Skip to main content

Stenbørn

Før den moderne gynækologi og obstetrik kunne en kvinde i sjældne tilfælde være gravid i op til 10-20 år med et dødt foster, som kalcificerede og blev til et »stenbarn«. Fænomenet forekommer i dag, kun hvor der er ringe eller ingen sundhedstjeneste.

Illustration fra den første kasuistik om udtagelsen af et »stenbarn« i Frankrig, 1582. Træsnit af Joannes Albosius. The Wellcome Collection.
Illustration fra den første kasuistik om udtagelsen af et »stenbarn« i Frankrig, 1582. Træsnit af Joannes Albosius. The Wellcome Collection.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

18. maj 2022
7 min.

»Mette Chatrine, en Kone af svagelig Constitution, 33 Aar gammel, blev i de sidste Dage af April Maaned 1797 formedelst stærkt Durkløb optagen i Friderichs Hospital, og henlagt paa den medicinske Side. Hun fortalte sin Sygdoms Historie paa følgende Maade«.

Sådan indledes den første artikel i det første nummer af Bibliothek for Læger, der udkom i 1809.

Historien begynder meget tilforladeligt med indlæggelsen for »stærkt Durkløb«, dvs. diarré. Men derefter bliver det meget underligt: I 1791 – seks år før indlæggelsen – var Chatrine blevet gravid. I svangerskabets syvende måned fik hun besøg af kæresten, de kom i klammeri, »hvorved hun blev kastet til Jorden og traadt med Fødder«. Hun fik en blodstyrtning fra livmoderen med klumper af levret blod, så hun troede, at hun havde aborteret.

»Stanken var overordentlig«

Efter nogle måneder begyndte hun at få diarréer, som blev kroniske. Sygdomsforløbet, som hun selv beskrev det, fortsatte og skal kun skitseres her. Det skal dog noteres, at hun ved indlæggelsen havde »haft sit Maanedlige« gennem et års tid, om end »kun i liden Mængde«.

Det lykkedes ikke at standse hendes »durkløb«, som i øvrigt ikke var helt normalt. Hun forklarede, at der sammen med den tynde afføring kom »benstumper« ud. Det fortsatte på hospitalet, hvor der »i faa Dage afgik ved forskjellige Stolgange Skulderbladet, Nøgle-Benet, Overarm-Benet og det høire Albuerør«.

Artiklens forfatter, professor ved Kirurgisk Akademi Heinrich Schumacher (1757-1830), tog sig personligt af den arme kvinde under indlæggelsen, som varede i to og et halvt år. Da han kort efter indlæggelsen eksplorerede hendes vagina, fandt han den i første omgang sund og normal. Men med en finger i endetarmen »opdagede jeg Aarsagen til Sygdommen (…) Paa den forreste Flade af Endetarmen fandt jeg en Aabning, som jeg netop kunde naae og kun med Møie undersøge, naar jeg trykkede stærkt til«. Med andre ord: en fistel.

Åbningen var hævet og »ligesom sønderreven«, og i åbningen føltes, hvad der forekom at være et stykke kranieknogle. Schumacher fik Cathrine overflyttet til den kirurgiske afdeling, hvor hun i den kommende tid jævnligt kvitterer knogledele sammen med afføringen: »Venstre Tindingebeen (…) et Ribben af den venstre Side« osv. Der var tilbagevendende, yderst smertefuld afføringstrang, og på et tidspunkt pressedes »et betydeligt Stykke af Fosteret frem«. Man kunne se, at der var tale om det nederste af ryggen »endnu omgivet af de bløde Dele, men sønderrevet« og med kvindelige kønsdele, som var tydeligt genkendelige. »Stanken var overordentlig«, noterer Schumacher. Men smerten var i det mindste overstået for denne gang.

Afgang af knoglerester

Men dato efter dato gentager det sig – smerter, voldsom afføringstrang, afgang af skeletdele: »Høire Tindingeben«, »2 Ribbeen og nogle Stykker Hvirvelbeen« osv.

Efter et par ugers indlæggelse har Chatrine igen »heftige Smerter« og især »en Stikken ved den allermindste Bevægelse«. Schumacher kan mærke »et bredt Been«, som rager frem »med den skarpe Kant i Endetarmen«, men det lader sig ikke fjerne, og efter nogle dage har han fået fremstillet en specialsaks, som han med stor forsigtighed fører op i tarmen, mens han med en olieindsmurt finger sørger for, at spidsen ikke beskadiger tarmvæggen. Det lykkes ham med stort besvær at klippe benstykket over, og da han får stumperne ud, kan han konstatere, at der igen er tale om kraniedele.

Lithopedion eller »stenbarn« hos 73-årig kvinde. Billeddiagnostisk optagelse fra 2016. Kilde: Imgur.

Dage, uger, måneder går. Ribben, et stykke af en underkæbe, igen et ribben, et til og »igjen et Ribbeen og det høire Issebeen under store Smerter afført«. Sådan fortsætter det måned efter måned under ubærlige smerter, som lægen intet kan gøre for at lindre. Nogle gange kommer knoglestumperne ud af egen kraft, andre gange må Schumacher hjælpe til, mens han forsøger at lindre med klysterer med kamferolie, udtræk af kinabark og nogle gange opium.

Ti års graviditet

Historien ville være svær at tro på, hvis det ikke var, fordi Schumacher var kendt som en dygtig og samvittighedsfuld læge, og hvis ikke beskrivelserne var så systematiske og detaljerede.

