Skip to main content

Stemning af felthospital på Roskilde Festival

I Roskilde Festivals skadestuer oplever lægerne en anderledes og mere primitiv arbejdsgang, der sætter deres kliniske blik på prøve, fortæller ortopædkirurg Hans Gottlieb fra Herlev Hospital, der er en af de cirka 100 frivillige læger på festivalen.

Hans Gottlieb er færdig med sin vagt på Skadestue Main. Nu har han festivalfri og kan tage rundt og høre forskellige koncerter sammen med sine kollegaer.
Hans Gottlieb er færdig med sin vagt på Skadestue Main. Nu har han festivalfri og kan tage rundt og høre forskellige koncerter sammen med sine kollegaer.

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

5. jul. 2015
6 min.

Bårerne i Skadestue Main på Roskilde Festival ligger tomme torsdag morgen på trods af, at Pharrel Williams’ koncert aftenen inden bragte flere crowdsurfingofre til skadeteltet. Bårerne ser ikke ud af meget, som de ligger på de stadig lidt beskidte gulve, mens solen bager på det hvide pavillonagtige telt. Teltet rummer ikke meget mere end bårerne, det mest nødvendige medicin og nåle til syning af skrammer.

Som læge bliver dit kliniske blik sat på prøve, fordi du ikke har ret meget andet at gøre med. Du kan ikke bare tage en blodprøve, og du kan ikke engang bruge dit stetoskop, fordi der næsten altid er en bas, der spiller i baggrunden. Hans Gottlieb, ortopædkirurg på Herlev Hospital

Nogle vil måske kalde det for primitivt og svært at arbejde i, men Hans Gottlieb, ortopædkirurg på Herlev Hospital, synes netop, det primitive er en af de sjove ting ved at være læge på festivalen.

“Som læge bliver dit kliniske blik sat på prøve, fordi du ikke har ret meget andet at gøre med. Du kan ikke bare tage en blodprøve, og du kan ikke engang bruge dit stetoskop, fordi der næsten altid er en bas, der spiller i baggrunden. Det er lidt felthospitalsagtigt, hvis man ser bort fra musikken og stemningen,” fortæller han og fortsætter:

“Stemningen er nemlig helt anderledes og loose. Patienterne er fulde og glade og som oftest aldrig vildt syge, fordi de som udgangspunkt er unge raske mennesker. Vi joker også rigtig meget lægerne imellem - og løsner lidt op, hvad angår de latinske begreber. Og nå ja, så skal man også kunne lide at være på festival.”

Hans Gottlieb er en af cirka 100 læger, der i disse dage sørger for festivalgængernes ve og vel. Typisk er det ikke de helt store skader, festivalgængerne kommer ind til skadeteltet med, men det er til gengæld alt lige fra at skulle ligge til observation og sove sin brandert ud til at få et par sting i en flænge. Og så er der selvfølgelig også engang imellem nogle lidt grimmere skader som hjernerystelse som følge af crowdsurfing. Her sendes festivalgængerne dog oftest til Roskilde eller Køge Sygehus.

Mindre skader og soleksem

Det er Hans Gottliebs første år som frivillig læge på festivallen. Hans dagvagt er lige begyndt på Skadestue og Observationsenheden Main, som ligger inde på festivalpladsen nær Orange Scene. Her til morgen er der ikke travlt. Der går næsten en time, før Hans Gottlieb bliver kaldt ind til en patient af en samarit.

Samaritterne står for mange af de mindre behandlinger såsom rensning af sår eller vabler. Lægerne bliver kaldt til, hvis samaritterne er i tvivl, eller hvis det er en patient, der uden tvivl kræver lægeassistance. Men når lægerne ikke har så meget at lave, hjælper de samaritterne med småskaderne.

Hans Gottlieb ser sin anden patient halvanden time inde i vagten. En pige har fået soleksem og klager over irritationen. Men der er ikke meget at gøre fra Hans Gottliebs side.

“What to do? Pigen skal sikkert være ude i solen resten af festivalen, så det forsvinder nok ikke lige med det samme. Men det er klart, at det er irriterende, så jeg giver hende noget lokalbedøvende,” siger han.

