløb med fastansættelse bagefter. Tiltrækker det dig?
”Det synes jeg, er en god idé. Hvis man kunne designe nogle forløb, så de lå i et mindre geografisk område, ville det være mere attraktivt at bosætte sig i nærheden, så der ikke blev så meget pendling. Det, tror jeg, kunne gøre en forskel for nogle. Men jeg kommer nok selv til at blive boende i Københavnsområdet, da det passer godt med min kærestes arbejde".
Ville du på længere sigt være interesseret i et udkantsjob?
”Det vil nok afhænge af transporten, om den er overskuelig og enkel. Men det tiltaler mig at arbejde på en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø og en engageret ledelse. Det har jeg valgt at prioritere efter i min KBU, og det vil også være vigtigt for mig fremover”.