Og der findes faktisk endnu et tilfælde beskrevet fra Skandinavien, som er næsten samtidigt: I 1813 havde den norske bondekone Randi Jonsdatter fra Kvikne været gravid i ti år, da hun faldt og slog sig. Kort efter »fødte« hun de forrådnede rester af et foster gennem et åbent sår over navlen. På dette tidspunkt var hun 50 år gammel. Hændelsen er dokumenteret i et brev, som er opbevaret i Nasjonalbiblioteket i Oslo og er desuden beskrevet af lægen Christian Stengel i 1827.

Efter at hun uden problemer havde født fem børn, opdagede hun i 1803, at hun var gravid igen. Men da fødslen nærmede sig, blev hun syg og måtte holde sengen i to år. Derefter fik hun det så »taaleligt«, at hun kunne passe hus og kreaturer. En dag gled hun i stalden og slog sig, hvorved der straks viste sig en »blodbyld« et stykke over navlen. Blodansamlingen var meget smertefuld, og da man efter et par uger fik den åbnet, flød en stor mængde tynd materie ud – og en hårtot viste sig. Med en ragekniv gjorde hendes mand åbningen større, og nu kunne nabokonerne trække noget stærkt forrådnet materiale ud, som er iblandet knogler og et kæbeben.

Konen fik sin normale figur igen, og selv om hun længe var sløj, kom hun sig og levede i endnu 35 år.

Stenbarn

De to tilfælde af ekstrauterin eller abdominal graviditet var også i 17- og 1800-tallet meget sjældne. I dag forekommer de kun i den tredje verden. Fænomenet har et navn: lithopedion, af græsk: lithos = sten og pedion = barn. Altså et »stenbarn«, dvs. et foster, som er kalcificeret – »forstenet«. Lithopedion kan forekomme, når et foster dør og er for stort til, at kroppen kan reabsorbere det og derfor behandler det som et fremmedlegeme.

Fænomenet er første gang nævnt i 900-tallet af den spansk-muslimske læge Abu al-Qasim (Abulcasis), men det første konkrete, beskrevne tilfælde stammer fra Frankrig i 1582. En 40-årig kvinde var blevet gravid, men kunne ikke føde, efter at vandet var gået. De næste tre år var hun sengeliggende, og resten af livet klagede hun over en hård »tumor« på underlivet, konstant træthed og abdominalsmerter. Efter sin død blev hun obduceret, og lægerne fandt et fuldt udviklet, men forstenet kvindeligt foster med rester af hår og en enkelt tand. I 1653 blev det erhvervet af den danske kong Frederik den 3., som viste det til medicinprofessor Thomas Bartholin.

Siden er der beskrevet færre end 300 tilfælde i hele verden.

Et af de seneste tilfælde omhandler en etiopisk kvinde, som havde født tre børn, inden hun som 55-årig præsenterede sig på et hospital og hævdede, at hun, siden hun var 22 år, havde båret på et dødt foster. Hun havde fået veer, vandet var gået, men efter tre dage var det stadig ikke lykkedes hende at føde. På hospitalet konstaterede lægerne, at hun havde en uterusruptur, som skulle opereres. Men det havde hun afvist og var gået hjem.

Med tiden havde hun udviklet inkontinens og havde nu også underlivssmerter, som var blevet tiltagende værre. Ved en operation i 2019 blev ifølge kasuistikken bl.a. udtaget en mængde gamle, nekrotiske føtale knogler.

»En fuldkommen Sundhed«

Hvordan endte det så for Chatrine på Frederiks Hospital i København? To år efter indlæggelsen i 1797 fortsatte hendes lidelser. Underlivskirurgi kom ikke på tale, og effektiv smertebehandling var ikke mulig, skønt hun havde tilbagevendende »utaalelige Smerter«. I foråret 1799 konstaterede Schumacher en byld, som pinefuldt voksede i endetarmen, »ledsaget af stikkende Smerter i Underlivet«, og der flød et hvidgult og stinkende, nogle gange blodblandet udflåd samt fortsat diarré. Chatrine blev mærkbart svagere og havde »heftig Nattesved og Gysninger«.

Den 17. juni blev smerterne helt uudholdelige, og ved en undersøgelse finder Schumacher, at et bredt knoglestykke »var sunked ned i Abcessens Hulhed og med en skarp Kant tillige i den Cellevæg, der er mellem Endetarmen og Moderskeden«.

Schumacher fik fat i noget, som viste sig at være et overkæbeben, som han fik halet ud. Og endelig gik det fremad. Den 29. oktober 1799 kunne Chatrine forlade hospitalet. Hun havde »siden denne Tid nydt en fuldkommen Sundhed og hendes maanedlige Renselse har igjen ordentligen indfundet sig«.

Referencer

Litteratur:

  • Schumacher. En unaturlig Fødsel efter en fleraarig Frugtsommelighed. Bibl Læger. 1809:7-25 .
  • Bjerke E. Et »tiaarigt Svangerskab«. Tidsskr Nor Lægeforen. 2007;127(24):3249-53.
  • Gebresenbet FF, Mulat AM, Nur NM, Getaneh FB. Neglected intrauterine fetal demise for more than two decades leading to the development of a lithopedion: a case report, 2019. https://doi.org/10.1186/s13256-019-2264-8.