Øl, smøger og kollegialt samvær

I Skadestue og Observationsenheden er der som udgangspunkt altid en anæstesilæge og en kirurg af en slags. Enhederne ligger tre steder: Main, East og West. Derudover findes der også en enhed, der står for det medicinske beredskab backstage og i de mobile teams.

Jesper Søe er til daglig overlæge på Anæstesiafdelinge på Hvidovre Hospital, men i fritiden er han lægelig ansvarlig for det medicinske beredskab på Roskilde Festival.

“Det er et enormt sundhedsfagligt setup. Vi er over 300 læger, sygeplejersker og samaritter - heraf 100 læger. Det siger lidt om, hvor stort det er, og hvor meget der skal koordineres. Roskilde Festival kan ikke bare eksistere uden, at der også er frivilligt medicinsk beredskab. Vi vurderer, behandler og afslutter langt størstedelen af alle henvendelser på festivalpladsen, hvorved vi aflaster det regionale sundhedsvæsen betydeligt,” siger han.

Til frokost tager han til beredskabsmøde med teamlederne fra de forskellige enheder. De sætter sig under en pavillon i skygge for solen. Her gennemgår de blandt andet, hvad der mangler af medicin på de forskellige enheder - det er hovedsaligt øjendråber, der mangler. Derudover snakker de lidt om, hvordan de kan forbedre sig, men der er også plads til drillerier og latter. Alt sammen i ren festivalånd og i nogles tilfælde med cigaret i mundvigen, selvom de egentlig ikke ryger til daglig.

“Selvfølgelig skal man kunne lide at være på festival, og vi er her jo også, fordi der er et kollegialt samvær, hvor vi kan mødes på en anderledes måde end på hospitalerne. Vi kan også drikke en øl og gå til koncerterne sammen, når vi har fri,” siger Jesper Søe.

Når det er sagt, så giver han og teamlederne Hans Gottlieb ret i, at der også er noget om det primitive.

“Du skal kunne lide uforudsigeligheden, og at du bliver sat på prøve i forhold til dit kliniske blik. For det er der meget af,” siger han:

“Man kan sagtens tage erfaringerne fra festivalen med hjem til hospitalerne, hvad angår det kliniske blik. Nogle gange er der måske en tendens til at være lidt hurtigere på hospitalet med en undersøgelse. På festivalen er du nødt til stole mere på din egen vurdering og så lytte til patienten, selvom det nogle gange kan være svært på festivalen, når de er fulde.”

Flere skader ude på campingområdet

Hen ad dagen kommer der flere festivalgængere ned til skadeteltet. De unge mennesker er vågnet efter deres brandert, og bevæger sig nu igen ned i mod festivalpladsen. En hel epidemi vælter ind ad teltåbningen og sætter sig med hævede øjne på ventebænken inde i teltet. Deres øjne er røde og i nogle tilfælde næsten lilla - pisstøvet har haft sin effekt på Roskilde Festival - gæsterne har fået øjenbetændelse.

Hans Gottlieb fortæller dog, at der ikke har været meget at se til, selvom der er kommet en del flere ind med skader end tidligere på dagen. Da han havde vagt i Skadestue og Observationsenheden West, kom der flere ind med skader.

“Det handler simpelthen om, at de fleste kommer til skade ude på campingpladserne. De fester vildt om aftenen - også efter koncerterne er stoppet. Det mærkeligste, jeg har set, er runde sår fra fald ned i campingstole. Derfor er det lettere at nå hen til de to skadestuer ude på campingområdet,” siger han.

Han synes, det er sjovt, hvor alsidigt det er på festivalen. Både fra sted til sted og vagt til vagt, men også mere generelt. Som ortopædkirurg ser han for eksempel ikke øjenbetændelserne til hverdag.

“Det er fedt, at man lige får lov at være læge i alting igen, ligesom dengang man ikke var færdigspecialiceret,” siger han.

Efter otte timer med behandling af øjenbetændelse, udslæt på penis og soleksem har Hans Gottlieb fri. Det var sidste vagt på festivalen, så nu kan han tage ud for at høre musik resten af dagene. Men lige nu vil han have en lille lur, inden han om aftenen skal hen og høre Bikstok på Arena.