Dage, uger, måneder går. Ribben, et stykke af en underkæbe, igen et ribben, et til og »igjen et Ribbeen og det høire Issebeen under store Smerter afført«. Sådan fortsætter det måned efter måned under ubærlige smerter, som lægen intet kan gøre for at lindre. Nogle gange kommer knoglestumperne ud af egen kraft, andre gange må Schumacher hjælpe til, mens han forsøger at lindre med klysterer med kamferolie, udtræk af kinabark og nogle gange opium.
Ti års graviditet
Historien ville være svær at tro på, hvis det ikke var, fordi Schumacher var kendt som en dygtig og samvittighedsfuld læge, og hvis ikke beskrivelserne var så systematiske og detaljerede.
Og der findes faktisk endnu et tilfælde beskrevet fra Skandinavien, som er næsten samtidigt: I 1813 havde den norske bondekone Randi Jonsdatter fra Kvikne været gravid i ti år, da hun faldt og slog sig. Kort efter »fødte« hun de forrådnede rester af et foster gennem et åbent sår over navlen. På dette tidspunkt var hun 50 år gammel. Hændelsen er dokumenteret i et brev, som er opbevaret i Nasjonalbiblioteket i Oslo og er desuden beskrevet af lægen Christian Stengel i 1827.
Efter at hun uden problemer havde født fem børn, opdagede hun i 1803, at hun var gravid igen. Men da fødslen nærmede sig, blev hun syg og måtte holde sengen i to år. Derefter fik hun det så »taaleligt«, at hun kunne passe hus og kreaturer. En dag gled hun i stalden og slog sig, hvorved der straks viste sig en »blodbyld« et stykke over navlen. Blodansamlingen var meget smertefuld, og da man efter et par uger fik den åbnet, flød en stor mængde tynd materie ud – og en hårtot viste sig. Med en ragekniv gjorde hendes mand åbningen større, og nu kunne nabokonerne trække noget stærkt forrådnet materiale ud, som er iblandet knogler og et kæbeben.
Konen fik sin normale figur igen, og selv om hun længe var sløj, kom hun sig og levede i endnu 35 år.
Stenbarn
De to tilfælde af ekstrauterin eller abdominal graviditet var også i 17- og 1800-tallet meget sjældne. I dag forekommer de kun i den tredje verden. Fænomenet har et navn: lithopedion, af græsk: lithos = sten og pedion = barn. Altså et »stenbarn«, dvs. et foster, som er kalcificeret – »forstenet«. Lithopedion kan forekomme, når et foster dør og er for stort til, at kroppen kan reabsorbere det og derfor behandler det som et fremmedlegeme.
Fænomenet er første gang nævnt i 900-tallet af den spansk-muslimske læge Abu al-Qasim (Abulcasis), men det første konkrete, beskrevne tilfælde stammer fra Frankrig i 1582. En 40-årig kvinde var blevet gravid, men kunne ikke føde, efter at vandet var gået. De næste tre år var hun sengeliggende, og resten af livet klagede hun over en hård »tumor« på underlivet, konstant træthed og abdominalsmerter. Efter sin død blev hun obduceret, og lægerne fandt et fuldt udviklet, men forstenet kvindeligt foster med rester af hår og en enkelt tand. I 1653 blev det erhvervet af den danske kong Frederik den 3., som viste det til medicinprofessor Thomas Bartholin.
Siden er der beskrevet færre end 300 tilfælde i hele verden.
Et af de seneste tilfælde omhandler en etiopisk kvinde, som havde født tre børn, inden hun som 55-årig præsenterede sig på et hospital og hævdede, at hun, siden hun var 22 år, havde båret på et dødt foster. Hun havde fået veer, vandet var gået, men efter tre dage var det stadig ikke lykkedes hende at føde. På hospitalet konstaterede lægerne, at hun havde en uterusruptur, som skulle opereres. Men det havde hun afvist og var gået hjem.
Med tiden havde hun udviklet inkontinens og havde nu også underlivssmerter, som var blevet tiltagende værre. Ved en operation i 2019 blev ifølge kasuistikken bl.a. udtaget en mængde gamle, nekrotiske føtale knogler.
»En fuldkommen Sundhed«
Hvordan endte det så for Chatrine på Frederiks Hospital i København? To år efter indlæggelsen i 1797 fortsatte hendes lidelser. Underlivskirurgi kom ikke på tale, og effektiv smertebehandling var ikke mulig, skønt hun havde tilbagevendende »utaalelige Smerter«. I foråret 1799 konstaterede Schumacher en byld, som pinefuldt voksede i endetarmen, »ledsaget af stikkende Smerter i Underlivet«, og der flød et hvidgult og stinkende, nogle gange blodblandet udflåd samt fortsat diarré. Chatrine blev mærkbart svagere og havde »heftig Nattesved og Gysninger«.
Den 17. juni blev smerterne helt uudholdelige, og ved en undersøgelse finder Schumacher, at et bredt knoglestykke »var sunked ned i Abcessens Hulhed og med en skarp Kant tillige i den Cellevæg, der er mellem Endetarmen og Moderskeden«.
Schumacher fik fat i noget, som viste sig at være et overkæbeben, som han fik halet ud. Og endelig gik det fremad. Den 29. oktober 1799 kunne Chatrine forlade hospitalet. Hun havde »siden denne Tid nydt en fuldkommen Sundhed og hendes maanedlige Renselse har igjen ordentligen indfundet sig«.